Vi har brug for nogle bedre rammer for vores arbejde i TRIO på skolerne. Vi skal kunne sikre den enkelte lærer på skolen tid til at løse sine opgaver, og til det har vi brug for nogle værktøjer, som vi kan bruge, når vi på den enkelte skole, som tillidsrepræsentanter, skal forhandle med vores skoleleder.
Jeg bruger rigtig meget tid på opgaveoversigterne. Og det som jeg bruger tid på er selvfølgelig at tale med ledelsen om balancen mellem opgaver og tid. Der er mange gode diskussioner og overvejelser, men disse ender som regel ud i, at vi sidder med hver vores tal og ikke kan komme længere ind i diskussionen af, hvad der egentlig ligger til grund for fordelingen af fag og opgaver. Jeg laver mine egne udregninger og tidsangivelser, og ledelsen laver deres, og det bliver begrænsende for det faglige arbejde på skolen. Og hvem kan leve med det?
Hvordan skal vi, som tillidsrepræsentanter, kunne sikre, at opgaveoversigterne er udarbejdet ud fra forståelige, gennemskuelige og saglige kriterier, hvis vi ikke kan tale om tid?
Når vi som lærere er så pressede i forhold til at kunne nå at løse alle arbejdsopgaver, er det magtpåliggende at vide, hvor meget tid der er til rådighed til forberedelse og efterbehandling af undervisningen. De fleste lærere oplever, at de ikke kan levere samme kvalitet i undervisningen som før skolereformen. De mangler tid til forberedelse og efterbehandling af undervisningen. Hvordan skal den enkelte lærer kunne leve op til kravene i lovgivningen uden tid til forberedelse eller efterbehandling af undervisningen? Vi skal vide, hvor lang tid vi har til at løse vores opgaver. Hvad er det forventede tidsforbrug?
Jeg er sikker på, at samarbejdet i TRIO på skolerne vil styrkes markant, hvis vi skal tale tid. Det løser ikke vores største problem - at vi har for mange opgaver. Vi bliver nødt til at skabe klarhed og synlighed i forhold til det arbejdspres, der er ude på skolerne. Den klarhed vil komme os til gode i debatten. Det skal simpelthen frem, hvor lang tid vi har til hvilke opgaver.
Jeg har fremført ovenstående synspunkter på DLFs kongres i oktober, og jeg håber, at vi i foråret kan indgå en overenskomst, så vi igen kan tale om tid - en overenskomst, som vi kan mærke på skolerne.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere