Sygdomsramte elever skal også have et godt skoleliv

Som lærer er det en velkendt situation: Der er et par elever, som er fraværende i klassen. Deres stole står tomme. I perioder kan enkelte stole endda stå tomme i ugevis. Hvordan husker man på dem, der af forskellige grunde ikke kommer i skole hver dag? Og hvad med de elever, som hver dag er udfordret af sygdom? 

Hanssted Skole er en del af projektet ’Skole for mig’, hvor en temadag har sat fokus på elever med langvarig og kronisk sygdom. Netop denne gruppe elever er skrøbelige, og det er vigtigt, at de også oplever skolen som deres sted, fortæller Hanne Wrist Møller, der er AKT-lærer på Hanssted Skole og som har arrangeret temadagen med hendes kollega, inklusionsvejleder Lone Mikkelsen. 

Bag selve projektet ’Skole for mig’ står foreningen Danske Patienter. I 2014 modtog foreningen fem millioner kroner af Egmont Fonden til et fire-årigt projekt, der skal sætte fokus på børn med langvarige og kroniske sygdomme. Ifølge Danske Patienter er det på landsplan hvert sjette barn under 16 år, der har en kronisk eller langvarig sygdom. Det svarer til, at der i hver klasse sidder knap fire ramte elever. Derfor er temadagen vigtig for skolen, mener Hanne Wrist Møller.

”Alle kan have gavn af, at vi husker på hinanden,” fortæller hun. Som AKT-lærer på skolen taler hun dagligt med elever, der har brug for støtte til at klare skoledagen. Det kan være fysiske udfordringer eller forholdet til klassen og de andre elever på skolen, som kan gøre det svært for den enkelte. Det hjælper Hanne Wrist Møller eleverne med at tackle, men indsatsen skal ikke kun komme fra de sygdomsramte, mener hun. ”Det er hele fællesskabet i skolen,” forklarer hun.

Sugerør og støj på linjen

I 4.v er klasselærer Sophie Josefine Plougmann i gang med programmet for temadagen. Klassen taler indledende om deres egne erfaringer med situationer, hvor nogen fra klassen har været fraværende i længere tid. De fleste elever byder ind med forskellige oplevelser.

Ved hjælp af forskellige øvelser og aktiviteter prøver eleverne i 4.v, hvad det vil sige at være udfordret af en sygdom eller et handicap. Sophie Josefine Plougmann og Hanne Wrist Møller deler sugerør ud til alle elever, som nu skal hoppe på stedet, mens de kun må trække vejret gennem sugerørets tynde kanal. Det er svært. Flere af eleverne må give op undervejs, mens andre kæmper videre en smule røde i hovedet.

”Hvis man har astma, kan der være ting, som de fleste synes er nemt, men som faktisk er ret svært, hvis man ikke kan trække vejret helt ned i lungerne,” forklarer Sophie Josefine Plougmann og spørger ud i klassen: ”Hvordan er det at skulle hoppe og trække vejret gennem sugerøret?” 

En skov af hænder rejser sig blandt eleverne. Og sådan fortsætter timen. De prøver forskellige ting, der skærper deres fornemmelse for andres udfordringer. De taler om, hvordan det må være for dem, der ikke kan deltage på lige fod med resten af klassen af forskellige årsager.

En af opgaverne handler om, hvordan det kan føles, hvis man har ADHD. Halvdelen af klassen går uden for døren, mens resten bliver instrueret i en tegneopgave. På klasselærerens signal kommer resten af klassen ind i lokalet igen. De råber, fægter med armene og forstyrrer deres arbejdende klassekammerater uden at røre dem. Det hele er en del af øvelsen. Det er svært at koncentrere sig med alle de voldsomme indtryk. Efter et minut forstummer larmen i klassen, og rollerne byttes.

Bagefter er der nok at tale om. ”Man kan overhovedet ikke koncentrere sig, når der er så meget støj for ørerne,” konstaterer en af eleverne. De fleste kan sagtens sætte sig ind i, at hvis man har ADHD, så er man virkelig presset i nogle situationer, især hvis det føles sådan, som de lige har prøvet.

Erfaringer skal høstes af temadagen

”Det basale budskab med projektet er, at det er helt normalt at have sygdom som en del af livet. Også for børn. Men sygdom kræver, at vi tager hensyn til hinanden.”

Synspunktet kommer fra Charlotte Bredahl Jacobsen, der er projektchef i ’Skole for mig’ under Danske Patienter. Hun mener, det er vigtigt, at eleverne får en forståelse for, hvor vigtig deres kammeraters støtte er, når nogle bliver syg i en længere periode.

”Det handler ikke om, at eleverne skal synes, det er enormt synd og forfærdeligt for dem, der rammes af langvarig sygdom, men de skal gerne få en oplevelse af, at deres støtte og måde at være en god ven på gør en stor forskel,” forklarer hun. Det lærer de blandt andet ved at sætte sig i andres sted, uddyber hun og henviser til de forskellige øvelser, eleverne arbejder med på temadagen.

Temadagen på Hanssted Skole er den første af slagsen, som ’Skole for mig’-projektet gennemfører. Erfaringerne fra temadagen skal bruges til at lave temadage på andre skoler, der ønsker at være en del af projektet.

For Hanne Wrist Møller er dagen startskuddet til, at hele skolen arbejder i samme retning, så de elever, der har fysiske eller psykiske handicaps, kan få en bedre skoledag – men i virkeligheden handler det om, at alle skal have en god skolegang, præciserer hun.

”Jeg har nogle virkelige dygtige og engagerede kolleger, som tager det meget alvorligt, og de er positive overfor  temadagen – fordi det er noget, vi gør i fællesskab. I forvejen er mine kolleger gode til at sende breve hjem til de fraværende elever, og nogle tager også på hjemmebesøg – så vi er godt på vej.”

Fremover skal projektet holdes i kog nedefra, som Hanne Wrist Møller formulerer det. 

”Det skal gerne være sådan, at man i 0. klasse hvert år får talt om det her emne og får lavet fælles aftaler for, hvordan man vil gøre i klassen.”

Som eksempel forklarer Hanne Wrist Møller, at man i klassen kan hænge et skilt på den tomme plads, hvor der står: ’Jeg er fraværende eller syg’, gerne med navn og billede, forklarer hun.

”Det er vigtigt, at man ikke bare prikker eleverne af og konstaterer, at der er nogen, der er fraværende, men man skal forholde sig til, at der er nogen, som mangler – det skal hele klassen gøre.”

For Hanne Wrist Møller er åbenhed helt afgørende. ”Det skal være en naturlig ting at drage omsorg for hinanden.” 

Det er Charlotte Bredahl Jacobsen helt enig i. Hun mener også, at den øgende bevågenhed om sygdom som en del af livet kan være med til at gøre skoledagen lettere for de elever, der er ramt af sygdom.

”Eleverne skal opleve, at det er i orden at sige det højt og blive respekteret for det, hvis man har en sygdom, der forhindrer en i at kunne deltage som de fleste i klassen. Det bliver nemmere af få aftalt de små hensyn, der gør, at eleverne kan trives og deltage i undervisningen, selvom de er ramt af sygdom,” siger hun.

Klare aftaler er en stor hjælp

I 4.v. er klassen i gang med at udfylde et skema fra ’Skole for mig’. Skemaet kaldes ’HAK’ og dækker over overskrifterne Hensyn, Affære og Kontakt. Det er alle vigtige punkter ifølge Hanne Wrist Møller, men især den sidste er relevant. Hvis man er syg i en længere periode, kan man helt miste kontakten til sine kammerater. Derfor er det vigtigt, at skolen og vennerne lader høre fra sig.

Klassen har flere gode bud på, hvad man kan gøre, hvis en kammerat er væk i kortere eller længere tid:

”Man kan skrive en sms eller en sød besked på intra,” er der en elev, der byder ind med, og straks følger flere håndsoprækninger. Klasselærer Sophie Josefine Plougmann skriver op på smartboardet, mens eleverne kommer med et ene gode bud efter det andet.

En af eleverne fortæller, at da Theo, en af klassens elever, sidst var væk, besøgte han ham derhjemme og havde bøger og opgaver med til ham. Det husker Theo godt, og han fortæller, hvad det betød for ham at få besøg af en af vennerne fra skolen. Theo forklarer klassen, at det var en rigtig dejlig fornemmelse at vide, at der var nogen, som tænkte på ham.

Netop Theo er en af de elever, som i perioder er væk fra skolen, fordi han skal på hospitalet. Umiddelbart ligner Theo en helt almindelig dreng i 4. klasse med smil og godt humør. Og det er han også, men fysisk er Theo alligevel ikke helt som de fleste af drengene i klassen. Han mangler den nederste del af venstre arm og nogle tæer på den ene fod. Så han kan ikke løbe i samme tempo som sine klassekammerater, og hvis de skal gå langt, når klassen er på tur, har han brug for en kørestol.

I klassen er der også Louise, som ligesom Theo har nogle fysiske udfordringer. Hendes ene ben er ikke lige så langt som det andet, og hun har derfor en benprotese. Begge kan godt løbe rundt, men de kan ikke bare spurte derudaf, som de fleste elever i 4. klasse kan og gør. 

Det hjælper at tale om tingene

Både Theo og Louise taler jævnligt med Hanne Wrist Møller på hendes kontor på Hanssted Skole. For selvom de på mange måder er ligesom alle de andre i klassen, er der ting, som gør det hele sværere, og det hjælper Hanne Wrist Møller dem med at tackle.

De er glade for den hjælp, hun giver dem, men de har også stor gavn af at gå i klasse sammen. 

”Det er lidt nemmere, når man ikke er alene med det,” fortæller Louise. Det er Theo helt enig i. Selvom de begge beskriver sig som almindelige børn med de samme interesser som deres klassekammerater, så har de oplevelsen af begrænsninger til fælles.

En af de ting, som de taler med Hanne Wrist Møller om, er, når der starter nye elever i 0. klasse. Det er det samme problem hvert år, for de små er nysgerrige, når de ser, at Theo mangler en arm, eller at Louise har et kunstigt ben.

”Når jeg går forbi de små klasser, så oplever jeg nogle gange, at de hvisker om mig og peger på mig – det er ret irriterende,” fortæller Louise. Hun ville ønske, at de i stedet spurgte hende, hvorfor hun har et kunstigt ben.

Hanne Wrist Møller fortæller, at det er en af de ting, som de taler om i tiden op til skolestart for de mindste, og heldigvis bliver de alle bedre til at håndtere situationen.

”Det er rart at kunne tale med Hanne om tingene, så man ved, hvordan man skal tænke over tingene og især, at man ikke kun skal tænke på de dårlige ting,” forklarer Louise.

Theo synes, at de fleste er ret gode til at vise hensyn efterhånden. Både han og Louise er glade for, at Hanssted Skole har arrangeret temadagen, for det gør, at man får talt om tingene på en anden måde.

”Jeg synes, vi fik lavet nogle gode aftaler, som blev skrevet i skemaet i klassen,” siger Theo.

Til spørgsmålet om, hvad de allermest ønsker sig fra deres klassekammerater, svarer de begge det samme:

”Vi vil helst behandles som alle andre. Det er rarere at blive behandlet almindeligt.”

De ældste er mest skrøbelige

Hanne Wrist Møller fortæller, at det særligt er de ældste elever, der er mest skrøbelige i forhold til deres relation til skolen, hvis de i længere perioder er fraværende fra skolen.

”De glider fra, og det er det lange seje træk, der får dem tilbage i skolen igen,” fortæller hun.

De mindre elever kommer oftere hurtigere i skole efter et sygdomsforløb, fordi forældrene er gode til at sende dem afsted, men det er anderledes for de ældre elever. Ifølge Hanne Wrist Møller er det sværere for de ældste elever, fordi deres fravær gør, at de ikke mærker fællesskabet.

”Hvis man først har været væk i længere tid og ikke har følt det nærvær, der er i fællesskabet, så bliver de væk. Det er et stort problem.”

Hanne Wrist Møller og kollega Lone Mikkelsen tager også på hjemmebesøg hos nogle af de elever, der kæmper med depression og angst – og dem bliver der desværre flere og flere af, er deres erfaring. Projektet ’Skole for mig’ handler også om denne gruppe af børn og unge. Det er ikke altid, at man kan se på et barn, at de er syge eller kæmper med en lidelse.

Hos Danske Patienter håber man, at temadagen skaber en øget bevågenhed, som vil vare ved på skolen. Ifølge Charlotte Bredahl Jacobsen oplever mange elever, at sygdom er en del af mange børns liv – ikke kun fordi de selv kan blive syge, men også fordi de hører om kammerater, som selv er syge, eller hvis forældre er syge.

”Det er godt, at eleverne erfarer, at deres støtte og hensyn er med til at gøre en forskel for deres kammerater,” mener Charlotte Bredahl Jacobsen.