Mere frihed til skolerne: Tid til forandring i København

Debatindlægget er udtryk for skribentens egen holdning. Alle kan som udgangspunkt sende debatindlæg til KLFnet.dk's redaktion. Se regler og retningslinjer for debat på KLFnet.dk.

Statsminister Mette Frederiksen varslede i sin nytårstale, at hun ville tilbyde alle kommuner at blive fri for næsten alle statslige regler, så der vil blive mulighed for at skabe den folkeskole, som vi ønsker. Ingen ved endnu helt, hvad statsministeren mener, men der er sat gang i mange tanker og overvejelser om, hvad dette kommer til at indebære, og hvad det kan føre til. Det vækker både begejstring og bekymring, men frem for alt, så skal vi i Københavns Lærerforening se mulighederne og tage den indflydelse, som det kræver.

Frihed til det hele - eller frihed fra det hele?

Frihed er et ord, som fylder i debatten om folkeskolen. Frihed til hvad? Frihed til det hele – eller frihed fra det hele. Der menes næppe det samme med begrebet frihed, når det anvendes af os lærere, som når det anvendes af eksempelvis politikere, skoleledere, forskere eller KL. Ingen ønsker vel en folkeskole sat helt fri, jeg gør bestemt ikke.

Der er lovgivning og regler, som jeg ikke mener, at vi nogensinde skal frisættes fra. Jeg kan eksempelvis nævne uddannelseskravet for at undervise i folkeskolen, formålsparagraffen, og vi skal være opmærksomme på elevrettigheder, som ikke må forringes. Det handler om folkeskolens grundlæggende værdier og den fælles folkeskole.

Jeg ser frihedsdagsordenen som en erkendelse af, at den hårde styring og kontrol af folkeskolen ikke gør noget godt overhovedet. Vi har de sidste mange år kæmpet imod denne dagsorden, og det er godt, at vi ser et ønske om forbedringer på dette område fra Folketinget.

Når vi ser mod frikommuneforsøgene i Holbæk og Esbjerg har der været foretaget store forandringer i folkeskolen. Der er forsøg med kortere skoledage, helt ned til 4 lektioner dagligt, få-lærerprincipper er indført, flere ture ud af huset, mere holddannelse, sammensætning af flere fag under et og co-teaching. Digitale læringsplatforme, elevplaner og uddannelsesparathedsvurderinger har været fjernet og tvungne kommunale projekter har været droppet, dette blot for at nævne nogle ændringer. Skolerne har grebet det meget forskelligt an, og vi skal i København drage nytte af de erfaringer, som er gjort.

”Sammen om skolen” i København

Det er klart, at det at blive sat fri fra regler vil kræve et meget tæt samarbejde mellem parterne: lærere, politikere, skoleledere og forvaltning. Det kræver god ledelse og en klar og omfattende proces. Det arbejde skal Børne- og Ungdomsudvalget sætte i gang. De skal skabe de nødvendige og gode rammer for arbejdet.

Det kommer til at kræve, at der bliver taget beslutninger og indgået aftaler både på kommune- og kredsniveau og på skoleniveau – altså på den enkelte skole mellem lærere, skoleledelse og forældre.

Det vil være et meget omfattende arbejde, og hvis det skal lykkes, skal vi ud på lærerværelserne, og vi skal bruge erfaringerne fra klasselokalerne. Lærerne skal involveres og inddrages i proces og beslutninger. Vi skal styrke den faglige debatkultur. Vi kan kun træffe de rigtige beslutninger, hvis vi er helt tæt på praksis og virkeligheden på skolerne - og her er det kun lærerne som har den nødvendige viden. Der er brug for lærernes pædagogiske og didaktiske betragtninger og overvejelser, for at de helt rigtige beslutninger kan træffes.

Lærerne skal have indflydelse på udviklingen af folkeskolen i København

Borgerrepræsentationens og Børne- og Ungdomsudvalgets rolle er vigtig, men det vigtigste er, at vi er sammen om at skabe forandring.

Lærerne har ikke ejerskab til den nuværende kommunale strategi Vores børn – fælles ansvar. Jeg vil påstå, at langt de fleste lærere ikke kender til strategien, og her er mulighed for at starte forfra med et nyt Børne- og Ungdomsudvalg, når der skal udarbejdes en ny strategi. Det er faktisk nødvendigt, hvis vi skal være Danmarksmestre i børneliv, som er overskriften på en videreførelse af Vores børn – fælles ansvar. Den kommunale strategi skal selvfølgelig være udarbejdet i samarbejde med de faglige organisationer og lærerne på skolerne. Lærerne skal gennem deres faglighed have indflydelse på, hvordan den københavnske folkeskole skal se ud – og udvikles.

Der er mange ting at tage fat på. Jeg mener, at vi skal forfølge mulighederne ved kortere skoledage, flere ture ud af huset, co-teaching, mulighed for holddeling, afskaffelse af afgangsprøver i nuværende form, afskaffelse af elevplaner og uddannelsesparathedsvurderinger. Mulighed for at vælge materialer, som understøtter undervisningens indhold og formål.

Jeg vil gerne vende styringskæden på hovedet, afbureaukratisere hele skolesystemet og give lærerne de bedste muligheder for at undervise og skabe den bedste folkeskole – hvor både trivsel og faglighed styrkes.

Jeg ønsker en fælles folkeskole i København. En folkeskole, hvor frihed ikke forvaltes på en måde, så det skaber uhensigtsmæssig konkurrence skolerne imellem. Vi skal have fokus på den gode skole, stærke værdier og den danske skoletradition. Ikke på enkeltparametre, hvor skolerne kan måles og vejes og sammenlignes ud fra formålsløse tilfældigheder, hvilket vi desværre har oplevet de seneste år i København. Her har vi oplevet et ekstremt fokus på databaseret ledelse og den datadrevne skole. Det skaber ikke den gode skole, det ved vi. Frisættelsen af folkeskolen skulle gerne bringe os i en anden og bedre retning.

Der er en uhensigtsmæssig konkurrence mellem skolerne i København, og vi skal være meget opmærksomme på, at den øgede frihed til skolerne ikke udvider rammen for parametre, som der kan konkurreres om.

Der er store muligheder for at forbedre folkeskolen i København. Jeg kan godt garantere, at jeg vil bide mig fast i bordkanten og insistere på, at lærerne skal være med. Vi kan kun skabe en bedre skole sammen – og i Københavns Lærerforening er vi klar. Vi har ønsker, drømme og visioner for folkeskolen, som vi er klar til at byde ind med. Jeg ser dette som en mulighed for at udvide lærernes professionelle råderum og give større mulighed for udfoldelse didaktisk og pædagogisk – og endelig (!) at der kan komme mere opmærksomhed på dannelse frem for på data og læringsmålsstyring.