700 kommunalt ansatte tillidsrepræsentanter til stormøde i Nørrebrohallen bekræftede sammenhold og fælles kamp mod nedskæringer, topstyring og arbejdsgivertrusler.

 

”Jeg er sikker på, at vi vinder kampen”, sagde KLF-formand Lars Sørensen i sin velkomst, da 700 tillidsrepræsentanter fra København, Frederiksberg og et par omegnskommuner havde fundet deres pladser i den enorme hal. Mødet var en markering af det sammenhold, som de faglige organisationer har haft medvind med i deres modstand mod de omsiggribende forringelser af velfærden, arbejdsforholdene for de kommunalt ansatte og arbejdsgivernes trusler om en overdimensioneret lockout. 

Og så blev der spillet op til sammenhold med stående fællessang, ’Det er en kold tid, vi lever i’ –  flot leveret i sang og spil fra scenen af de to københavnske lærere Niels Birkemose og Klaus Møller.

6 mia. kroner til velfærd og nej til Løkkes udligningsreform

Kampen for bedre velfærd er bundet tæt sammen med overenskomstforhandlingerne og den borgerlige regerings udligningsreform. Hele den komplekse problematik gennemgik Jan Hoby, næstformand i LFS, for de aktivt lyttende tilhørere.

Med de evindelige nedskæringer i velfærden mente han, at vi er på vej mod minimalstaten, men forudsætningen for, at samfundet kan fungere, er netop en dygtig og loyal offentlig sektor. Derfor skal de offentligt ansatte have ordentlige arbejdsforhold, der gør det muligt for dem at løse opgaverne. Og vores krav er, at der findes 6 mia. kroner til at genoprette og forbedre velfærden på snart sagt alle områder.

”Hvis ikke OK18 løses gennem forhandlinger, men gennemtrumfes gennem et lovindgreb, som den altomfattende lockout-trussel stiller i udsigt, vil det flytte flere hundrede tusind stemmer ved det næste folketingsvalg”, sagde Jan Hoby.

Udligningsreformen er en trussel oveni

Jan Hoby mindede om, at al velfærd er tilkæmpet gennem fællesskabets styrke, og da vi er flest, vil også denne kamp blive vundet. Efter en halv snes år med løbende nedskæringer står vi i dag med blandt andet 7.000 færre lærere, 3.000 færre pædagoger og 2.500 færre pædagogmedhjælpere. Manglen på medarbejdere mærkes hver dag ude på skolerne og i institutionerne. Det samme gør sig gældende på andre offentlige områder som hospitaler, sociale arbejdspladser og kommunale kontorer.

Jan Hoby omtalte også den borgerlige regerings udligningsreform, der nærmere er en udplyndring af nogle kommuner i hovedstadsområdet og ikke mindst København med henblik på at sende store beløb til borgerligt styrede kommuner i den vestlige del af Danmark. Konsekvensen for København vil blive, at op mod 900 mio. kroner hvert år skal sendes til kommuner, der i forvejen har råd til bedre velfærd end hovedstaden.

Vidneudsagn fra forskellige grupper

Derefter fulgte en række tillidsfolk, der repræsenterer forskellige faggrupper blandt de offentligt ansatte i kommunerne. Det blev et velfungerende indslag, hvor flere talere stod foran så stor en forsamling for første gang, og deres bekymring ved den situation, blev straks belønnet med hjertelige klapsalver.

Talerne blev en række triste beretninger om forringede arbejdsvilkår, om nedskæringer til ugunst for borgere, der netop har brug for det, den offentlige sektor kan levere, hvis de ansatte får lov.

Katrine Fylking, TR ved Randersgades Skole, fortalte blandt andet om nogle konsekvenser for skolen, når den er udsat for besparelser og topstyring. Lærerne har ikke tid til forberedelse, til at mødes, og til at rette opgaver, mens den tid der er, skal bruges til kontrollerende dokumentation og læringsplatforme på bekostning af demokratisk dannelse og kreativ virksomhed.

To pædagoger fortalte, hvordan der skæres i normeringerne samtidig med, at de mister deres faglige indflydelse. De oplever et alvorligt fald i kvaliteten af deres arbejde samtidig med, at de ser kolleger blive udsat for repressalier, hvis de ytrer sig kritisk om forholdene på arbejdspladsen.

Ikke kun på pædagogiske arbejdspladser – også de andre

En sygeplejerske beskrev paradokset, at politikere praler med et sundhedssystem i verdensklasse, samtidig med at de forringer og indfører stadigt ringere arbejdsbetingelser for de ansatte. Senest vil regionerne indføre årsnorm for sygeplejerser, hvilket vil medføre store ophobninger af arbejdstimer i nogle perioder til skade for balancen mellem arbejds- og privatliv. ”Vi bliver devalueret”, konstaterede hun.

En socialrådgiver i Socialforvaltningen fortalte, hvordan det sociale arbejde med borgerne løbende udhules og den faglige kvalitet forringes. ”Vi må kæmpe for mere velfærd og bedre arbejdsvilkår”, sagde hun.

En sosu i socialforvaltningen beskrev, hvordan den daglige bemanding er skåret ned til noget, der kan betegnes som nødberedskab. ”Der er nedskæringer i alle hjørner”, sagde hun.

En kvindelig gartner nævnte politikernes talk om en renere og grønnere by, men virkeligheden er, at der kommer stadigt flere opgaver, men færre ansatte. Folk går simpelthen ned med stress.

En repræsentant fra HK Kommunal, der fx er sekretærer på skoler eller tandklinikker, omtalte begrebet ’samlokalisering’, der går ud på at stuve et højt antal medarbejdere tæt sammen i et stort rum som en vej til besparelser. Det skaber en stresset hverdag, hvor der ikke er mulighed for diskresion under samtaler. 

Endnu et angreb på velfærden

”Når velfærden forringes, går det altid ud over de svageste”, sagde næste hovedtaler, Bo Morten Petersen, BUPL Hovedstaden. Han understregede, at offentligt ansatte skaber værdi og livskvalitet, og i den sidste ende handler alt det her om, hvad det er for et samfund, vi vil være. ”Samfundet går i stykker uden det, den offentlige sektor yder”, fastslog han.

Dagens gæstetaler, må man vist kalde ham, var børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen, der beskrev de truende udsiger, som den borgerlige regerings udligningsreform fremkalder, for den vil få meget mærkbare konsekvenser for København.

”Det er lykkedes finansministeriet at bilde folk ind, at København er rig og forkælet, men vi har en langt større andel af borgere, der skal have hjælp – set i forhold til vores indbyggertal. I forvejen sender København hvert år mere end en milliard kroner ud til kommuner i vest, hvor de har et højere serviceniveau, end det vi kan levere”, sagde Jesper Christensen, der som socialdemokratisk borgmester i København slap for at skulle forklare, hvorfor Socialdemokratiet ikke tager afstand fra den borgerlige regerings lockout-trusler.

Følg med i aktiviteter på: ok18kbh.dk

Til sidst omtalte Caja Bruhn fra 3F nogle af den kommende tids arrangementer, og hvordan man kan organisere forskellige aktiviteter. Hun opfordrede alle til at følge begivenhedernes gang på deres fagforenings hjemmeside og på en fælles OK18 site: ok18kbh.dk

Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere.

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.