Skulle det ende med en konflikt, så vil KLF fokusere på de aktioner, hvor hele fagbevægelsen møder op i stedet for løsrevne happenings som zumba i vejkanten som i 2013. Sådan lød det klare budskab på det ordinære TR-møde i torsdags.

Lærerne skulle som bekendt have haft en ny overenskomst per 1. april, men da forhandlerne ikke har kunne nå til enighed, ligger den nu i Forligsinstitutionen. Sådan gik det også i 2013, og læren fra dengang er, at det er afgørende at stå sammen.

Sådan lød det fra formand i Københavns Lærerforening Lars Sørensen, da alle foreningens tillidsrepræsentanter torsdag var samlet til fællesmøde på Scandic Hotel i Sydhavnen. Forskellen på dengang og til nu er, at lærerne ikke skal ud og forklare hverken offentligheden eller resten af fagbevægelsen deres dengang komplicerede arbejdstidsregler.

De andre offentlige faggrupper har fået øjnene op for, at de kan blive de næste, der står for skud, og derfor vil en eventuel konflikt blive helt anderledes i år end for fire år siden, lød det fra formanden.

”De kaldte det, der skete med vores arbejdstid i 2013, for en normalisering, men ingen andre arbejder under samme vilkår som os. Til gengæld er det blevet normen for, hvad man ønsker at gøre med de andre faggruppers arbejdstidsregler. Det er derfor, der er så stor opbakning fra resten af fagbevægelsen denne gang”, lød det fra Lars Sørensen.

Lærerne føler sig stadig trynet

Derfor vil der i tilfælde af en konflikt være fokus på fælles aktioner med de andre faggrupper, frem for at lærerne laver deres egne som i 2013. Flere tillidsrepræsentanter ville gerne høre, hvordan man bedst kan mobilisere lærerne ude på skolerne, der stadig føler sig trynet efter lockouten i 2013.

”Det bliver svært. Folk føler sig stadig kørt over, og de ønsker ikke at være til grin igen”, lød det fra en. En anden fremmødt oplevede ligeledes, at frygten for at blive til grin fylder meget på lærerværelset.

”En kollega har sagt til mig: ’Jeg danser altså ikke zumba igen!’ Og jeg forstår, hvad hun mener, men når vi står så stærkt i målingerne nu, var det jo netop fordi, vi dansede zumba, selvom det føltes så forkert inden i. Så hvordan mobiliserer vi, uden at give dem, der siger, vi var til grin i 2013 ret - for det har de ikke”, lød spørgsmålet.

Første stordemonstration er planlagt

Næstformand i Københavns Lærerforening Inge Thomsen tog ordet og påpegede, at der til forskel fra 2013 er 800.000 offentligt ansatte, der bliver ramt i tilfælde af en konflikt.

”Derfor er det også de store markeringer, der bliver vigtige - ikke små happenings som zumba. Det er vigtigt, I fortæller kollegaerne, at der ikke er nogen, der forventer, at de står i vejkanten, men at det til gengæld er vigtigt, at de er med, når de store aktioner foregår”, sagde hun.

Indtil videre har en samlet fagbevægelse holdt faneborg, når forhandlerne har været i Forligsinstitutionen. Desuden har der været store fælles-TR-møder i Fredericia og København.

I København har lærerne afholdt den første aktion, hvor der blev delt påskeæg og flyers ud i påsken, og her deltog 54 skoler. KLF gør i øvrigt klar til at hænge 1500 plakater op i hele byen med teksten ”Offentlige mænd og koner gi’r kvalitet for dine skattekroner”.

DEMO: Skulder ved Skulder

”Den eneste demonstration, vi indtil videre har sagt ja til at være med til, er den første eventuelle strejkedag den 10. april på Bertil Thorvaldsens Plads fra 17-18:30. Det er vigtigt at få mobiliseret på skolerne, så vi bliver så mange som muligt”, lød det fra Inge Thomsen, der igen understregede, at det handler om sammenhold i fagbevægelsen:

”70 procent støtter de offentligt ansatte, men en måling i Altinget viser, at når man spørger, om det er rimeligt, hvad der foregår mod lærerne, så hedder den 50/50. Vi skal ikke ud og sige, at det er synd for os. Vi skal understrege, at vi blev de første til at blive kørt over - I bliver de næste. Igen: Drop zumbaen, men kom ud og kom i dialog med folk”.

Flere fremmødte foreslog, at KLF arrangerer, at man samles til møde ude på skolerne og går i samlet trop til de fælles aktioner. Det lovede bestyrelsen at kigge på, om kan arrangeres.

Medlemmerne strømmer til

En tillidsrepræsentant ville gerne vide, hvad man ude på skolerne skal stille op med kolleager, der er organiseret i gule fagforeninger.

”Det giver så dårlig stemning, når der flyver mails rundt om, at vi skal melde tilbage, om vi er omfattet af lockout eller ej. Det her er en kamp om hjerter men også om hele fagbevægelsens eksistens. Vi er nødt til at håndtere skruebrækkerne”, lød det.

Lars Sørensen påpegede, at KLF’s medlemstal er steget kraftigt, siden det begyndte at trække op til konflikt. 200 har meldt sig ind siden jul.

Fredagsbar i KLF: Sammenhold, hygge og pølsevogn

”98 procent af lærerne i København er nu medlemmer, og for første gang er vi over 5.500 i medlemstal. Der er en masse, der ikke har lyst til at stå udenfor. Det, tror jeg, er fordi, vi har gjort tingene på en ordentlig måde - også lokalt ude hos jer på skolerne”, sagde han.

Specialundervisere ikke lockoutet

En del af diskussionen på mødet gik på, at et stort antal lærere, der underviser noget af tiden i en specialklasse, ikke bliver lockoutet. En tillidsrepræsentant ville gerne vide, om resten af lærerne skal blokere undervisningen. 

”Vi havde ikke regnet med, at KL ville bløde så meget op, at hvis man underviser bare én time i en specialklasse, så er man ikke lockoutet. Det er et problem. Men vi har vundet folks hjerner og hjerter ved at opføre os ordentligt. Laver vi pludselig blokader, passer det ikke med det billede, så det synes jeg ikke, vi skal gøre”, lød det fra Lars Sørensen.

På mødet holdt nyvalgt Børne- og Ungeborgmester i København, Jesper Christensen fra Socialdemkraterne, desuden oplæg om sine visioner for skoleområdet.

Han gjorde mest ud af at tale om tidlig indsats og sammenhæng på hele børne- og ungeområdet.

”Vi er nødt til at gå i dybden med at finde ud af, hvordan vi kan give unge et godt og fornuftigt og konstruktivt fællesskab. På Nørrebro vælger mange unge desværre et dårligt fællesskab. Det kan vi gøre bedre, og der spiller skolen en stor rolle. Mange skoleledere efterspørger større samspil med resten af ungeområdet. Der skal vi sammen turde tænke anderledes og nedbryde nogle af de fag- og forvaltningsgrænser, der kan stå i vejen for den gode løsning”, sagde han.

Jesper Christensen påpegede desuden, at den økonomiske situation i kommunen er ”alvorlig”.

”København vokser, og det skal vi være glade for. Men vi er nødt til at bygge nye skoler og institutioner, og det er svært at finde plads til. Får man held til at gennemføre en udligningsreform, hvor man tager 900 mio. kroner yderligere fra København om året, så bliver det altså et ganske alvorligt problem. Jeg er glad for, at I har fundet kræfter til også at kaste jer ind i den kamp ud over de andre kampe, I er i gang med at kæmpe”, sagde han, men havde i øvrigt ikke noget at tilføje til de igangværende overenskomstforhandlinger:

”Overenskomsten fylder rigtig meget både for københavnerne og arbejdsgiverne. Jeg er helt sikker på, at alle gør hvad de kan, men bekymringen for konflikt er reel. Jeg håber på snarlig hvid røg, selvom det kan se sort ud. Ikke mere om det. Nu skal det handle om, hvilket børneliv vi er sammen om at skabe”.

Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere.

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.