Debatindlæg af Katrine Fylking, Randersgades Skole
Jeg har fulgt forløbet tæt omkring OK15 og efterfølgende omkring hvilken fælles forståelse, der kunne opnås mellem BUF, SKK og KLF, og hvordan et eventuelt forståelsespapir skulle se ud.
Siden der på landsplan blev stemt ja til OK15, har jeg været meget spændt på, hvordan tingene ville udvikle sig i Københavns Kommune. Vi har jo et forståelsespapir fra sidste år at tage udgangspunkt i. Jeg blev derfor glad, da jeg i går kunne se, at det er lykkedes at nå frem til en ny fælles forståelse. Jeg blev dog noget overrasket, da jeg læste resultatet. Jeg blev selvfølgelig lettet over at læse, at der ikke er mulighed for delt tjeneste, og at arbejdstiden på arbejdsdage uden elever opgøres til mindst 7,4 timer. Men herudover er der punkter, hvor jeg blev noget skuffet.
Jeg havde en forestilling om, at de forskellige skoler i Københavns Kommune var nået længere i deres arbejde, end det der her lægges op til? Kunne det ikke være lykkedes KLF at komme igennem med flere konkrete tiltag, som ville kunne forbedre lærernes arbejdsvilkår? Har KLF udnyttet godt nok, at OK15 netop lægger op til lokale aftaler? Hvorfor afspejler forståelsespapiret ikke, at Københavns Kommune har ambitioner omkring folkeskolen? Hvilken værdi tillægges OK15 – og har SKK, BUF og KLF forholdt sig til denne?
Det afgørende i OK15 er, at vi igen kan tale om tid. Tid til forberedelse, tid til opgaver. Når jeg læser det nu vedtagne forståelsespapir, kan jeg ikke se, at vi på nogen måde taler om tid.
I OK15 er for eksempel beskrevet, at læreren skal kende den forventede tid til forberedelse. Hvordan skal dette udmøntes i praksis, hvis det ikke anføres opgaveoversigten?
35-45 timers arbejdsuge – hvilke overvejelser har der været her? At skolelederne nu kan planlægge en arbejdsuge med 35 timer, vil hurtigt betyde endnu flere meget lange arbejdsuger i løbet af året, og det er jeg som lærer bestemt ikke interesseret i.
Jeg har flere gange i løbet af dette skoleår kunne benytte mig af tidligere forståelsespapir, hvor jeg var sikret retten til en 37-timers arbejdsuge, og netop ikke skulle arbejde 35 timer om ugen for så at samle timer sammen til nogle lange, heftige uger, som jeg på ingen måde er interesseret i.
Der er stor risiko for, at den gode tid, hvor lærerne har mulighed for fordybelse, yderligere reduceres. De uger, hvor der er mange andre opgaver ud over undervisning, vil blive planlagt med mange arbejdstimer og de uger, hvor der måske kunne være mulighed for en smule fordybelse i sin forberedelse eller efterbehandling af undervisningen, vil blive planlagt med 35 timer.
Til TR-møder i KLF-regi er der afsat tid 8 torsdage fra klokken 13.00, hvilket er en klar forbedring af sidste års aftale, hvor TRerne først kunne mødes klokken 15.00. Men igen er der afsat en ramme på 330 timer til deling mellem TR, TR-supp og AMR, og der er ingen øvre grænse for undervisningstid, når man varetager disse funktioner. Det betyder højest sandsynligt, at der også næste skoleår vil være tillidsrepræsentanter, der skal have 24 undervisningslektioner og varetage deres TR-funktion med omkring 13o timer, hvis de er heldige – de 330 timer er vejledende.
Erfaringen fra dette skoleår viser helt tydeligt, at der er afsat alt for lidt tid til de tillidsvalgte. Hvordan er de erfaringer inddraget i forståelsespapiret? Og hvordan skal TR kunne varetage sine opgaver og en plads i MED på tilfredsstillende vis med alt for lidt tid til rådighed?
Der er sikkert mange spørgsmål her, som jeg hurtigt kan få et svar på, men jeg mangler simpelthen nogle forklaringer på, hvorfor det her er et skridt i den rigtige retning?
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere