Børnejazzprisen gives til et orkester, som spiller jazz for børn og som har gjort sig særligt bemærket i det forgangne år. De tre nominerede til prisen blev med SMS-stemmer udvalgt blandt de ti orkestre med jazz for børn, som optrådte til Copenhagen Jazz Festival.
De tre orkestre har efterfølgende optrådt for en børnejury, og var alle mødt op til foreningen Jazz Danmarks DMA-fest i Bremen Teater i København d. 30. november.
Her var det en beæret lærer Anders Jacobsen, der blev kaldt på scenen for at modtage prisen for sit jazzorkester Univers på vers, som han for snart ti år siden startede og stadig leder i dag.
”Prisen betyder rigtig meget. Det er en stor ære at modtage den. Jeg håber, den kan være med til at gøre, at jeg kan satse endnu mere på musikerkarrieren fremover,” fortæller han.
Børnesangene er indbygget i Anders
Anders Jacobsen, som har været lærer i 30 år, er allerede et kendt navn på flere danske folkeskoler, for en række af hans børnesange er udgivet i sangbøger. I november i år udgav han også en CD med orkestret Univers på vers.
Flere af de københavnske lærere kender ham også særligt for at stå i spidsen for Københavns Lærerkor, som han startede som en reaktion på lockouten i 2013, og som nu øver én gang ugentligt og optræder på blandt andet Folkemødet.
I dette skoleår har han valgt at tage orlov fra Utterslev Skole for at satse mere på musikken, og børnesangene kommer let til læreren.
”Det er indbygget i mig som lærer at tale til børn og få dem til at være opmærksomme på det, der foregår. Når vi optræder, præsenterer jeg sangene og forklarer, hvad de betyder. På den måde bruger jeg min lærergerning i musikken også,” forklarer han og tilføjer:
"Jeg taler aldrig musikalsk eller sprogligt ned til børn i mine sange, men pirrer i stedet deres interesse og nysgerrighed ved at løfte barren over deres niveau, sådan at de skal stå lidt på tæer for at forstå det sproglige og musikken."
Anders Jacobsen håber, prisen kan være med til at åbne flere døre for Univers på vers. Derfor kontakter han nu forskellige spillesteder, biblioteker, kulturhuse og festivaler, så orkestrets børnejazz kan komme ud til endnu flere børn.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere