Henvendelse til bestyrelsen ved Københavns Professionshøjskole
Vedrørende indstillingen om lukning af læreruddannelsen på Nyelandsvej
Københavns Lærerforening og Frederiksberg Lærerforening skal hermed udtrykke bekymring ved den foreslåede indstilling om lukning af læreruddannelsen på Nyelandsvej og henstille til, at bestyrelsens behandling af indstillingen udskydes, så beslutningsgrundlaget kan kvalificeres væsentligt, før der træffes en så vidtgående beslutning.
Vi befinder os i en alvorlig situation med lærermangel i Hovedstaden – og vi uddanner for få lærere til fremtidens folkeskole. Vi mener, at vi er forpligtede til at værne om fundamentet og den kvalitet, der understøtter en stærk lærerprofession.
Som formand for Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen skriver, er Nyelandsvej det eneste uddannelsessted i hovedstaden, hvor der udelukkende uddannes lærere – og hvor der derfor eksisterer en helt særlig faglig og social ånd, som man ikke blot kan flytte ind i Campus Carlsberg.
Lærerprofessionens værdier bygger netop på betydningen af stærke faglige fællesskaber, et levende studiemiljø og respekt for historien med stærke traditioner og kultur.
Vi har fuld forståelse for, at der skal foretages økonomiske prioriteringer. Men vi mener ikke, at vi alene kan se på den økonomiske bundlinje, når vi uddanner fremtidens lærere med henblik på at værne om vores fælles folkeskole. Vi ønsker, at der gives plads til læreruddannelsens kulturer og traditioner – samlet set for læreruddannelsen i hele landet.
Ånden på Nyelandsvej er et eksempel på det, der binder sammen, som der efterspørges mange steder i vores samfund – et sted med ånd og sjæl – hvor man som lærerstuderende fra første dag bliver en del af noget, som er større end en selv.
På den baggrund skal vi kraftigt opfordre til, at behandlingen af indstillingen bliver udskudt. En grundigere afdækning af konsekvenserne – for rekruttering, studiemiljø, kvalitet i uddannelsen og professionskulturen – er helt nødvendig.
Det samme gælder en reel undersøgelse af alternative løsninger.
Vi ved, fra vores samarbejde med de lærerstuderende, at der er dygtige og ambitiøse lærerstuderende, som har valgt læreruddannelsen til, fordi de gerne vil gå på læreruddannelsen på Nyelandsvej.
Med venlig hilsen
På vegne af bestyrelsen i Københavns Lærerforening og bestyrelsen i Frederiksberg Lærerforening
Katrine Fylking, forperson for Københavns Lærerforening
Lasse Winther Hansen, formand for Frederiksberg Lærerforening
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere