Velfærden skal tilbage

Det var en både venlig og festlig demonstration. Det begyndte næsten i eftermiddagssol og blå himmel, men et par timer senere bed kulden i den mørke aften. Bemærkelsesværdigt mange mennesker mødte frem på Velfærdens Dag 7. november, og blandt dem naturligvis rigtig mange offentligt ansatte, der netop arbejder med vores medmennesker i deres hjem, i børneinstitutioner, på skoler, gymnasier, bosteder, plejehjem, hospitaler – og på gaden.

På denne dag havde talernes ord vægt, og de flere tusind demonstrerende tog godt imod og akkompagnerede talerne med kommenterende og stilfærdigt summende jaahhhh, uuhhhh og buuhhhh.

Den såkaldte nødvendighedens politik har gennem 15 år udpint den offentlige sektor, så den velfærd, som mennesker i de fleste andre lande ser op til og misunder os, ikke eksisterer for et stigende antal danskere. De er ikke mere kvalificeret til velfærd, de må sejle i deres egen sø. Og generelt mærker folk de markante kvalitetsforringelser rundt om i både den private og den offentlige sektor.

Demonstrationens alvorlige emner blev suppleret med stemningsbrydende og festlige indslag fra scenen, hvor sangeren Wafande gav den fuld gas i ord, sang og lyde sammen med et slagkraftigt orkester. Det var sjovt, og det var underholdende. Han forstod at kombinere ganske alvorlige emner med fed humor og ekspressiv sceneoptræden. Også Pharfar, der mere er ovre i rapper-genren, fik folk til at klukle. Begge forsangere havde greb om satirisk, politisk samfundskritik.

Vi står ved en korsvej

Fra fem lokale pladser i byen bevægede stjernedemonstrationen sig mod Bertel Thorvaldsens Plads mellem Gammel Strand og Christiansborg. Den ikke så store, men i dagslys meget smukke plads fungerede særdeles godt som samlingssted. Den skaber nærhed og læ, og er nem at lukke af og sikre.

Dagens hovedtaler blev klappet op til mikrofonen. Hans nylige opbakning til lærernes krav om frie OK-forhandlinger var næppe glemt af de mange skolefolk, der stod på pladsen. Formand for FOA, Dennis Kristensen fastslog, at nu har vi været gennem to årtier, hvor skiftende regeringer er gået reformamok, og tiden er nu inde til, at vi beslutter, hvilken retning samfundet skal udvikle sig i.

”Vi står ved en korsvej. Vil vi gå vejen med flere skattelettelser og flere forringelser af velfærdsydelserne? Vil vi yderligere udhule fællesskabet, og vil vi lade uligheden vokse endnu mere? Eller vælger vi vejen med at genskabe tryghed for alle og den fælles ansvarlighed for hinanden og ikke mindst for dem, vi ikke kender”, lød spørgsmålet fra Dennis Kirstensen.

Han pegede på, at der er stærke kræfter, der vil en helt anden samfundsmodel, hvor fællesskabet nedprioriteres, og hvor de stærke får endnu bedre vilkår. Gennem de senere år er den velfærdsmodel, som vi ofte har været så stolte af, ved at blive brudt ned. Uligheden er øget dramatisk, og samfundets solidaritet med de mennesker, der har behov for hjælp, blevet svækket.

Uden skat ingen velfærd

”De kalder det nødvendighedens politik”, sagde Dennis Kristensen, og pegede på, at befolkningen for længe ikke har været opmærksom på, hvad der var ved at ske. Vi skulle nok have råbt op noget tidligere, men så er det i hvert fald nu, vi skal gøre det. Kernen i velfærdsdebatten handler ifølge Dennes Kristensen om omfordeling og lighed. Når velfærden virker, giver den lige adgang for alle, lige muligheder uanset baggrund, og der er et sikkerhedsnet under dem, der kommer ud i vanskeligheder i deres liv. Og så tilføjede han:

”Lighed og omfordeling begynder med skat og slutter med skat. Hver gang der bliver gennemført skattelettelser, udhuler vi mulighederne for at omfordele og skabe mere tryghed. Så forringer vi daginstitutionerne, folkeskolen, uddannelserne, forskningen, ældreplejen, sygehusvæsenet, indsatsen for handicappede og udsatte, og vi presser de ansatte til at løbe endnu stærkere.”

”Velfærdens kerne er mødet mellem et menneske med et behov og en professionel med faglighed, viden og erfaring”, sagde han, men det møde, der foregår på de mange forskellige arbejdspladser er blevet stadigt sværere at etablere, fordi pengene er trukket ud og sendt tilbage som skattelettelser. Han nævnte også, at i de kommende år er det regeringens hensigt at trække yderligere 23 mia. kroner ud af kassen til skattelettelser.

”Lad os ses igen, der er brug for det. Vi skal ses igen, fordi vi vil en anden udvikling, der bygger på fællesskab, lighed og tryghed, og som sætter hælene i, så det både kan ses og høres”, sluttede Dennis Kristensen, der også blev klappet ned fra scenen.

Varme hænder og kolde fødder

Blandt de andre talere var formand for LO Hovedstaden, Per Olsen, der ønskede at sende en reminder til alle politikere om, at befolkningen vil stille dem til ansvar for deres handlinger – der kommer snart en valgdag. 

Formand for Dansk Sygeplejeråd, Grethe Christensen, glædede sig over, at så mange var samlet på pladsen for at bakke op om velfærden. ”Velfærden ligner i øjeblikket en nedsmeltning på mange områder, og vi oplever, at folk ude på arbejdspladserne ikke kan få enderne til at mødes i hverdagen. Vi kæmper med ringere normeringer, der står i kontrast til antallet af børn, syge og ældre. Men vi stiller op alligevel, selv om vi ikke er nok til at klare opgaverne. Skal det mon gå ligesom med SKAT, at vi først skal helt i knæ for derefter at få kunstigt åndedræt, når der ikke er noget tilbage at puste liv i?”, sagde Grethe Christensen. 

Per Christensen, formand for 3F: ”Godaw! Velfærd er noget, vi giver hinanden og til dem, der har størst behov. Vores danske velfærdsmodel, den har jo virket. Vi er mere lige. Vi er mindre korrupte. Vi er mere effektive end de fleste andre her på jorden. Og vigtigst af alt måske, vi har tillid til hinanden”, sagde han og med al respekt for de varme hænder, ville han i dag fremhæve de kolde fødder, buschaufførerne, rengøringsfolkene og vejarbejderne, der er medlemmer af 3F, og som har deres andel i driften af velfærdssamfundet. De skal også have en hånd!”, sagde han, og så blev der klappet på pladsen med tak for indsatsen. 

Per Christensen havde også et par ord om skolerne. Han skosede regeringen for at øge tilskuddet til privatskoler for tredje år i træk: ”Jeg synes, at folkeskolen er samfundets smeltedigel, dér hvor piger og drenge, muslimer og kristne, børn af ressourcestærke og -svage forældre mødes ­– og ikke bare uddannes, men dannes. Og derfor skal vi passe på vores folkeskole.”

Folk går ned af arbejdspresset

Blandt de øvrige talere omtalte to tillidsrepræsentanter arbejdspresset på deres områder, de stadigt dårligere arbejdsforhold, kolleger der er bukket under for stress, krav om dokumentation på bekostning af varme hænder, og de efterlyste blandt andet synlige ledere, der drager omsorg for de ansatte og tager ansvar for helheden.  

Vibeke West, næstformand for FTF i Hovedstaden, afrundede demonstrationen, som hun betragtede som indledningen til en ny politisk retning for landet – ”vi mødes igen, der kommer flere initiativer fra os.”

Der blev afholdt velfærdsdemonstrationer i flere end 40 byer rundt om i landet.