Veloplagte oplægsholdere på TR-Tema i Helsingør

Det smukke Konventum, måske bedre kendt som LO-Skolen i Helsingør, var ramme om årets TR-Tema, hvor omkring 80 tillidsrepræsentanter fra de københavnske skoler deltager sammen med KLF’s bestyrelse og konsulenter.

I de naturskønne omgivelser med udsigt over Øresund rummer Konventum den største private samling af dansk kunst. Overalt pryder værkerne hovedbygningen, der er omdrejningspunkt i LO-Skolen. Man bliver inspireret og opløftet, når man bevæger sig rundt. På samme vis kunne man som deltager på dette års TR-Tema høre forskellige oplægsholdere perspektivere virkeligheden, som de oplever den. Det gav også forøget energi, der forhåbentlig kommer med tilbage til skolerne og hverdagen, hvor der er nok at se til.

Hvor står vi nu?

KLF-formand Jan Trojaborg gav en indledende gennemgang af den tid og situation, som lærerne står midt i. En ny lokalaftale kan forhåbentlig forbedre forholdene for lærerne ude på skolerne, men den giver ikke den fornødne tid til at løse opgaverne samtidigt med, at kravene til elevernes læring skærpes. Den læringsmålsstyrede undervisning og det faktum, at alt skal måles og vejes, ændrer folkeskolen dramatisk i disse år.

Han forklarede, at vi har brug for overordnede samfunds- og udviklingsanalyser og et tilhørende begrebsapparat til at forstå, hvad der foregår, og hvad vi kan gøre. Netop derfor er folk som Rasmus Willig, Svend Brinkmann, Brian Degn Mårtensson vigtige, når de med deres forskning og analyser påviser, at vi bevæger os væk fra kernen af vores fælles folkeskole og væk fra fællesskabet.

Jan Trojaborg fastholdt, at selv om der er modstand, så har vi mange fællesskaber, som vi fortsat skal styrke som middel mod den bølge af forandring, der strømmer ind over os.

”Vi har brug for fælleskaber, og det får vi her i et TR-fællesskab, med kollegerne på skolen og ved et stærkt sammenhold,” sagde han og kunne opmuntrende konstatere, at forståelsen for lærernes helt centrale betydning i skolen er voksende. ”Således kan vilje, vedholdenhed og kampmod ændre på de negative forhold,” afsluttede han. 

Hvorfor holder vi skole?

Hvad der kunne have været en tung og deprimerende gennemgang af de forandringer som folkeskolen har gennemgået fra folkets skole til læringsfabrik, blev pænt svøbt ind og garneret med en væsentlig portion humor. Ellers havde budskaberne formentlig været for nedslående for selv hærdede tillidsrepræsentanter. Forfatter og lektor Brian Degn Mårtensson leverede en kavalkade af eksempler på, at skolen har forandret sig fra at have det enkle smukke mål at skabe frie tænkende individer til i dag at skulle skabe lærings- og omstillingsparate mennesker, der er målrettet det behov, som man forudsætter, at samfundet har brug for nu og i fremtiden. En kortsigtet løsning, som ifølge lektoren ikke er holdbar.

Brian Degn Mårtensson beskrev det skolebegreb, som vi særligt kan takke Grundvig for. Hele folkeoplysningsbevægelsen handlede netop om at skabe et samfund af frie og tænkende mennesker. Grundtvig talte om samhørighed, og at: ”vi er en del af noget fælles. Vi må løse vores problemer sammen”.

Hvordan er vi så havnet i en tid, hvor undervisning og almen viden erstattes af læringsmålstyret undervisning, hvor fagene udhules på læreruddannelsen, og hvor alt skal kunne måles og vejes? Brian Degn Mårtensson beskrev, hvordan embedsværket nemt kan lade sig rive med, og hvordan selv velmenende lærere og ledere erstatter det elementære i skolen med et læringstyranni. I dag trumfer ’læring’ alt, og alene ordet legitimerer tilsyneladende alt.

Det blev dog ikke kun et kig ned i et dybt sort hul. Brian Degn Mårtensson havde også alternativer: ”Vi skal stoppe med at drive skole, der kun skuer fremad. Derfor giver det ikke mening at gætte sig frem til, hvad vi skal kunne ude i fremtiden. I stedet skal skolen kigge baglæns”, forklarede Brian Degn Mårtensson.

”Man kommer jo heller ikke til en fest og får en detaljeret plan for, hvad man skal lave, og hvordan man skal gebærde sig. Man kommer, og så forløber festen tilfældigt – den dannes af de inviterede”.

Han kom også med et tilnærmelsesvis enkelt råd til lærerne: ”Undervis aldrig i noget, der ikke i princippet er godt, smukt, vigtigt eller frisættende”.

Fremtidens arbejdsmarked har stadigvæk brug for lærere

Er al undervisning i fremtiden erstattet af robotter og computerteknologi? Vi ved det ikke, men forskningschef, Marianne Levinsen fra Center for Fremtidsforskning gav flere bud fra den digitale krystalkugle:

”Vi lever i futurismens tid”, fastslog Marianne Levinsen og betegnede vores medieforbrug som markant forandret i de seneste ti år. ”Vi kender ikke fremtidens medier endnu, men fremtidens digitale systemer kommer til at forandre vores arbejdsmarked, ja arbejdsmarkeder – for der vil være flere forskellige i fremtiden”.

Alle os, der er over 30 år, er digitale indvandrere og bruger medier på en anden måde, end de digitalt indfødte. Sidstnævnte har fået it-teknologi ind med modermælken. De er vant til at trykke på knapper og skærme og få en reaktion. Det er ikke unaturligt for dem, at personlig kontakt foregår i cyperspace. Til gengæld forventer de en hel del af det virkelig personlige møde. De vil have engagement og fuldt nærvær,” var Marianne Levinsens vurdering.

Allerede nu køber vi ydelser og arbejdskraft via apps som Amazon, Airbnb og Über, forklarede forskningschefen og bebudede, at i fremtiden vil det marked være styrende for vores forbrugsvaner. Også lærere vil være en købsvare på digitale platforme, forklarede Marianne Levinsen. Hun introducerede muligheden for, at mange lærere fx kunne være freelancere, der udbyder deres faglighed via apps eller andre digitale løsninger.

Også robotter vil blive mere udbredte. Allerede nu findes advokater, der bruger robotter til at tilbyde ydelser til deres klienter. Automatiserede og systematiserede processer kan klares bedre og hurtigere af robotteknologi, og vi har kun set begyndelsen af det. Har vi så slet ikke brug for menneskelig arbejdskraft i fremtiden, kunne man passende spørge? Jo da, for mennesker skal kunne styre, udvikle og kontrollere robotter, maskiner og computere – og det skaber jobs, vi ikke kender mængden og betydningen af i dag.

Med robotter, der kan gennemføre test, rette opgaver og have tilsyn med elever, er undervisernes arbejde under pres i fremtiden, lød den dystre udmelding fra forskningschefen. Alligevel er der tegn på lys for enden af fremtidstunnellen. Læreruddannelsen er på top 10 listen, når unge skal vælge uddannelse. Det er ønsket om at kunne gøre en forskel, der tiltrækker de studerende. For dem er jobbet et personligt projekt, der helst skal lykkes.

Foreningens formand blev særligt glad, da Marianne Levinsen diskret forudsagde, at der også ville være brug for fagforeninger i fremtiden. Vi håber det holder stik.

Nationalismen vinder frem som svar på globaliseringen

Hvor de to første oplægsholdere brugte auditoriets scene til fulde med livlige bevægelser frem og tilbage og tilmed med enkelte hop undervejs, var det en motorisk afdæmpet Carsten Jensen, der talte til salen sidst på eftermiddagen. En forfatter der kan bruge sine ord til at fortælle sine historier, så alle er med i hver en detalje. Det afdæmpede kunne således kun betragtes fysisk, for med oplægget var vi med på urolige steder i Afghanistan, USA, Sverige og på Nørrebro. I stærke anekdoter gav forfatteren sit bud på, hvor verden er på vej hen.

Den stigende globalisering, hvor samhandel og udveksling af alt sker på kryds og tværs af grænser, mødes af en voksende modstand overalt i verden. Hvor indenrigspolitik også er udenrigspolitik og omvendt. Som reaktion på globaliseringen vinder en tiltagende nationalisme frem. Carsten Jensen havde forudset, at Donald Trump ville vinde det amerikanske præsidentvalg – det stod klart efter Brexit, forklarede han.

I det hele taget var der meget, som kunne opfattes med en kulsort pessimisme, men Carsten Jensen fastslog, at hvis man har børn, kan man ikke tillade sig at læne sig tilbage og iagttage verdens forfald. Så må man gøre noget.

Et af Carsten Jensens budskaber var, at der er mere, der binder os sammen som mennesker, end som skiller os. Han havde selv oplevet det, da han efter Talibans fald og før Mohammed-krisen rejste rundt i Afghanistan for Politiken. Her inde i fjendeland mødte han nysgerrige mænd med Taliban-skæg og maskinpistoler, der kendte Danmark og vidste, at hovedstaden var Copenhagen. De gav hånd og viste gæstfrihed, for dem havde vi mere til fælles end det modsatte. Siden er meget gået helt galt i Afghanistan.

Han advarede imod den stigende selvtilstrækkelighed, som verdens lande synes at tiltrækkes af, hvor demagoger som Donald Trump vinder magten. I Danmark ser vi, hvordan Socialdemokratiet på det seneste flirter med Dansk Folkeparti. Det er usmageligt ifølge Carsten Jensen og uforståeligt. De vinder ikke noget på den politik, men det giver væksthormoner til de nationalistiske kræfter, forklarede han.

Den Europæiske Union er et af svarene på den stigende nationalisme. Selv om EU har svære vilkår, og de enkelte lande tvivler på den europæiske idé, så er det vigtigt, at vi formår at fastholde samhørigheden.

”Vi har mere til fælles, end vi er forskellige”. Her sluttes linjen til TR-Temas først oplæg, hvor Brian Degn Mårtensson også pegede på folkeskolens opgave: at skabe samhørighed.