Katrine arbejder for indflydelse og resultater, at lærernes stemme høres helt ind på både Københavns Rådhus og på Christiansborg, og at lærerprofessionen tages alvorligt, når der tages beslutninger om skolen.

 

Vi har begge arbejdet sammen med Katrine i en årrække i bestyrelsen i Københavns Lærerforening og vil her udtrykke vores støtte og anbefaling til Katrine Fylking, som genopstiller til Hovedstyrelsen i Danmarks Lærerforening.

Katrine har en stor dedikation og stort engagement for lærerprofessionen, for folkeskolen og for vores fagforening, som gør hende til en kandidat, man bør sætte sine stemmer på. 

Katrine har 4 års erfaring som hovedstyrelsesmedlem og medlem af overenskomstudvalget i Danmarks Lærerforening. Katrine er formand i Københavns Lærerforening, hvor hun har vist et imponerende engagement og lederskab.

Det har stor betydning og værdi for Københavns Lærerforening og alle vores medlemmer, at Katrine har en plads i Hovedstyrelsen. Det er afgørende for demokratiet i vores forening, de politiske resultater vi har opnået og gerne vil opnå, at Katrine, som formand for KLF, fortsat kan være et direkte bindeled mellem Danmarks Lærerforening og Københavns Lærerforening.

Vi har i KLF erfaret, at med vores formand i Hovedstyrelsen er vores muligheder for at påvirke de politiske beslutninger i DLF bedre. Samtidig er vi i KLF hele tiden orienteret om, hvad der rører sig politisk i Hovedstyrelsen. Dette giver KLF endnu bedre muligheder for at arbejde politisk klogt og strategisk i forhold til vores egne lokale forhold i København.

Som både formand og hovedstyrelsesmedlem gør Katrine en dyd ud af at være tæt på medlemmerne, og hun forstår de udfordringer, de står overfor på deres arbejdspladser. Samtidig tager hun altid medlemmernes synspunkter med i sit politiske arbejde og inddrager både politisk valgte og medlemmer i processer og beslutninger. Hendes tilgængelighed og engagement over for hvert enkelt medlem er bemærkelsesværdig og det skaber tillid.

I den offentlige debat er Katrine meget tydelig. Hun er kommunikativt stærk, og man er aldrig i tvivl om, hvor man har hende, og hun giver ikke køb på vores fælles værdier som fagforening. I forhold til de store udfordringer på områder som arbejdstid, inklusion og arbejdsmiljø er Katrine helt tydelig i sine udmeldinger om nødvendigheden af sammenhæng mellem tid og opgaver, at de tilstrækkelige ressourcer tilføres, og at lærernes professionelle stemme skal have direkte indflydelse på arbejdet.

Det, der skiller Katrine ud, er hendes evne til at have øje for de små detaljer, som ofte har stor betydning for de resultater, hun arbejder for. Hun arbejder benhårdt for medlemmernes arbejdsvilkår med stor viden, målrettethed og strategisk overblik og har altid fællesskabets og foreningens bedste for øje. 

Hendes kritiske tilgang, strategiske tænkning og analytiske evner er ikke til at komme uden om, og det er helt afgørende for at skabe de bedste løsninger for medlemmerne. Katrine har altid et bud på en ny vej, hvis den vej man i første omgang har taget, viser sig ikke at føre det rette sted hen.

Med Katrine vil vi få en dedikeret repræsentant, der vil arbejde hårdt for at sikre de bedste vilkår og skabe resultater for os alle. Derfor opfordrer vi alle medlemmer af Københavns Lærerforening til at stemme på og støtte vores formand Katrine Fylking i det vigtige arbejde i Hovedstyrelsen.

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.