Vi ønsker chancelighed

I 1960erne ville man folde ’intelligensreserven’ ud, senere ville man ’bryde negativ social arv’, og de senere år har vi talt om ’chancelighed’ – altså lige chancer for alle børn og unge til at få en god skolegang og gennemføre en uddannelse, der gør dem til selvforsørgende samfundsborgere. Det er de udsatte børns udvikling og uddannelse, der er emnet. 

’Chancelighed’ var emnet ved en konference i det arkitektonisk markante medborgerhus på Rentemestervej, og netop de ukonventionelle omgivelser kunne måske inspirere til nytænkning, trods mange forskellige indsatser gennem årene, er der endnu ikke fundet en manual for, hvordan vi får alle, også de udsatte, godt gennem skolegang og uddannelse. 

Små forbedringer, samme udfordring 

Socialborgmester Jesper Christensen beskrev, hvordan en mislykket skolegang kan få unge til at isolere sig og søge det fællesskab, de så meget mangler, i grupperinger, vi som samfund ikke sætter pris på. Og når skolegangen er slået fejl, bliver det meget svært at finde et job, for der bliver stadig færre manuelle job uden uddannelseskrav. Derfor er det vigtigt, at lave skoleundervisning, der rammer den enkelte. Der skal skabes et samlende fællesskab, måske i samarbejde med forskellige aktører som skolesocialrådgivere og tværfaglige rådgivningscentre.

Nyudnævnt direktør i Børne- og Ungdomsforvaltningen, Camilla Niebuhr, der har arbejdet i BUF i syv år, har beskæftiget sig med tosprogede elever i 20 år. Hun omtalte nogle målinger, der viser en positiv udvikling i de københavnske folkeskoler: lidt bedre karakterer ved afgangsprøverne, gode resultater i trivselsundersøgelsen og fastholdelse af en inklusionsprocent på 96. Men hun sagde også, at det stadig er de danske piger, der klarer sig bedst, derefter danske drenge, derefter tosprogede piger og i bunden tosprogede drenge. ”Der er brug for inkluderende læringsmiljøer”, fastslog hun.

Forskellene opstår meget tidligt i børns liv. De børn, der er sprogligt bagud, bliver ved med at være det, og det udlignes ikke i skoleforløbet. Camilla Niebuhr understregede, at skoler, der generelt er gode til at løfte elevernes faglighed, også er gode til at løfte de udsatte børns niveau. Hun nævnte også, at i inklusionssammenhæng er der gode erfaringer med da2, turboforløb, faglige vejledere, kompetencecentre og drengeakademiet. Synlig læring virker, altså fx test, klar feedback, klasserumsledelse, forældresamarbejde og samarbejde mellem speciallærer og faglærer. Særlig vægt lagde hun på ’tidlig indsats’.

Motivation på fem måder

”Hvad er det, der giver lyst til at lære noget i skolen?”, spurgte Noemi Katznelson, der er forskningsleder ved Center for Ungdomsforskning, Ålborg Universitet. Før hun besvarede sit eget spørgsmål, tegnede hun et billede af ungdomstiden, der æder sig ind på barndommen og voksenlivet. Mindre børn og ældre voksne går i det samme tøj, ligner hinanden stadigt mere, bruger de samme kommunikationsmidler og lever i stigende grad et præstationsorienteret liv. Samtidig er den formelle autoritet sivet ud, og i skolen opstår der ikke meget motivation af en lærers instrukser. 

”Motivation er blevet kontekstuel, den opstår i en sammenhæng som en kvalitativ tilstand, der skabes i et samspil af flere ingredienser”, som hun inddelte i fem hovedpunkter:

1: Vidensmotivation: ’Motivation classic’, for dem der vil faget, karakteriseret af nysgerrighed og fantasi. Risiko: kedsomhed.

2: Relationsmotivation: Båret af klassefællesskabet, af relationer til kammerater eller en lærer, den giver anerkendelse og tilhør, men risiko for at den falder til jorden, hvis en person forlader det pågældende fællesskab.

3: Mestringsmotivation: Giver eleven øget oplevelse af at få nyttig viden, den er vigtig for alle og ikke mindst udsatte elever, viser sig fx ved turbo-forløb, elever lærer, hvordan de skal lære. Risiko: eleven opgiver.

4: Præstationsmotivation: Fokus på karakterer, målorientering og konkurrence. Kan bruges konstruktivt med nogle elever, men der er risiko for skoleudmattelse og udbrændthed særligt blandt piger. 

5: Involveringsmotivation: - er på alvorlig deroute i øjeblikket. Læreren inviterer eleverne ind i læringsprocessen og gør dem til medvirkende aktører og medskabere. Risiko: manglende eller for snæver læringsforståelse.

De fem motivationstyper kan være til stede og være bevægelige på samme tid, men der kan være en ubalance. Blandt de udsatte elever er især mestringsmotivationen problematisk, og vi ser at 60-70 procent af dem, der er arbejdsløse unge ikke har taget afgangsprøve i dansk og matematik.

Folkeskoler kontra etniske privatskoler

’Lighed gennem uddannelse’ hed det i 1970erne, da Søren Hegnby blev lærer, i dag er han souschef i Ungdomsgruppen i BUF. Han beskrev, hvordan vi ikke lykkes med at få især de udsatte drenge med i skolen. Hvad angår social mobilitet ligger vi i den nederste tredjedel blandt OECD-lande. En undtagelse er en gruppe piger, der gennemfører en akademisk uddannelse, selv om deres mor er analfabet.

Han nævnte, at vel er karaktergennemsnittet steget lidt i København, men vi er stadig under landsgennemsnittet. 38 procent af eleverne i 8. klasse betegnes som ikke-uddannelsesparate, mens det i Århus kun er 21 procent, og landsgennemsnittet er 30 procent. Flere målinger på andre områder som fx, hvor mange der er i gang med en ungdomsuddannelse 15 måneder efter afslutningen på 9. klasse, viser et mindre godt resultat for København.

”Hvordan kan det være, at flere etniske friskoler topper resultatlisterne”, spurgte Søren Hegnby og henviste til statistik fra Cepos og Undervisningsministeriet. Han har selv været med til at undersøge det, og han konkluderede, at det skyldes: klare rammer, tydelig konsekvens, eleverne kommer til tiden, et inkluderende miljø, tydelig ledelse, stærkt forældresamarbejde og fælles etnicitet – eleverne skal ikke kæmpe mod fx fordomme og udvikler ikke trods. De gode resultater opnås endda, selv om skolerne ofte ligger i nedslidte bygninger, men der er en vilje til og et positivt syn på at arbejde og dygtiggøre sig.

Søren Hegnby gennemgik de forskellige indsatser, vi har i dagens folkeskoler, fra blandt andet københavnermodel til handleplanskoler og second chance. I den kommende tid skal nogle af de omveje, der kendes fra 10. klasse, heltidsundervisning og produktionsskoler begrænses til fordel for en satsning på folkeskolens udskoling.

To skolers prioriteringer

Ellebjerg Skole og Grøndalsvængets Skole har lagt deres egne retninger for at opnå bedre resultater for deres elever. Skoleleder Anne Graah, Ellebjerg, fortalte, hvordan skolen har fulgt lærernes faglige ideer og taget ud til steder, som eleverne har brug for at besøge. Hvert år skal en klasse af sted på nogle ture eller lejrskoler, der alle har faglige formål. Skolen har opstillet en kanon for ture. Overskriften er faglighed og dannelse, trivsel og anerkendelse.

Ellebjerg skal nu være ’rettighedsskole’, hvor børns rettigheder og skolens værdier får en central plads i dagligdagen understøttet af den grundlov, skole allerede har vedtaget. I foråret var lærerne på en uges studietur til Toronto, hvor de besøgte skoler og mødte lærerne.

Fra Grøndalsvængets Skole fortalte lærerne Anders Holm Nielsen og Thomas Poulsen om skolens socialpædagogiske initiativer, hvor skolens særlige kultur er central. Lærerne holder eleverne fast på krav og aftaler uanset, hvad der sker i hjemmet. Der følges op på pligter og hjemmearbejde. Der er tæt samarbejde med UU-vejleder, og der er fokus på den sproglige dimension – fx hænger der i alle klasser en illustrativ plakat, der gennemgår kommunikationsformer i tale- og skriftsprog.

Der er lejrskole tre gange i forløbet. Der arbejdes med gode rutiner, genkendelighed og faste rammer. Eleverne får ’en chance til’, nogle børn har brug for mange chancer. Skolen har en volleyklub, hvor de lærer foreningskultur, at passe træningen og mødetidspunkt – for ellers er bussen kørt i helt konkret betydning. Lærerne har været på studierejse til London, hvor skolerne netop vægter tydelighed og fælles retning.

Paneldebat

Under overskriften ’hvordan styrker vi indsatsen for chancelighed’ var der paneldebat med deltagere fra forskellige hjørner inden for den københavnske støtte og vejledning. Lærer Niels Jensen, Hafniaskolen, fortalte om familieklasserne, hvor forældre går i skole med deres børn et par dage om ugen. Malene Thorup, SOF, fortalte om samarbejdet med skoler og familier, og integrationsvejleder Maia Feldmann beskrev vejledernes opgaver.

UU-vejleder Jeanett Skov fortalte om BUF’s besparelse på vejlederområdet, der betyder, at vejlederne kun skal beskæftige sig med de elever, der ikke er uddannelsesparate, og hun beklagede, at afdelingen for Integration og Mangfoldighed var blevet nedlagt. ”Vores politikere aner overhovedet ikke, hvilke forhold vores elever lever under”, fastslog hun.

Lærer Monica Edelmann, Hyltebjerg Skole, spurgte fra salen, hvad UU-vejlederen mente om BUF’s besparelse på 10 procent på tosprogsområdet fra næste år, hvilket Jeanett Skov fandt ”utrolig uheldigt”.

Projektleder i BUF, Carsten Dahlerup, fortalte om Københavner Akademiet – et mønsterbrudsprojekt, hvor en gruppe drenge inviteres på 13 dages intensivt forløb med læsning, stavning, matematik, præsentationsteknik og personlige kompetencer som emner. Eleverne må have deres mobil én time om dagen, der er nul sukker og en masse motion. Der sker en markant ændring fagligt og menneskeligt for de unge.

Som repræsentant for KLF omtalte næstformand Lars Sørensen nogle af de mangler, som lærerne oplever i forhold til inklusion og folkeskolereform. Han anbefalede den ordning, der nu afprøves på nogle skoler, med at sætte to voksne på i nogle timer for dermed at forkorte skoledagen. Det vil forbedre muligheden for at sætte fokus på enkelte elever. Endelig fandt han ikke, at lærernes manglende tid til at forberede sig er et brugbart bidrag til at skabe større chancelighed.

Vi skal fortsat løfte

I sin afrunding takkede KLF-formand Jan Trojaborg for mange spændende indlæg ved konferencen, og han bød overborgmester Frank Jensen velkommen som en person, der har vist stort engagement for netop chancelighed og et fagligt løft for udsatte elever. ”Vi har den samme ambition – at vi kan og skal gøre det bedre”, sagde Jan Trojaborg.

Frank Jensen lagde vægt på ønsket om at skabe stærke rammer for det københavnske fællesskab, der skal rumme langt flere mennesker med udfordringer end andre byer i landet. ”Den forskel ser vi også fra bydel til bydel, og forskellene dannes længe før skolen”, sagde han og betonede særligt vigtigheden af den allertidligste indsats, der jo ligger i sundhedsplejerskernes hænder.

”Vi skal være tydelige i vores værdier. Alle børn skal opleve succes og relevans. Vi skal have en faglig dedikation om at ville flytte dem fagligt,” sagde han og beklagede, at mange forældre stadig fravælger den københavnske folkeskole. ”Vi skal flytte skolen i den rigtige retning. Det faglige niveau er allerede forbedret på vores skoler, men det kom også fra et lavt niveau”, sagde han og komplimenterede i øvrigt de ansatte på skolerne for deres indsats.

Konferencen var arrangeret af Københavns Lærerforening.