Det er afgørende for elever med særlige behov, at de visiteres hurtigt til det rigtige undervisningstilbud. De seneste år har flere specialskoler og specialklasserækker oplevet børn, der visiteres forkert, og derfor skal genvisiteres. Flere børn visiteres helt op til sommerferien, og mange må stå i kø i flere måneder, før de bliver tildelt det rette undervisningstilbud.
Alt dette har konsekvenser for de mest sårbare elever og står i vejen for skolernes arbejde med at skabe det bedst mulige specialundervisningstilbud.
Konsekvenser for eleverne
Københavns Kommune er Danmarks største kommune, hvilket gør, at der er en bred vifte af specialiserede kategorier inden for specialskoler, specialklasserækker og specialundervisningstilbud. Dette giver mulighed for, at flere børn får et specialundervisningstilbud, hvor lærernes viden og erfaringen, samt skolens rammer passer til den enkelte elevs behov. Desværre ser vi en tendens til, at kategorierne blandes sammen, så et barn med autisme eller AHDH, der kognitivt ligger inden for normalbegavelsesområdet, bliver visiteret til en skole for børn med vidtgående generelle indlæringsvanskeligheder udenfor normalbegavelsesområdet eller omvendt.
Det har store konsekvenser for et barns trivsel, hvis den skole og den klasse, de går i ikke passer til dets kognitive niveau. Det er vigtigt for elevens udvikling, at han eller hun oplever at kunne spejle sig sine klassekammerater, både personligt, socialt og ikke mindst deres faglige niveau.
Når dette ikke sker, kan det have fatale og negative eftervirkninger for elevens personlige og sociale udvikling. Vi ser børn, der trækker sig fra klassefælleskabet og mister muligheden for at danne relationer og knytte venskaber. I værste fald ser vi elever, der bliver ramt af skolevægring. Når elever ikke er en del af klassefællesskabet, påvirker det deres faglige udvikling, hvilket indsnævrer deres muligheder efter folkeskolen.
Vigtigt at give lærerne gode muligheder
Når et barn skal starte på en specialskole, en specialklasserække eller skal modtage et specialundervisningstilbud på en almenskole, er det vigtigt, at skolerne har de bedste muligheder for at modtage eleven, så eleven får den bedst mulige start i de nye rammer på den nye skole.
Alt for mange elever bliver visiteret helt op til sommerferien eller efter sommerferien med den eftervirkning at skolerne og teamet omkring klassen, ikke får den nødvendige tid til at planlægge og forberede en god og tryg opstart. Vi ved fra erfaringen, at en god opstart er vital for elevens trivsel og faglige udvikling.
Når elever visiteres til det forkerte skoletilbud, udfordrer det skolerne og lærerne. Eleven vil ofte kræve flere ressourcer, end de er visiteret til. Det kan for eksempel være en-til-en undervisning, hvor en lærer, der ellers skulle være i klassen, må gå fra.
Når en elev skal visiteres til et andet og dyrere specialundervisningstilbud, går et stort apparat i gang, hvor elevens udfordringer og funktionsniveau skal dokumenteres, alle metoder skal afprøves, og der skal afholdes en lind strøm af netværksmøder. Alt dette er meget tidskrævende, hvilket ofte går ud over forberedelsen af undervisningen og dermed kvaliteten af undervisningen for resten af klassen.
Flere elever har brug for specialundervisning
Flere elever har brug for specialundervisning. Derfor er det også vigtigt, at Københavns Kommune udnytter de mange forskellige specialundervisningstilbud, der er i byen, således at flere børn med særlige behov visiteres til det rigtige undervisningstilbud, det skylder vi dem.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Kommentarer :
Når man som vi på Charlottegården kan opleve, at 6 ud af 18 elever på en 0. klasses årgang skal revisiteres indenfor det første skoleår, taler det sit eget tydelige sprog.
Jeg vil endnu en gang minde om, at der i forbindelse med Københavns Kommunes specialskole-reform i 2012 - blev nedlagt 60 dagbehandlingspladser. De elever der tidligere blev visiteret til dem, visiteres nu til specialskolerne, og en del af de elever, der tidligere blev visiteret til specialskolerne, sidder ude i den almene folkeskole. Det er et område der kalder på politisk handling.
Jeg håber, at vi fremadrettet kan få lov at opleve visitationen som en medspiller - en samarbejdspartner med samme mål og ønske som os på specialskolerne. At eleverne blive mødt i deres behov og får det rette skoletilbud.