Skræddersyet kursusforløb omkring læringsmål, synlig læring.
Kåre Landgren, skoleleder og Ina Lindquist, souschef fortæller, at Skolen og den lokale udviklingsgruppe samarbejder med det Faglige Implementeringsteam (FIT) om at sammensætte et kursusforløb om læringsmål, som kan kvalificere det arbejde man i forvejen udfører på skolen.
”Det handler om noget, som vi skal opfylde, og lærerværelset er meget indstillet på at udvikle sig”, siger Kåre. Derfor har skolen valgt at indgå i et aktionslæringsprojektet omkring det læsebånd, skolen afholder hver efterår og forår.
”I forbindelse med samarbejdet med FIT, har vi også valgt at give skolens teamkoordinatorer et kvalificerende kursus i teamledelse”, uddyber Kåre Landgren.
FIT er et tilbud fra BUF om at yde support til de københavnske folkeskoler i forhold til at implementere den nye folkeskolereform.
Læs mere om FIT her
Vi skal pinde ud i børnesprog hvad børnene skal lære
”Vi skal pinde ud i børnesprog hvad børnene skal lære”, siger faglige fyrtårn Thomas Bisgaard. Thomas er via FIT tilknyttet Udviklingsprojektet på Hanssted Skole. Thomas skal tilføre udviklingsprojektet praksisnære refleksioner.
Thomas er matematiklærer, men hans tilgang er almen didaktisk. ”Der er forskel på formål med undervisningen og læringsmålene”, understreger han og fortsætter: ”Vi skal have fokus på hvad eleverne kan udføre - ikke kende til - ikke viden om. Eleverne skal kunne vise, at de kan anvende det de har lært, og de skal kunne vurdere sig selv ud fra tydelige mål”.
”Det stiller krav til lærerne om, at gøre det krystalklart, hvad eleverne skal lære og hvad de kan bruge det til. Oplevelsen har været, at det har været en fordel for de svageste elever, at formulere målene tydeligt”, siger Thomas.
Thomas fortæller, at det også kan lette lærerens daglige arbejde, og han giver et eksempel: ”Jeg har flere gange oplevet at stå i en undervisningssituation, hvor nogle elever meget hurtigt vil have feedback på deres arbejde, mens andre elever samtidig ønsker hjælp. Jeg har så hurtigt skullet se elevernes besvarelser igennem, og har måttet tage stilling til hvad eleven kunne forbedre og arbejde videre med - alt sammen under pres fra de elever som beder om hjælp, og ikke er lige så hurtige”.
Thomas peger på at hvis man på forhånd har gjort sig klart, hvad eleverne skal kunne, er det lettere at evaluere præcist og hurtigt i situationen, så eleven kan forstå det. Når eleverne kan vise, at de kan opfylde læringsmålene, så kan de dét der skal til, og de kan selv bedre vurdere sig selv. ”Elevaktiviteterne skal være 100% afhængige af de læringsmål, som er sat”, præciserer Thomas.
FIT support på teammøder
Team 1, BH-klasse og 1. klasse har sat sig sammen med Anna Sandell, som er medlem af det Faglige Implementerings Team. Teamet Arbejder med at opstille læringsmål for indskolingens arbejde med læsebånd.
”Vi læser hver morgen for BH-klasserne i 20 minutter”, fortæller Susanne Ohlsson og uddyber: ”Vi vil gerne opnå, at eleverne selv får lyst til at lære at læse gennem læseoplevelsen. Eleverne skal kunne tale med en makker om teksten. De skal kunne lave en relevant tegning ud fra det oplæste, og eleven skal kunne fortælle, om hvad der sker i fortællingen før og efter tegningen. Dét skal vi som undervisere omsætte til læringsmål i et sprog, som børnene forstår”.
Teamet arbejder med formulering af læsemålene for de små elever - i et sprog, så eleverne selv bliver i stand til at vurdere, hvad de kan. Det munder ud i, at teamet i fællesskab når frem til formulering af tre niveauer, som undervisningen kan differentieres ud fra. Til hvert læringsmål knyttes der tegn, som viser, om eleven behersker niveauet.
”Vi iagttager også børnene under oplæsningen for at se, om de kan følge med uden at miste koncentrationen”, siger Susanne. ”Er de urolige vil de ud at tisse ... Hvis vi vurderer at en elev eller en gruppe af elever ikke kan følge oplæsningen, tager vi dem fra til dialogisk oplæsning”.
På spørgsmålet om denne arbejdsform vil være en lettelse i det daglige arbejde, opstår der en lille pause, men teamet er enige om, at der er mange fordele ved at arbejde med læringsmål, men det er arbejdskrævende at omstille. På længere sigt vil det være en fordel, mener teamet.
Supervision og vejledning omkring den konkrete undervisning
Charlotte Gundersen har meldt sig til at blive superviseret i undervisningen. Charlotte er dansklærer i 6.u og hun skal superviseres og have feedback af Anna Sandell fra FIT.
6.u har læst fagtekster om knogler og led i læsebåndet, og nu skal eleverne i klassen selv fremstille en fagtekst ud fra læsningen og den undervisning, klassen har fået i fagtekster.
Vi følger undervisningen. Eleverne bliver præsenteret for Læringsmålene for den tekst, de skal producere. Eleverne skal overveje, hvordan teksten sprogligt skal udformes til den påtænkte målgruppe. De skal tage stilling til skrifttype og opsætning for en fagtekst. Herunder anvendelse af fodnoter, ordforklaringer, anvendelse af illustrationer og henvisninger, og de skal vise at de kan! Eleverne arbejder målrettet og noterer flittigt i deres mapper. Det faglige niveau og gå-på-modet fejler ikke noget.
Charlotte fortæller efter timen, at hun har meldt sig til at blive superviseret, fordi hun syntes, det er spændende, og fordi hun vil kunne lære af det. Hun siger også, at det føltes lidt stressende, sådan at blive betragtet. ”Der sker så meget i en time”.
På vej ned at trappen fra 6.u bliver jeg overhalet af en jublende gruppe piger. De skal over i edb-lokalet for at skrive deres fagtekst. Mapperne med notater bruger de til at daske hinanden i hovedet - 6.u med højt fagligt niveau og livsglæde.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere