Den cirka halvanden måned gamle regering har gjort sig grundigt upopulær set med fagbevægelsens øjne.
Regeringen har fremlagt et lovforslag om at gøre store bededag til fortid. Og der er ikke kun tale om at fjerne en fridag fra kalenderåret.
Lovforslaget inkluderer nemlig ”regnskabsteknisk” 2.700 færre offentligt ansatte, da det samlede antal arbejdstimer i det offentlige ikke skal stige med lovforslaget. De offentligt ansatte skal derfor arbejde mere. Samtidigt forventer SVM-regeringen, at arbejdsudbuddet med den ekstra arbejdsdag vil stige med 8500 fuldtidspersoner i den private sektor.
Planen er, ifølge regeringens egne beregninger, at forslaget skal indbringe statskassen godt tre milliarder kroner ekstra. Penge, der skal gå til forsvarets øgede udgifter i forbindelse med krigen i Ukraine.
”Det er helt utidigt og forkert, at regeringen går ind og blander sig. Det er mangel på respekt overfor de overenskomster, som arbejdsmarkedets parter har indgået,” siger KLF’s formand Katrine Fylking.
Arbejdsvilkår og løn bliver nemlig normalvis forhandlet mellem arbejdsmarkedets parter; arbejdsgivere og arbejdstagere. Så længe de parter er i stand til at løse problemerne på en ansvarlig måde, blander staten sig ikke. Det er det, man kalder ’Den Danske Model’. Men med det nye forslag går regeringen altså ind og lægger et pres på modellen.
Derfor deltager KLF i demonstrationen søndag den 5. februar, som en samlet fagbevægelse står bag.
”Jeg håber, at mange fra hele landet støtter op om den her demonstration. For det handler ikke kun om en fridag, hvor man kan være sammen med sin familie. Det handler også om en grundlæggende præmis for vores samfundsmodel. Vi skal vise vores samlede styrke, for hvis det her gennemføres, hvad bliver så det næste?” siger Katrine Fylking.
Får allerede åndenød
På Grøndalsvængets Skole i Nordvest har Rikke Johansen sin daglige gang som lærer og TR-suppleant. Hun frygter, at forslaget kommer til at koste mange lærerstillinger i en tid, hvor lærerne i forvejen løber stærkt. Og så minder det hende om noget, hun har hørt før.
”Jeg kan mærke i min krop, at det føles lidt på samme måde som i 2013. At man bare dikterer noget ovenfra, som burde ordnes blandt arbejdsmarkedets parter. Jeg tænker: Arh, jeg troede, vi havde lært noget af sidste gang. At det ikke er sådan her, man får gode resultater i skolen,” siger Rikke Johansen og fortsætter:
”Vi går og taler om trivsel og om at få tempoet ned. Og så laver man sådan noget her. Jeg kan mærke, at jeg allerede får åndenød.”
Sådan kan du være med
Stordemonstrationen
Demonstrationen foregår på Christiansborg Slotsplads søndag den 5. februar fra klokken 14-16. KLF mødes på Regnbuepladsen ved siden af Københavns Rådhus klokken 13.45, hvorefter KLF’ere går samlet til Christiansborg. Familie og venner er meget velkomne.
På sociale medier
KLF’s bestyrelse har igangsat en kampagne, som skal aktivere medlemmerne på arbejdspladserne til at tilkendegive deres holdning til regeringens lovforslag. Du og dine kolleger kan downloade denne plakat, printe den ud, samle kollegerne og tage et fællesbillede. Lav et opslag, hvor teksten kunne være noget i stil med: ”Lærerne på XXX skole vil bevare store bededag …”. I kan også skrive jeres helt egen tekst.
Læg eventuelt billede op med #kbhlaerere eller #bevarstorebededag
Underskrift
Skriv under på bevarelsen af store bededag her: bevarstorebededag.dk
Rundt på skolen i Nordvest hænger der plakater fra KLF, der opfordrer til at skrive under på at bevare store bededag. Der hænger også plakater, der ansporer personalet til at deltage i demonstrationen i starten af februar. Desuden regner Rikke Johansen med, der bliver skrevet ud til kollegerne med en opfordring om at deltage i demonstrationen.
”Jeg kommer i hvert fald. Det er vigtigt at vise, at vi siger fra overfor endnu en besparelse i folkeskolen,” siger TR-suppleanten.
Håber forslaget bliver taget af bordet
Formanden for KLF er enig i, at forslaget kommer til at betyde dårligere vilkår for lærerne.
”Der skal undervises mere, og vi bliver færre lærere til at løfte opgaven. Det går stik imod alle de undersøgelser, der viser, at der i forvejen er for stort et arbejdspres på læreren,” siger Katrine Fylking.
Hendes håb, for hvad demonstrationen fører til, er derfor ret enkelt.
”Jeg håber selvfølgelig, at regeringen tager forslaget af bordet. Vi skal værne om det aftalesystem, vi har i Danmark,” siger hun.
Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere