Blog fra kongressen

Flag-symbolik på Facebook

Mit coverbillede på Facebook blev i dagens anledning skiftet til et billede med selvsamme blå himmel med DLF’s flag vajende fint ved siden af Dannebrog. Straks derefter var der en af mine Facebook-venner, som ikke er lærer, der kommenterede: ”Eeeeeh …. Skal der ses noget symbolsk i, at Danmark (Dannebrog red.) blafrer den stikmodsatte retning af Danmarks Lærerforening?”

Jeg havde ikke selv tænkt over symbolikken. En anden, der selv er lærer, skrev umiddelbart efter: ”Med de strømninger, vi oplever i dansk politik p.t, så er det spot on, at DLF’s flag blæser i den stik modsatte retning.”

Jeg tænkte, at det er et udmærket billede på, hvordan vi kan opleve det som profession – at vi ganske simpelt mener, at formålet med folkeskolen er andet og mere end den meget snævre mål- og læringsstyring, som er herskende rundt omkring på de bonede gulve og i stuerne hos Hr. og Fru Danmark.

Prorektor: Skolen skal danne

Men så meget desto mere grund til at tage den debat, der i år er lagt op til, om at få lavet et folkeskoleideal. Efter formandens kongresåbning, hvor han uden de store overraskelser redegjorde for sit syn på 2025-planen, på manglende politiske visioner og på udfordringerne med manglende ressourcer, suspenderedes kongressen for at tage imod en af vores meget få gæster i år: Alexander von Oettingen, prorektor UC, SYD.

Her et par ord fra hans lange oplæg til kongressens baggrundsforståelse, inden debatten startede om, hvorvidt vi skal arbejde frem imod at få et folkeskoleideal. Meget kort, meget sorteret og frit gengivet i lettere stikordsform:

Vi lærer for livet, men livet – hvad er det? Der var engang, hvor den sætning gav mening – i de gode gamle dage med Løgstrup, synes jeg næsten, man kunne høre ham sige. Nu er vi et sted, hvor skolen er, hvad den måler, og det skal vi udfordre. Det enkle, men også ganske komplicerede spørgsmål om, hvad et ideal for skolen er – det er ikke kun idealet om skolen, men et ideal for samfundet, folkets skole, et fælles anliggende for alle. Skolen skal danne via fagene, og derved bidrage til dannelse i livet. Skolen skal være et sted, der er præget af retfærdighed, og som opleves som et godt sted at være.

For en som mig, der i mange sammenhænge deler hans opfattelse, var det lige før, jeg sad med tårer i øjnene. Videre delte han folkeskoleidealet op: Han mener, der er tre ting at tage fat på, som alle bør tilgodeses. Skolen set i relation til dannelse, i relation til samfundet og sidst i relation til skolens eget liv.

Folkeskolen som en basal ret

Et andet sted på kongressen blev der senere talt om dengang, hvor folkeskolen ikke var en del af uddannelsessystemet, men i stedet en basal ret alle havde, og hvor det først var efter folkeskolen, at man kunne tale om at påbegynde en egentlig uddannelse.

Sådan er det jo ikke mere; nu er vi i et system, hvor der allerede i vuggestuer og børnehaver er handle- og læringsplaner, hvor der er et læringssprog, læringsstyring, læringsledelse, læringsmål, og hvor ikke meget kan gøres op i andet end læring med det mål, at vi skal passe ind i det videre uddannelses- og arbejdsmarkedssystem.

Denne divergens, der kan være mellem folkeskolen som en isoleret ret i sig selv og samfundets tilsyneladende behov for øget tilpasning og specialisering, efterlader et dilemma. For samfundet ser skoletid som vigtig tid – der ikke er spildtid, og derfor skal vi tidligt i gang med hele processen. Men ser man på folkeskolen med andre øjne, er skoletid egen tid, hvor man vokser og gror. Hvor man helst så sent som muligt i denne proces skal måles og vejes, fordi der så er mindre risiko for at prædestinere elever. Man må ikke ofre barnets nutid for dets fremtid. 

Kender I ikke von Oettingen, kan det varmt anbefales at følge ham rundt om i uddannelsesdebatterne.

Vigtigt at debattere formålet med folkeskolen

Efter dette gik DLF moderne. Der blev sat sofaer op på scenen, hovedstyrelsens medlemmer forlod deres pladser, og en ’samtalesalon’ blev etableret - jo jo, det er nye tider, også på kongressen.

Alexander von Oettingen, formanden for Dansk Psykologforening Eva Secher Mathiassen og hovedstyrelsesmedlem Jeanette Sjøberg havde en hyggestund, hvor de under lidt mere uformelle former drøftede videre.

Siden gik vi tilbage til den vante form. Anders gik atter på talerstolen og gav sit besyv med i forhold til, hvorfor vi skal have en debat om formålet med folkeskolen, om hvorfor processen skal tage to år og om vigtigheden af folkeskolens formålsparagraf fra 1993.

Han underholdt i den sammenhæng med sit eget syn på dengang, foreningen skrev sit professionsideal – som han dengang betragtede som et terapiprojekt for de få, der ikke havde andet at få tiden til at gå med. Siden har han måttet sande, erkendte han, at det er en af de vigtigste ting, han har været med til.

Dette blev i lettere humoristisk form drøftet over frokosten, som blev indtaget på toppen af kongrescenteret. Min frokostmakker mente (lettere forsimplet), at vi ind i mellem måtte begynde at tale de andres sprog. Jeg tænkte på Luhmann og hans syn på systemernes kamp, på herskende diskurser og som konsekvens af begge – at det da for fanden er på tide, at vi begynder at være tydelige i forhold til vores visioner og får det defineret. Allerhelst skulle vi have gjort det i går, med rettidig omhu, for nu at bruge ”de andres” sprog.

Som led i den debat indledte Morten Kvist Refskov sit første indlæg på kongressen med at sige, at han havde hørt, at nogen havde lovet, at han og Anders Lilletorp ville holde sig fra talerstolen, nu de var kommet i hovedstyrelsen. 

De af os, der har været her før, trak voldsomt på smilebåndet, for de er bestemt ikke sjældne gæster der. Indholdet vil jeg gemme til morgendagen. Forslaget om, at vi skulle arbejde med et folkeskoleideal, blev vedtaget.

Problemer med arbejdstiden – ikke udfordringer!

Sidst på dagen blev der behandlet et punkt om medlemmernes arbejdstid. På en eller anden måde syntes salen at synke lidt sammen. Det var som om, vi alle sammen er lidt trætte af at tale om noget, der åbenbart kun synes at optage os.

I pausen derefter mumlede mange, at det dog var rart, at Dorte Lange fra talerstolen havde vægtet ordlyden af, at der var problemer. Ikke udfordringer, men problemer!

Det sidste indlæg, jeg vil nævne, var fra Anders, der igen i år yndede at bruge begrebet Self-efficiacy med stor entusiasme. Ikke så meget på grund af det, han sagde, som for at sætte fokus på de udfordringer, brugen af begrebet rummer.

At jeg ikke er ene om at se de udfordringer, viser Robins skriv i Folkeskolen i januar. I stedet for at gentage pointer vil jeg nøjes med at linke til det:

http://www.folkeskolen.dk/579225/self-efficacy-tilsloerer-maaske-mere-end-det-afsloerer---et-aabent-brev-til-anders-bondo-christensen-og-dlf

Et par minutter i seks blev kongressen hævet for i dag. Jeg havde æren af at få lov til at følges til middag med delegationerne fra København og Bornholm, og ude i den rigtig skønne sommeraften fortsatte debatterne lystigt om dagens indhold, om egne vilkår i København, om uenighedskultur, om velfærdsmedarbejdere og meget, meget mere.

Her klokken lidt i tre, hvor jeg sidder og skriver om det hele, glæder jeg mig til dagen i morgen og håber, at den bringer mere af det hele.

Godnat København, hvor end du er.

Onsdagens program begyndte tidligt. Klokken lidt over ni gik dagens eneste gæst på talerstolen, og tak for det; det var Majbrit Berlau, formand for socialrådgiverne.

Majbrit Berlau lærte jeg at kende under en dominospilaften med en fælles ven på en meget slidt bar på Nørrebro tilbage i 90’erne. Allerede dengang var hun rød, og jeg lidt mere blå. Hun var – hvis ikke medlem – i hvert fald tilhænger af Folkebevægelsen mod EU, mens jeg var fan af Europabevægelsen.

Generelt kunne vi nok ikke komme længere væk fra hinanden rent politisk, men alligevel har vi gennem tiden haft mange festlige og givtige debatter. Og derfor glæder jeg mig altid, når jeg skal høre hende tale i en eller anden sammenhæng. Men naturligvis mere, når vores veje krydses på et fælles, fagligt, professionelt plan, nu da vi begge er blevet professionsuddannede.

Majbrit holdt en fremragende tale, og min gamle dominorival beviste, at hun stadig har mange brikker at flytte med…. Der var masser af mimik, gestik, glimt i øjet og energi, og hun bragede igennem og salen var engageret og deltagende hele vejen igennem. Undervejs var der klapsalver, og folk svarede på de retoriske spørgsmål, hun stillede salen, selvom - og jeg siger det lige igen: Klokken var ni, og de fleste var småtrætte efter en lang dag - og måske aften - tirsdag.

EU, fælles fagbevægelse og engagement

Indholdsmæssigt var der et par af hendes pointer, som vi sagtens kan bruge mere energi på i DLF-regi. Blandt andet talte hun om den internationale dimension i arbejdsmarkedspolitik, fagpolitik mm., og sagde, at hun havde hørt, at 80 procent besluttes i Bruxelles, og at vi har 1,5 kvinde til at varetage den samlede fagbevægelses interesser dernede.

En anden pointe var, at vi som fagbevægelse ville være bedre i fællesskab, og at vi derfor er nødt til at samarbejde i langt højere grad. Samt at hun har et ønske om at få engagerede medarbejdere og dermed styrket demokratiet på arbejdspladserne - det er udfordrende, måske fordi der er så meget tid i dagligdagen, som går med alt det, der på forhånd er bestemt, at vi skal tage stilling til.

På mange planer er vi åbenbart, på trods af førnævnte meget forskellige udgangspunkter, rørende enige, når det kommer til fagpolitik. Vi skal bruge meget mere energi og økonomi i EU - ikke at jeg her skal underkende det arbejde, der laves fra vores folk dernede, ej hellere gøre mig klog på hvem og hvor mange de er. Dog kan jeg da overveje, om vores egen mandlige DLF-ansatte i Bruxelles er den hele eller halve kvinde, men lader vi det ligge, er jeg er stensikker på, at det i dén grad er en overset realitet, at vi ikke investerer nok i at gøre vores indflydelse gældende der.

Enig er jeg også i, at vi igennem lang tid har set mange eksempler på, at de politiske partier, som før har haft en tradition for at bakke op om en stærk fagbevægelse - som grundlaget for det fleksible arbejdsmarked, vi har og nyder godt af - i dag synes at være borte med blæsten. Det stiller nye krav til os om et stærkt og forpligtende samarbejde på tværs af fagbevægelsen.

Endelig står jeg også i en dagligdag som TR, hvor det er svært at få kollegaerne til at deltage i det fagpolitiske. Det er jo ikke, fordi vi vælter rundt i tid og overskud på de offentlige arbejdspladser. Men hvor ville det være givtigt for både arbejdsgiver og arbejdstager, hvis vi sammen kunne finde det ildsted, hvor der både kunne findes gnist og måske endda tændes bål.

Det meningsfyldte arbejdsliv

Efter Majbrit Berlaus tale fortsatte kongressen ufortrødent, hvor vi slap i går. Punkterne, der i dag blev kærligt behandlet, handlede om medlemmernes arbejdsvilkår og ønsket om, at vi arbejder med et folkeskoleideal.

I den sidstnævnte kontekst vil jeg lige vende tilbage til Morten Kvist Refskovs indlæg fra i går, hvor han fra talerstolen sagde:

”Når pædagogik, oplyst dialog og kritisk tænkning glider i baggrunden for snæver, individfokuseret kompetenceudvikling, bevæger vi os altså ud på yderst gyngende grund - med overhængende fare for, at det hele bryder sammen. Det er paradoksalt, at vi på den ene side taler om en stadigt mere foranderlig og uforudsigelig verden, og på den anden side indsnævrer og målretter faglighedsbegrebet som svar på mødet med dette ukendte. Hvem ved i grunden, hvad fremtidens arbejdsmarked efterspørger?”

Det er også for mig at se helt åbenlyst, at der er en modsætning mellem det vi - på foranledning af den herskende diskurs - opfordres til at gøre i dag, og det vi i brede lærerfaglige kredse mener giver mening. Det spiller sammen med, ikke uden at give mislyd, meget af det andet, der blev talt om i forhold til det meningsfyldte arbejdsliv.

Når vi ikke kan se meningen, værdien eller formålet med det, vi bruger tiden på, og samtidig oplever, at vi svigter elever der, hvor erfaring, viden og mange resultater i praksis har gået sin sejrsgang, så resignerer man som lærer en lille bitte smule. Men heldigvis ikke så længe, for i praksis står man jo stadig lige over for elever, som vi utrolig gerne vil klæde bedre på til den fremtid, ingen kender. 

Solidaritet, humor og arbejdsmiljø

Videre gennem dagen blev der drøftet mange ting. Der blev ikke rigtigt besluttet det store i forhold til overenskomstarbejdet, men der blev besluttet, at det skal behandles på en senere kongres, for det er nemlig sådan, at den slags kan man kun hvert andet år.

Talen om solidariteten, og hvad arbejdskampen kan føre med sig, fik vi fra Ane Søegaard fra Frederiksbergs indlæg om metroarbejderne. Hun talte også om det vigtige arbejde, der er at gøre med et håbløst arbejdsmiljø rundt om på skolerne, og sidst stillede hun forslag i anden sammenhæng om, at DLF dropper at føre sag om ophavsretten til undervisningsmaterialer på forskellige portaler. Sidstnævnte forslag tabte hun desværre ved afstemning.

Susanne Weisbjerg Vilstrup – der lidt overraskende for mig dukkede op på talerstolen, da hun ellers kun er kendt i mit univers som én, jeg har skole/hjemsamtaler med, og som gjorde en rigtig god figur i vores lille skolebestyrelse på Bryggen - bad på vegne af de små grupper i foreningen DLF om at se til et centralt forhandlet lønforløb.

Kristine Falgaard, også fra hovedstadsområdet, var også på talerstolen. Hun mente, at vi manglede humor i vores (DLF’s) kommunikation ud til den øvrige befolkning - nogen vil mene, at vi ellers er ret grinagtige, og at vi som forening ofte er bagud i forhold til pressen. Afslutningsvist opfordrede hun den almindelige lærer til at fortælle de gode, sjove og humoristiske historier i hverdagen – ikke tale skolen op, men tale om vores profession og alt det, vi går og tror på.

Arbejdsmiljøet blev også sat på dagsordenen af Lars Sørensen, hovedstyrelsesmedlem og næstformand i KLF. Han talte om det manglende strategiske sigte - at vi halser efter og udfører brandslukning - og om vigtigheden af en høj social- og faglig kapital.

Trojaborgs kaffe – nu med kage og saft?

Af andre ting der blev drøftet - blot for at illustrere bredden af det, DLF forholder sig til på sådan en kongres - kan også nævnes Pride, Ungdommens Folkemøde, digitale platforme, Folkemødet på Bornholm, demokrati i Tyrkiet, de 17 verdensmål, skoler i Afrika og meget meget mere.

Lige inden lukketid kunne man overveje, om vores egen KLF-formand havde et væddemål om afslutningstidspunktet på kongressen. I hvert fald fandt han det relevant under eventuelt at gentage historien om hans (efter egen vurdering) eneste succes som hovedstyrelsesmedlem, der bestod i at sørge for, at der nu var kaffe til kongressens delegerede. Han benyttede lejligheden til at lufte tanken om, at det kunne udvikle sig til, at der også kom saft og kage.

Den replik kvitterede Anders Bondo Christensen for i sin afskedssalut. Han sagde, at KLF havde gjort det med maden så godt på Folkemødet, at han da var sikker på, vi også lige kunne bage lidt kage til de kommende kongresser.

I så let et leje blev kongressen afsluttet - og i skrivende stund ved jeg endnu ikke, hvem af de herrer der vandt det væddemål, jeg er ret sikker på, at de havde.

Tak for i år.