Longread: Lærermødet, som Københavns Lærerforening også deltog i, insisterede på behovet for en pluralistisk, pædagogisk offentlighed for at modvirke den fremmedgørelse, der har fulgt med de senere års omklamrende, teknokratiske læringsvokabular. 

”Miseren er, at der er gået uddannelse i lortet.” Det var uddannelsesforsker og DPU-lektor Jens Erik Kristensen, der sagde det på Lærermødet, som blev afholdt den sidste uge inden sommerferien på Testrup Højskole.

Det var højskolens forstander, Simon Axø, og lektor og cand. phil. Keld Skovmand, der var arrangører, og det gjorde de med stort overskud.

Der var hundrede mennesker samlet for at diskutere skole og skolens sprog. Både fra de frie skolers og fra den offentlige skoles verden. Mødet havde fået økonomisk støtte fra både Danmarks Lærerforening og de frie skolers foreninger.

Pia Henriksen fra Albertslund Lærerkreds og lærer Mette Frederiksen fra Syvstjerneskolen havde vægtige oplæg, ligesom Jeanette Sjøberg fra Ballerup var en ferm moderator. Fra Københavns Lærerforening deltog Katrine Fylking og flere tillidsrepræsentanter, og også medlemmer af Lærerstuderendes Landskreds var synlige og hørlige i landskabet med fornuftige indlæg og et smittende humør.

Det var ikke mindst folkeskolen, Jens Erik Kristensen talte om. Siden 1995 har lærings- og kompetencevendingen udhulet skolens relative autonomi, og der tales ikke længere om pædagogik, men om uddannelsesøkonomi, sammenlignende målinger og styring.

”Det er en art formålsfortrængning,” sagde Jens Erik Kristensen, der mente, at opdragelse, undervisning og dannelse i den grad har tabt terræn til uddannelsen.

”Det hele handler om uddannelsesøkonomi. Uddannelse er blevet en gøgeunge! Jeg er selv ansat til at forske i uddannelsesvidenskab, men man må nærmest ikke sige ordet pædagogik, sagde han fra talerstolen i foredragssalen.

Vi er blevet mere grå

De fleste oplæg bar dog præg af, at det for tiden tilsyneladende mest er de frie skoler, som de frie tanker om skole kommer fra. Lærerne i folkeskolen kan virke presset i defensiven af arbejdsforhold og systemkrav om målstyring og monitorering af resultater.

Lærer og kredsstyrelsesmedlem i Albertslund Pia Henriksen mente i sit oplæg, at det er en katastrofe med, hvad hun kaldte for ”den mekaniske nyttetænkning” i folkeskolen.

”Vi tør ikke at overgive os til noget, der ikke kan måles. Vi er som lærere blevet mere grå. Vi bliver selv præget af åndsfraværet. En forælder spørger fx til, hvad eleverne arbejder med for tiden. – Jo, vi har et forløb med iPad, siger læreren. Indholdet er væk!”

Pia Henriksen efterlyste mere dans, teater og fællessang. Mere fordybelse. Hun fortalte om, at hun ved en lejlighed havde prøvet at indføre en ”blå tid” med 10 minutter til at ”glo ud i luften”. En vittig elev spurgte: ”Må vi godt få det som lektie?”

Striden om skolen

Det var i 2017 i Merete Riisagers tid som undervisningsminister, at blandt andre Keld Skovmand, Lene Tanggaard, Mette Frederiksen (nej, ikke den Mette Frederiksen, men Mette fra Syvstjerneskolen!) og Jeanette Sjøberg var centrale medlemmer af Rådgivningsgruppen for Fælles Mål, der skulle begrænse den enorme mængde af læringsmål, der var affødt af skolereformen fra 2014.  Det var her, de fandt sammen.

Keld Skovmand har senere skrevet bøger, hvor han har leveret en sønderlemmende kritik af skolereformen, og sammen med Lene Tanggaard skrev han i 2020 ”Hvad vi taler om, når vi taler om at lære”. Her gjorde de rede for, at den centralt styrede indførelse af læringsmål havde presset folkeskolens formålsparagraf ud i mørket og således sat Fælles Mål over selve skoleloven.

Men nu stod de altså sammen på Testrup Højskole og uddybede deres kritik. Talte insisterende om en pluralistisk, pædagogisk offentlighed for at modvirke den fremmedgørelse, der har fulgt med de senere års omklamrende, teknokratiske læringsvokabular.

”Der står en strid om skole og dannelse i tiden. Striden handler i høj grad om, hvordan vi taler om skolen og dens formål,” sagde Keld Skovmand.

”Hvis skolen ikke har et formålssprog, bliver den let formålsløs. Kun ved at undersøge et formålssprogs muligheder, kan vi tage stilling til helt grundlæggende spørgsmål: Hvad holder vi skole for? Hvad er formålet med at danne og uddanne? Hvad skal vi præge opvoksende generationer med, og hvordan skal det ske? Hvilken fremtid skal vi ruste dem til?”

Dannelsens betydning

Alle taler nu om dannelse i skolen, og selv om det i en periode ikke har været comme il faut at bruge dannelsesbegrebet i pædagogikken, har det en lang historie i skolen. Diskussionen går nu på, hvilken form for dannelse der skal vægtes. 

”Dannelse handler kort sagt om menneskets og verdens vekselvirkning, hvor både mennesket og verdens ting er suspenderet fra deres sociale funktioner, og hvor vekselvirkningen forstærker og uddyber menneskets livsfylde og verdens og tingenes lag og indhold,” sagde filosoffen Thomas Aastrup Rømer i en paneldebat.

Kåre Egholm, der er sognepræst, mente at hjertets dannelse også måtte med. Ikke kun forstandens. Sand dannelse har også med kærlighed at gøre, mente han.

”Det, der gives videre af kærlighed til stoffet, bliver også bedre modtaget.”

I en anden debat mellem Lene Tanggaard, Knud Romer og Merete Riisager om dannelse sagde Riisager, at ”… dannelse handler om forholdet mellem generationer og forbindelsen mellem fortid, nutid og fremtid. At lære det opvoksende menneske, hvad der kræves for at indtage rollen som myndig, oplyst og ansvarlig borger.

Knud Romer gav i sin vante, skarpe stil udtryk for, at det også krævede dannelse at kunne værdsætte og forstå den nyeste udgivelse af Kylie Minogue eller at begå sig i en natklub i New York.

Romer sad med en cola og en æske tobak i den ene hånd. Hans syn er blevet så dårligt, at han må have sine ting inden for rækkevidde.

Ifølge Lene Tanggaard er dannelse grundlæggende en skabende, kreativ foreteelse, men hverken dannelse eller kreativitet kan nødvendigvis planlægges eller styres.

”Dannelse handler om at gøre noget stof til sit eget. Derfor er der forskel på målelig viden og dannelse. Dannelse angår blandt andet pludselige aha-oplevelser og læringsglemsel. Dannelse er derfor heller ikke alene kodificeret eller kanoniseret viden, og man kan derfor ikke nødvendigvis læse sig til dannelse.”

Behovet for frihed

Behovet for frihed i skolen er stigende og dukker nu op alle steder i uddannelsesverdenen i en slags anden bølge efter protesternes første bølge oven på arbejdstidsloven og skolereformen for 7-8 år siden.

”Giv os et skoleår uden reformer og store frihedserklæringer,” skrev professor Lars Qvortrup på Politikens Skolemonitor den 2. august. ”I disse år handler den skolepolitiske dagsorden om at overgå hinanden i frihedserklæringer,” skrev han videre og opfordrede til at slå koldt vand i blodet.

Qvortrup, der selv har støttet den centralistiske reformering af folkeskolen i de skelsættende år 2013-14, har som andre iagttagere mærket tendensen i tiden og kravet om mere frihed, som først og fremmest kommer fra en lærerstand, der dokumenterbart er hårdt presset, men som nu også sætter sig igennem politisk.

Alle taler nu om frihed til skolerne. Men det er ikke ligegyldigt, hvilken form for frihed, man taler om. Det var en gennemgående opfattelse, at ikke blot skolens dannelsesopgave, men også behovet for frihed i skolen naturligt lægger sig op af formålsparagraffens krav om åndsfrihed i skolen.

Lakshmi Sigurdsson havde i et oplæg om ”Åndens frihed og pluralitetens pædagogik” mest opmærksomhed om at håndtere modsætningen mellem lighed og frihed og den etiske og den æstetiske dimension i undervisningen.

”Pluralitetens pædagogik kunne handle om at være og blive til i en verden med forskelle uden at føle sig truet af eller ønske at undertvinge de andre, men også om en åbenhed og nysgerrighed over for det fremmede og ukendte.”

Hun stillede spørgsmålet, om vores evne til at dømme og til at skelne mellem rigtigt og forkert, mellem smukt og grimt, er afhængig af vores evne til at tænke. Er der en sammenhæng mellem den manglende evne til at tænke og en katastrofal mangel på det, vi kalder samvittighed?

Ingrid Anks dilemmaworkshop handlede også om ånd, frihed og åndsfrihed. Hun mener, at alt er spundet ind i betydning og fortolkning, og at alt derfor på sin vis er ånd. Hun havde tre grundsætninger i en diskussion om frihedsrettigheder: 1) Man må gerne have en overbevisning uanset hvilken. 2) Man må gerne forsøge at overbevise andre om, at man har ret. 3) Men man har samtidig aldrig ret til at slippe for andre menneskers kritik.

Mødets ide

Det var mødets ide, at det er sproget, der former skolen og har betydning for, hvordan mennesker bliver til. Det sker med ord som dannelse, kundskaber og alsidig udvikling, der har en lang historie, eller med nye ord som læring, kompetencer og progression, der trænger sig på politisk – fra nær og fjern. ”Men hvis skolen ikke har et formålssprog, bliver den let formålsløs,” sagde Keld Skovmand, der til daglig er lektor ved UC Lillebælt.

”Vi må udfordre sproget. Blive opmærksom på det,” sagde Skovmand.

”Nu vil alle vil give frihed til skolen. Men der er også brug for forpligtethed. Frihed og forpligtethed, fornuft og fantasi, uddannelse og lærelyst. Skolen skal give eleverne færdigheder og kundskaber - men også give lyst til at lære mere. Vi må fastholde spændingen og den levende vekselvirkning.”

”Som lærer må du have et motiv. Du må vise hen til noget i verden. Lysten til at lære kommer ikke kun indefra af sig selv. Fremmedheden er vigtig. Der skal være noget at gribe ud efter.”

Tanken var også, at mødets deltagere skulle lade sig oplyse af digteren Inger Christensens værk, ”Alfabet”, som i en smuk udgave blev udleveret til alle deltagere. Der skulle produceres sprog på mødet.

Og det blev der. For pædagogikken skal tilbageerobres gennem sproget, lød det gentagne gange på mødet.

Lærermødet mange gode oplæg handlede ikke direkte om skolepolitik, men om pædagogik og pædagogikkens sprog. Det var opbyggelige oplæg og samtaler med begrebsafklaringer, fortællinger og analyser.

Det nyttige udmanøvrerer det skønne

73-årige professor emeritus Hans-Jørgen Schantz var inviteret til at tale om ånd og frihed og det, som han selv kaldte for ”mutationen åndsfrihed”.

”Ånd er i dag et kampbegreb, fordi begrebet er forvist fra både naturvidenskab og samfundsvidenskab,” hævdede han.

”Begrebet er ved at ryge ud af vokabularet.”

Hans Jørgen Schanz mente desuden, at det var socialisternes ”ekstreme fejl”, at man overlod hele kampen om åndsfriheden til de konservative, og det beroede ifølge ham blandt andet på en fejlfortolkning af Karl Marx’ udsagn om religion som folkets opium.

”Ånd og åndsfænomener hører menneskelivet til, og man står med et forsimplet syn på verden og menneskene og et indskrænket sprog, hvis man ser bort fra det.”

”Det er ånd, der kan løfte mennesket ud af den rene egoisme og narcissisme. Det er den moralske og æstetiske dimension. Den, der kun har sans for det nyttige, vil aldrig opdage det skønne, sagde han, og så sad alle tilhørerne måske og tænkte på Schantz’ røde Jaguar. Det gav en slags mening.

Hverken ånd eller frihed er begreber, der er nemme at definere.

”Til gengæld kan vi eksemplificere, danne analogier og formulere metaforer, som indkredser ordets betydning,” sagde Hans-Jørgen Schanz.

”Ånd er for eksempel det, der gør, at et kunstværk ikke kun er en ting som andre ting, f.eks. et par sko, men noget andet og mere. Og dette andet og mere er simpelthen ånd. Ånd har mange former og væremåder. Poul Henningsen bruger metaforen: ”Man binder os på mund og hånd, men man kan ikke binde ånd.””

Schanz gennemgik forskellige former for frihed fra ”frihed som lykkeligt nonsens” til frihed som valgfrihed, som handlingsfrihed, som elementær menneskelig erfaring, som rettighed og som filosofisk og antropologisk fænomen eller ide.

”Frihed er noget der knytter sig til individet,” sagde han og knyttede referencer til den tysk-jødiske filosof Hannah Ahrendt.

”Det findes kun mellem mennesker. Som noget intersubjektivt.”

”Men det er ikke alle former for frihed, der kan kobles med ånd. Om man vil have en napoleonshat eller en anden slags kage har ikke med ånd at gøre. Men at vælge en respirator til eller fra kræver ånd. Ånd har en moralsk og æstetisk dimension.”

Hans-Jørgen Schanz blev spurgt, om friheden kan være undertrykkende?

”Ja,” svarede han kort. ”Som når de neoliberale, der har markedet som gud, tager det.”

Åndsfriheden og det moderne

Inden da havde Hans-Jørgen Schanz givet en idehistorisk redegørelse for, hvordan ånd som begreb har udviklet gennem de forskellige tidsepoker. Fra 800 år f. Kr. til i dag.

Ånd findes ifølge Schanz på alle sprog, og den findes i alle religioner. I begyndelsen når livet opstår, som det livgivende åndepust. Med kristendommen blev ånden mere abstrakt som Helligånden. Biskop Augustin opdagede viljen, som er selvstændig i sjælen, hævdede han. Viljen er organ for fremtiden, fordi viljen rummer overskridelsen af det foreliggende. De kristne forventede noget af fremtiden.

Under oplysningen forsvandt ånd og gud. Men ånden blev sekulariseret. Det moderne ændrer menneskets forhold til naturen, hinanden og sig selv. Det bliver pragmatisk, fornuftsbaseret og videnskabeligt.

Men det er ifølge Hans-Jørgen Schanz en reduktion af menneskelivet.

”Det moderne forholder sig tavst til glæde, sorg og eksistentielle spørgsmål. Moderniteten er tavs, når vi er på røven menneskeligt.”

Han anser religion og åndsliv som en naturlig del af menneskelivet, og han glædede sig over, at de nye, unge studerende i dag også kan ”tale om Gud uden at rødme”.

”Det er helt nyt, sagde han!”

Politikken kan ikke diktere pædagogikken

Leo Komischke Konnerup sagde i sit indlæg, at pædagogik er en almenmenneskelig praksis, som har betydning både individuelt og samfundsmæssigt.

”Pædagogik er et eksperiment. Man er nødt til at være eksperimentel, hvis man skal berøre eleverne. Ligesom man ikke kan spise på andres vegne, kan man heller ikke lære på andres vegne.  Læreren må gå ad de veje, der er nødvendigt at gå. Det kan være en umulig opgave og et vanvittigt ansvar. Men ingen er uden for pædagogisk rækkevidde. Den modsatte opfattelse vil være at opgive troen på, at nogen kan blive menneskelig.”

”Derfor kan politikken ikke diktere pædagogikken. Tværtimod er vi nødt til at have et samfund, som kan fremme skole og pædagogik. Og en pædagogisk videnskab. Vi mangler pædagogiske ord. Vi har fået en uddannelsesvidenskab, der taler om alt andet end pædagogik.”

Dermed var friskolemanden ikke helt uenig med DPU-lektoren Jens Erik Kristensen.

Men hvad var konklusionen på mødet efter sidste dag?

Der var ingen.

Tilbage står mødets særlige ånd.

Ved mødets begyndelse fik alle udleveret en fin, personlig notesbog sammen med Inger Christensens ”Alfabet”. Begge bøger smukt indbundet.

Opfordringen fra arrangørerne var at tage hånd om skolens, dannelsens og åndsfrihedens sprog ved at skrive gode ord og tanker ned i notesbogen og engagere andre i et mangfoldigt fortolkningsfællesskab om skolens og demokratiets liv og fremtid.

Af oplægsholdere, værkstedsledere og paneldeltagere kan nævnes:

Simon Axø, Keld Skovmand, Lene Tanggaard, Jens Erik Kristensen, Dorte Lange, Henrik Andersen, Caroline Holdflod Nørgaard, Ingrid Ank, Niels Jakob Pasgaard, Mette Frederiksen, Jeanette Sjøberg, Knud Romer, Merete Riisager, Thomas Aastrup Rømer, Kåre Egholm, Hans-Jørgen Schanz, Michael Greis Andersen, Carsten Fogh Nielsen, Lakshmi Sigurdsson, Pia Henriksen, Jens Blendstrup, Leo Komischke-Konnerup, Peter Bendix Pedersen og Pernille Abd-el Dayem.

Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere. 

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke. Tilmeld dig her.