Der skal penge på bordet!

Desværre har finansieringen langt fra fulgt udviklingen i samfundet og i skolernes opgave, særligt i den almene del. Hvis man vil have de rå tal, kan man f.eks. læse debatindlægget fra Lars Andersen, Direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i Berlingske 16/2 dette år: Folkeskolen trænger, eller den nye analyse fra WELA: En investering i fremtiden.

Politisk er der tilsyneladende velvilje som sjældent før. Måske også fordi det ikke er så svært at se, at vi har penge til gode. Den velvilje skal vi dyrke og tage imod. Og vi skal fastholde politikerne, også efter folketingsvalget. Når/hvis pengene kommer må vi gøre, hvad vi kan for at binde dem i lærerstillinger, som ikke kan fjernes i næste sparerunde. Nationale krav om normeringer er en metode med f.eks. to LÆRERE pr. klasse i visse fag og på visse årgange, mindre klasser på nogle eller alle årgange.

Det er desværre mere besværligt at binde tid til forberedelse. Fra folketingspolitikerne vil det lyde, at det er at blande sig i overenskomstforhandlingerne, og det er ikke forkert, men der kan findes kreative løsninger på den slags.

Grundlæggende er det under alle omstændigheder vigtigt at kommunerne tildeles ekstra, varige midler i økonomiaftalerne, så pengene ikke bare skal hentes ved besparelser i andre forvaltninger, som ikke har opmærksomheden lige nu. Vi er ikke de eneste, som er sparet til benet, og hvis vi accepterer en nulsumsløsning, risikerer vi selv at stå for skud, når politikerne får en ny darling.

Og vi skal ikke feje det hele af bordet, blot fordi det nogle steder er svært at rekruttere. En ordentligt finansieret folkeskole vil igen være en attraktiv arbejdsplads, og ud af 85.000 uddannede lærere i den samlede arbejdsstyrke er kun omkring 44.000 i øjeblikket i folkeskolen.

Finansiering er nødvendig for at skabe ordentlige forhold for lærere og elever. Samfundet har råd, og ærlig talt, så har folkeskolen faktisk penge til gode.