Det vil være en farlig vej at overlade økonomiske prioriteringer til kommuner og skoler alene

Socialdemokratiets nye udspil om folkeskolen kan vise vejen frem. Ikke fordi det løser alle problemer – men fordi det markerer et nødvendigt og længe savnet kursskifte. Særligt af tre grunde.

For det første er det afgørende, at der igen tales åbent om investeringer i folkeskolen. Vi kommer fra en periode, hvor folkeskolen primært har været genstand for reformer, effektiviseringer og forventninger – uden de nødvendige økonomiske ressourcer eller faglige overvejelser. ”Folkeskolen har aldrig haft flere ressourcer”, har været en besværgelse, der dækkede over, at folkeskolen reelt har stået stille i årtier, mens resten af samfundet er blevet rigere år for år. At en statsminister nu taler om investeringer, er et vigtigt politisk signal til både lærere, elever og forældre.

For det andet er det positivt, at folkeskolen ser ud til at blive det store tema ved det kommende folketingsvalg. Folkeskolen er rygraden i vores samfund. Når folkeskolen er presset, mærker vi det alle.

For det tredje – og måske vigtigst set fra lærernes perspektiv – er der i udspillet en tydelig anerkendelse af, at folkeskolen er afhængig af dygtige, uddannede lærere og børnehaveklasseledere. Det er et vigtigt opgør med tankegangen fra folkeskolereformen i 2013, hvor sproget – og i praksis også politikken – gled fra begreberne ”elever og lærere” til ”børn og voksne” og fra ”undervisning” til ”læring”. Det var ikke bare ord. Det var et udtryk for en afprofessionalisering, som stadig har konsekvenser i dag.

Derfor er det også meget væsentligt, at der nu lægges op til en form for binding af lærerressourcen. I udspillet er der lagt op til et klasseloft på 14 elever i indskolingen med lokale justeringer. Man kunne godt forestille sig at binde ressourcerne i undervisningen i form af for eksempel to-lærerordninger eller en lærer-elev ratio på undervisning, som medfører et lavere undervisningstimetal, tid til forberedelse og to-lærerordninger – men det er netop bindingen, som er det centrale her.

Vi har dårlige erfaringer med løse puljer og uforpligtende midler – som for eksempel lærermilliarden – hvor pengene forsvandt i kommunernes samlede økonomi, uden at vi kunne følge dem ud i klasselokalerne. Skal ressourcerne gøre en reel forskel, kræver det politiske bindinger. Lige nu er der ikke mange muligheder for at binde midler fra Christiansborg, det kan være på klassekvotienten eller undervisningstimetal.

Intentionen bag idéen om en “lilleskole” er god, når den handler om at styrke relationen mellem lærer og elev. Men jeg bakker op om enhedsskolen. Vi har brug for en sammenhængende folkeskole, hvor klassen er den bærende enhed gennem hele skoleforløbet med stærk prioritering af klasselæreren og genindførsel af klassens tid.

De politiske aftaler om folkeskolen skal give reelle muligheder for at forhandle ordentlige overenskomster om løn og arbejdstid i respekt for den danske model og med det klare formål, at der er nok uddannede lærere i folkeskolen. Det gør de ikke i dag. Den nuværende cocktail af afbureaukratisering, frihed til kommunerne og for få ressourcer til for mange opgaver låser systemet og modarbejder selv de bedste politiske intentioner.

Det vil være en farlig vej at overlade prioriteringerne til kommuner og skoler alene. Der skal være bindinger, som sikrer, at ressourcerne når helt ud i klasselokalerne. Fem milliarder kroner lyder af meget, men der er også rigeligt at bruge penge på. Hvis det stod til mig, kunne der sagtens være behov for en langt større investering.

Socialdemokratiet har nu lagt et udspil på bordet, som rummer mange gode elementer. Nu skal de øvrige partier komme med deres bud, så vi ved, hvad de går til valg på omkring folkeskolen. Mit klare råd er, lyt til lærerne. Vi står i praksis hver eneste dag. Vi har erfaringerne og den viden, som er helt nødvendig for at træffe de rigtige beslutninger på Christiansborg – så vi kan lykkes med folkeskolen i kommunerne og i klasselokalerne.