Folkeskolen bygger på demokrati og ytringsfrihed

Grundlovstale til Paty-arrangement den 5. juni 2026

Kære alle sammen.

Tak for invitationen til at tale – med det 7. F, som er formål og faglighed i folkeskolen. Det hænger for mig tæt sammen med ytringsfrihed, metodefrihed og undervisningsfrihed og særligt en dag, hvor vi fejrer vores Grundlov.

Nogen vil måske spørge, hvorfor jeg som forperson for en fagforening – lærernes fagforening her i København – skulle have nogen særlig adkomst til at mene noget om ytringsfrihed. Ud over, at vi selvfølgelig alle sammen som borgere i et demokratisk samfund må bakke op om alles ret til at ytre sig frit inden for lovens rammer.

Men der er faktisk gode grunde til, at jeg som lærerforperson i særdeleshed har holdninger til ytringsfrihed og borgernes – og i mit tilfælde mine medlemmers – ret til at ytre sig frit. Og det hænger tæt sammen med folkeskolens formål, som udfoldes gennem faglighed og undervisning i fagene.

Den første grund handler om den rolle, vi som lærere i folkeskolen har i forhold til at videregive og undervise i en demokratisk levemåde og samværsform, så kommende generationer kan overtage og videreudvikle den demokratiske samfundsmodel, som vi har i Danmark.

Skolens undervisning sker som bekendt i en række fag, og som det smukt er formuleret i Folkeskolelovens formålsparagraf, så skal folkeskolen ”forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.”  Det er en kerneopgave for os som lærere, at vores elever bliver borgere i et demokratisk samfund. Det sker gennem undervisningen i fagene.

Det siger sig selv, at uden alles frihed til at ytre sig, så kommer man ikke langt med hverken åndsfrihed, ligeværd eller demokrati. Og som det også fremgår af lovens formulering, så er demokrati ikke noget, vi alene underviser i eller om – det er en måde at organisere undervisningen og selve skolens hverdag og fællesskab.

For få år siden var vi i Københavns Lærerforening initiativtagere til bogen ”Skolens Demokratiske Tilstand”, som handler om, hvad en demokratisk pædagogik egentlig er, og hvad det betyder for skolens praksis. I bogen er der fokus på, hvordan vi i fællesskab kan skabe en demokratisk skoleform, og nødvendigheden af skolen som demokratisk arbejdsplads for lærerne.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at baggrunden for vores bogprojekt også var et forsøg på at dæmme op for en stigende tendens til at begrænse lærernes frie valg af metode i undervisningen og i sidste ende også deres ret til at ytre sig om folkeskolens tilstand. Ud fra den grundlæggende opfattelse, at vi ikke kan skabe en folkeskole med demokrati og ytringsfrihed, hvis ikke skolens lærere oplever netop demokrati i arbejdet og frihed til at ytre sig.

Den anden grund til, at jeg har ytringsfrihed øverst på dagsordenen, er, som mange måske er bekendt med, at vi helt konkret oplevede, at vores arbejdsgiver i form af Københavns Kommune sidste år forsøgte at forhindre et af vores medlemmer i at ytre sig i offentligheden i forhold til en debat om folkeskolen i medierne.

En københavnsk lærer – Rikke Johansen – var blevet interviewet af en journalist til en artikel om vold i skolen, hvor hun havde fortalt om sine konkrete oplevelser i en tidligere ansættelse. Det fik den konsekvens, at hun blev indkaldt til en samtale og blev bedt om at holde ”lav profil”. Vi tog naturligvis kontakt til arbejdsgiver, Københavns Kommune, men de havde ikke i sinde at ændre formuleringen ”holde lav profil i pressen”.

Det er soleklart, at vi som lærernes fagforening altid vil forsvare vores medlemmers ret til at ytre sig i offentligheden. Hvordan skal vi nogensinde kunne forbedre forholdene i folkeskolen eller forholde os til nogle af de aktuelle problemer i skolen, hvis vi som lærere ikke må ytre os i debatten?

Vi tog sagen til Folketingets Ombudsmand. Sagen endte med, at Ombudsmanden udtalte en klokkeklar kritik af Københavns Kommune. Det var en vigtig og principiel sag.

Hvis det havde været en enkelt sag, ville den jo så have været ude af verden og løst til alles tilfredshed. Men da vi for et år siden i en undersøgelse blandt alle vores medlemmer i folkeskolen spurgte ind til deres oplevelse af mulighederne for at ytre sig, var billedet desværre et andet. Det skal tages alvorligt. Hvert fjerde medlem sagde, at de har undladt at ytre sig i offentligheden, fordi de er bange for reaktionen fra deres arbejdsgiver. Mere end hver tredje har undladt at ytre sig internt på arbejdspladsen af samme grund.

Det er ikke bare et problem for os som lærere, det er et grundlæggende problem for skolen. Hvordan skal vi som lærere undervise i åndsfrihed og demokrati – en grundpille i selve folkeskolen, hvis vi ikke tør ytre os?

Politikerne på Rådhuset har reageret, og jeg skal i den kommende uge til møde med Børne- og Ungdomsudvalget om ytringsfrihed. Mit budskab til politikerne vil klart være, at vi aldrig får en demokratisk folkeskole med ”åndsfrihed, ligeværd og demokrati”, hvis lærerne ikke oplever en demokratisk arbejdsplads med plads til faglige diskussioner, kritik og uenighed.

At ytre sig som lærer er en forpligtelse, det er en del af professionen. Hvis vi ikke beskytter denne ret, risikerer vi at underminere fundamentet for - og selve formålet med - den folkeskole, vi ellers ønsker at bevare og udvikle. Det ansvar, der følger med at være lærer, er ikke kun at undervise i fagene – det er også at deltage aktivt i udviklingen af skolen og af det samfund, vi ønsker at leve i.

Vi ser det desværre over hele kloden. Når demokratier forvitrer, og når ytringsfriheden presses, så er nogle af de første, der rammes, samfundets lærere. Måske fordi ensretning i skolerne og afskaffelse af lærernes metodefrihed er den direkte vej til ensretning af hele samfundet. Historien viser, at autoritære bevægelser altid retter blikket mod skolen og lærerne først. Fordi åbne, kritiske fællesskaber er fascismens og diktaturers direkte modsætning.

I USA begrænses lærernes ytringsfrihed direkte, og det er ikke kun folkeskolen, der er under angreb. Biblioteker, uddannelsessteder og nogle af verdens førende universiteter er under angreb.

Et helt andet sted i verden – i en lille provinsby i det sydlige Rusland – gik en lærer ved navn Pasha rundt og filmede dagligdagen på sin skole. Og i takt med, at kravene til undervisningen i skolerne ændrede sig parallelt med krigen i Ukraine og militariseringen af det russiske samfund, blev det til en samlet fortælling og dokumentarfilm om, hvordan et helt skolesystem går til grunde på grund af ensretning og politisk kontrol.

Jeg var meget rørt første gang, jeg så Pashas film ”Mr. Nobody against Putin”. Det lykkedes mig efter en god indsats at få Pasha til København for at se og debattere filmen sammen med de københavnske lærere. Det blev en meget bevægende eftermiddag med Pasha, som jeg tror, at alle de deltagende lærere vil gemme dybt i deres lærerhjerter for altid. På en mærkelig måde stod det her lysende klart for os alle, at lærerens betydning for eleverne og for samfundet, er noget universelt. Og vi forstod helt umiddelbart, hvad det betyder, hvis en statsmagt pludselig dikterer og detailstyrer undervisningen.

Pasha har helt fortjent vundet både en BAFTA og en Oscar for sin film.

Tak, Pasha, for at minde os om, hvad det vil sige at være lærer.

Hvad Pashas film fortæller os er ikke bare, hvad der sker, hvis man tager retten til at ytre sig frit fra lærerne. Nej, den fortæller os også om, hvad der sker, hvis man tager friheden til at undervise sine elever med udgangspunkt i sin profession fra lærerne. Hvis staten eller regeringen eller andre organer bestemmer, hvad undervisningen skal indeholde.

Der er et godt arbejde i gang med fagfornyelsen, som er med til at give et rum tilbage til lærerne, og det arbejde har vi naturligvis kastet os ind i i Københavns Lærerforening. Det skal overlade et større råderum til den enkelte lærers professionelle dømmekraft.

Lad det være min sidste grund her i dag: Friheden for den enkelte lærer til at tilrettelægge sin undervisning på baggrund af, hvad fagene indeholder og med udgangspunkt i den gruppe elever, der er i klassen, er helt grundlæggende for at opfylde folkeskolelovens formålsparagraf.

En omvendt Putin kunne man sige.

Og derfor skal vi holde fast i, at det ikke skal være for eksempel skiftende politikere her på Rådhuset, som skal definere og bestemme specifikke temaer og indhold, de vil have krav om, at lærerne skal undervise i.

Lærernes ret til at ytre sig og frihed til at tilrettelægge undervisningen er grundlaget for en stærk folkeskole med formål og faglighed.

Tak for ordet og god grundlovsdag til jer alle.