Katrine Fylkings tale 1. maj, Fælledparken 2025

Kære alle sammen. Glædelig 1. maj – det er dejligt at se jer alle sammen.

Dejligt at være sammen om at fejre vores fælles kampdag.

Der er virkelig fortsat noget at kæmpe for!

Selvom vi har dejlig og god stemning her i Fælledparken, så vil jeg vil starte med at se lidt ud mod verden. Der sker mange ting lige nu, som er dybt forfærdelige.

Mennesker bliver dræbt i krige og konflikter, og ikke mindst Gaza og Ukraine leverer hver dag hjerteskærende nyheder om ofre. Samtidig bliver den menneskeskabte globale opvarmning mere og mere galoperende i et tempo, som selv de største pessimister ikke havde forudset. I takt med, at katastroferne vokser, bliver viljen til at gøre noget ved dem tilsyneladende mindre.

Det er, som om verden mangler politiske ledere, som tør tage ansvar og træffe de langsigtede og rigtige beslutninger, der mere end nogensinde er nødvendige.

Men for mennesker over hele kloden – for fattige i den tredje verden, for palæstinenserne i Gaza eller for ukrainerne, for de almindelige hårdtarbejdende amerikanske arbejdere – er det dødsens alvor. Vi er vidner til et sammenbrud. Det har varet i mange år, og Trump er bare den sidste dråbe. Nyfascismen vokser i Europa.

For nogle uger siden så jeg dokumentarfilmen ”Mr. Nobody against Putin” om en folkeskolelærer i en lille russisk landsby, der er totalt dedikeret til lærergerningen. Over natten mister lærerne på skolen deres frihed til at undervise. Propaganda og statsideologi overtager bogstavelig talt skoleskemaet. Den frie tanke og kritikken forsvinder fuldstændig. Det er så skræmmende. Diktat fra Putin.

Fra USA hører vi hver morgen om nye absurde udtalelser fra en præsident, der har betegnet sig selv som et ”stabilt geni!”. Mens han underskriver dekreter.

Skal man le eller græde – eller bare slukke for nyhederne, som jeg tror, de fleste af os gør?

Hvordan kan det komme så vidt?

Jeg tror, vi har forsømt fællesskabet. Vi har forsømt den demokratiske samtale. Vi er forsvundet ind i små lukkede rum på de sociale medier. Vi har forladt en fælles vision om en verden, hvor alle har værdi, og hvor alle er frie og lige. Men den politiske kamp er heldigvis ikke tabt endnu. Vi har i fagbevægelsen en kæmpe rolle.

Det er tid til at tage kampen op mod dem, som vil undergrave vores demokrati. Overalt i verden er der mennesker, som står op og forsvarer demokratiet. I USA vokser protesterne overalt. De kæmper en kamp for fred, demokrati og frihed. Der kæmpes for at bevare det amerikanske undervisningsministerie, som Trump lukker ned. Universiteterne med Harvard i spidsen vil ikke finde sig i Trumps politiske indblanding. Det er en kamp for, at den frie tanke stadig skal være bærende for undervisningen i skoler og på universiteter. En kamp for ytringsfriheden.

Den kamp kæmper vi også herhjemme. I København har vi oplevet en arbejdsgiver, der uden grundlag har fritaget en tillidsrepræsentant for tjeneste. En arbejdsgiver, som har forsøgt at give ansatte på skolerne mundkurv på. En arbejdsgiver, som prøver at undertrykke de ansattes ytringsfrihed.

Skal arbejdsgiverne bestemme, hvad vi må ytre os om i den offentlige debat?

Skal arbejdsgiverne kunne hjemsende en tillidsrepræsentant?

Vi skal i fagbevægelsen være et bolværk mod alle forsøg på at knægte ytringsfriheden. Vi skal forsvare alles ret til at deltage i debatten.

Tak til vores formand, Gordon, for at bakke op hele vejen i den kamp for de tillidsvalgtes rettigheder og for ytringsfriheden. Tak, fordi vi kunne bevise, at når nogen truer vores rettigheder, så står vi sammen.

Vi i fagbevægelsen skal være bevidste om, at vi udgør en progressiv kraft i vores samfund. Demokratiets krise, som vi ser det i USA og mange andre steder, er ikke kommet ud af tilfældigheder. Det er resultatet af en politisk kamp. Der er kræfter, som ønsker at undergrave vores demokratiske rettigheder. Det er stærke kræfter, vi er oppe mod. Men vi har også styrke, den skal vi bruge.

Vores medlemmers ytringsfrihed er en del af fundamentet for folkeskolen, som er præget af demokrati. Lærernes ytringsfrihed er ikke kun en professionel ret – det er en demokratisk nødvendighed.

Det ansvar og den opgave, der følger med at være lærer, er ikke kun at undervise – det er også at deltage aktivt i udviklingen af skolen og af hele det samfund, vi ønsker at leve i. Og jeg er ikke i tvivl: En skole, som bygger på demokrati og ligeværd, og hvor eleverne dannes til demokratiske borgere, er det bedste værn, der findes, mod den demokratiske nedtur, vi ser mange steder i verden. Skolen – og uddannelse - er også det bedste forsvar, vi har!

Lad os minde hinanden om, at kampen for at forsvare og udvikle demokratiet ikke kun er noget, vi taler om en gang om året her i Fælledparken. Det er noget, der foregår i klasselokalerne over hele landet – ja, i hele verden - hver eneste dag - året rundt. Når vi står sammen om at forsvare vores medlemmers demokratiske rettigheder, forsvarer vi vores demokrati.

Sammen er vi stærke!

God 1. maj.