Ude foran Danmarks Lærerforenings hus i Havnegade i Allinge har en gruppe københavnske lærere tegnet hinkeruder med kvadratiske felter med tal i. Forbipasserende folkemødegæster inviteres til at hoppe og svare på spørgsmål, alt efter hvor hinkestenen lander.
”Kan en robot lære elever at læse?” eller ”Kan en kok undervise i madkundskab?
Et puf med foden til hinkesten. Et hop frem.
”Kan en pædagog løse en konflikt i frikvarteret?”
Svaret fra de fleste folkemøde-hinkere er enslydende: ”Ja, ja og ja”.
Efter yderligere nogle hop og flere spørgsmål i samme kategori begynder samtalen for alvor at tage fat om sagens kerne. For hvis læreren så nemt kan erstattes af andre i skolen, er læreren så bare en fiks idé, som parolen lyder fra københavnerlærerne?
Her svarer stort set alle ”nej,” fortæller bestyrelsesmedlem i Københavns Lærerforening, Jessica Uebelin.
Hun er med for første gang og har sammen med bestyrelseskollegerne Kjell Nilsson, Sussie Johansen og Pernille Bendix været med til at planlægge KLF’s deltagelse ved dette års Folkemøde, hvor også 10 tillidsrepræsentanter er blandt deltagerne.
Læreren er mere end bare en fiks idé
”Stort set alle, vi taler med, beskriver lærerens rolle som vigtig i skolen. Det er læreren, der skaber en sammenhæng for eleverne mellem det pædagogiske og faglige. Folk har rent faktisk øje for lærerens opgaver i skolen.”
”Det er meget positivt at høre alle mulige mennesker sætte deres egne ord og beskrivelser på, hvilken rolle læreren udfylder i skolen.”
For læreren er jo ikke bare en tilfældig voksen i undervisningen. Læreren er en uddannet fagprofessionel med specifikke kompetencer og viden. Og det budskab håber de københavnske lærere at trænge igennem med på Folkemødet.
Gennem hinkerudeaktiviteten har de københavnske lærere fredag og lørdag inviteret de mange forbipasserende til at deltage i debatarrangementet ”Læreren – Bare en fiks idé?”, der blev afholdt i eftermiddags.
Her drøftede folkeskolelærer og debattør Mette Frederiksen, forsker Nana Vaaben og Bornholms viceborgmester Morten Riis (Ø) det vigtige emne foran 60 fremmødte gæster på Klippescenen ved Danmarks Lærerforenings hus.
Efter debatten talte KLFnet med Jessica Uebelin, der var godt tilfreds med det store fremmøde og indholdet af debatten.
"Det var en god og meget spændende debat. Både Mette Frederiksen, Nanna Vaaben og Morten Riis kom med nogle ret interessante betragtninger om lærerfagligheden, og så slog de med syvtommersøm fast, at læreren ikke bare er en fiks idé.”
Jessica Uebelin vurderer, at størstedelen af tilhørerne til debatten var lærere eller folk med nær tilknytning til skolen. Det kunne man fornemme på de indlæg, der var undervejs, fortæller hun.
"Det, som kan være lidt svært i et debatformat som dette, er, at vi nemt kommer til at være vores eget ekkokammer. Ingen talte rigtigt imod, men det var nogle spændende indlæg og kommentarer undervejs, der giver stof til eftertanke. Også for os, der har været med til at planlægge det her."
KLF har sit eget kor med
Mens debat og samtale på kryds og tværs fylder gader, telte og pladser på Folkemødet, har Københavns Lærerforening medbragt et særligt krydderi i bagagen til at tiltrække opmærksomhed i mængden af andre fristende tilbud.
I alt 20 sangglade lærere fra Københavns Lærerkor er nemlig med i KLF’s folkemødegruppe.
Koret tager formation ved flere af de travle færdselsårer i Allinge, hvor folkemødedeltagere i stort antal defilerer forbi på vej til og fra de mange aktiviteter. Her synger koret muntre toner fra den danske sangskat til stor glæde for de mange, der tager sig en velfortjent pause, for at høre ”Man bli’r så glad, når solen skinner” og ”Så længe jeg lever”.
”Vi har efterhånden udset os Folkemødets mest befærdede steder til vores pop-up koncerter,” fortæller korleder Anders Jacobsen.
”Normalt samles vi tæt ved spisestederne, hvor der sidder mange mennesker, men vi tager også opstilling ved køen til toiletvognene, hvor folk står i kø i stort antal.” Her synger koret koncerter med tre – fire sange fra deres repertoire, der i år består af 16 sange.
De fleste af Københavns Lærerkors sangfugle har været på træk til solskinsøen siden KLF var med første gang i 2014, men der er også enkelte nye med i år, fortæller Anders Jacobsen.
Som det eneste kor på Folkemødet har Københavns Lærerkor de bedste betingelser for at sprede glæde med noget andet, end hvad Folkemødet ellers byder på. Og det mærker Anders Jacobsen og resten af koret.
”Lige meget hvor vi stiller op og synger, stopper folk op og nyder pausen midt i det hele. Folk roser virkelig koret og kalder altid på ekstranummer, så vi må ramme noget herovre,” siger han.
”Det er også årets højdepunkt for koret.”
”Mange af lærerne, der er med, er jo slet ikke vant til at optræde på denne her måde. Så det er en meget positiv oplevelse for dem. Folk nyder at se glade lærere, der bidrager til den gode stemning herovre.”
At koret efterhånden er en fast bestanddel ved Folkemødet kan også aflæses i de forskellige invitationer koret får hvert år til at optræde rundt om i Allinge. I år har koret optrådt i HK-teltet og hos Sydslesvigsk Forening blandt flere steder.
Værdifuldt sammenhold
Når Københavns Lærerforening vælger at tage af sted til Folkemødet, så skyldes det ifølge bestyrelsesmedlem Jessica Uebelin, at der er brug for, at lærerne er synlige og deltager i debatterne om skolen.
Det mener hun, at københavnerdelegationen blandt andet lykkes med ved at lave aktiviteter som dem med hinkeruderne og med debatten om lærerrollen i Danmarks Lærerforenings hus.
"Som lærere kommer vi jo under pres, når politikerne forhandler skolebudgetterne i kommunen. Så kommer spørgsmålet igen og igen: "Hvor kan man spare henne?". Der oplever vi, at der er tendens til, at der foreslås andre faggrupper til at erstatte læreren. Det vil vi gerne sætte fokus på med vores debatarrangement."
Ifølge Jessica Uebelin er der også en stor værdi i det sammenhold, der opstår, når man tager afsted sammen som gruppe.
”Det med at være afsted sammen til Folkemødet, hvor vi har samtaler om det her emne, synes jeg er mindst lige så vigtigt – at vi som fagforening kan skabe rammen om. Vi får vendt det sammen og taget debatten med en masse forskellige mennesker. Det er meget betydningsfuldt.”
Foreningen Folkemødet vurderer, at 26.000 mennesker gæstede Folkemødet torsdag. Det tal steg fredag til 35.000, mens besøgstallet for lørdag, der forventes at være endnu højere, ikke er opgjort ved redaktionens afslutning.
Københavns Lærerforening arrangerede debatten ”Læreren – bare en fiks idé” sammen med Bornholms Lærerforening. Debatten blev optaget på video og kan ses på KLFnet.dk fra mandag eftermiddag.
Flere af deltagerne opdaterer deres Facebook med oplevelser og indtryk fra Folkemødet. Hvis du søger efter #Kbhlaerere kan du se flere af deres opslag.
Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere