”Godt vejr, kampgejst, hygge med kollegaerne og god mad. Til september deltager Københavns Kommune igen i DHL Stafetten, der i år har 40-års jubilæum”.

Sådan skriver Københavns Kommune om DHL Stafetten, hvor kommunens medarbejdere kan løbe med 1. september i næste uge. Men i år er det væsentlig dyrere og sværere for Københavns lærere at deltage i det traditionsrige løb. Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune har nemlig valgt at spare udgifterne til DHL Stafetten væk.

”Det betyder, at deltagerne fra BUF skal tilmelde sig direkte hos arrangøren og selv betaler for deltagelsen. Det betyder også, at deltagerne fra BUF selv skal stå for at finde faciliteter på dagen og selv er ansvarlig for forplejning,” skriver kommunen.

Tanja Agergaard, der er idrætslærer på Bellahøj Skole, opdagede fornyligt de nye forhold, da hun ville tilmelde sig selv og kollegaerne til stafetten. I stedet har skolen nu taget en fælles beslutning om ikke at deltage i år.

”Jeg er ærgerlig over, at jeg efter et stort arbejde med at samle kollegaerne finder ud af, at BUF har valgt ikke at finde økonomi til os, der er ansat i forvaltningen,” siger hun.

Bekymret for brand og sammenhængskraften

Børne- og Ungdomsforvaltningen støtter ikke DHL Stafetten økonomisk længere, fordi forvaltningen i forbindelse med budget 2021 skal spare 155 millioner kroner. Derfor besluttede Børne- og Ungdomsudvalget i forbindelse med Københavns Kommunes budget for 2021 at fjerne forvaltningens udgifter til DHL. På den måde sparer BUF 830.000 kroner om året.

Københavns Kommunes HR-kreds har i forbindelse med besparelsen kommet med en række bekymringer. Kredsen, der består af HR-chefer på tværs af Københavns Kommune, har blandt andet bemærket at ”hvis medarbejderne i BUF bliver udelukket fra muligheden for at indgå i et fælles medarbejderarrangement, er det vurderingen, at det kan have betydning for sammenhængskraften”.

HR-kredsen er også bekymret for, at BUF’s valg kan have betydning for Københavns brand som en arbejdsplads, der har fokus på sundhed og bevægelse. Og i værste tilfælde at BUF’s beslutning    ”… risikerer at medføre en reel nedlæggelse af Københavns Kommunes deltagelse i DHL.”

Kan ramme arbejdsmiljøet

Tanja Agergaard fra Bellahøj Skole er bekymret for, at den manglende personalepleje af lærere, pædagoger og undervisere i sidste ende går ud over arbejdsmiljøet på den enkelte skole.

”Man har jo allerede sparet julegaverne væk, og vi må heller ikke købe en sandwich, når vi har lange møder sent på dagen. Og nu afskaffer man også det afskaffer et løb, hvor vi har kunne hygge os sammen og møde gamle kollegaer og studiekammerater fra andre skoler,” siger hun.

”I forvejen har det sidste halvandet år været rigtig hårdt. Derfor havde vi kunnet få rigtig stor glæde ud af at komme ud og hygge os sammen. Jeg synes, de lukker noget ned, som har en stor betydning for arbejdsmiljøet.” 

KLFnet har forsøgt at få et interview med børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen. I stedet har redaktionen modtaget en kort, skriftlig kommentar:

”Jeg er fuldstændig med på, at DHL-stafetten og andre gode personaleevents er vigtige for mange medarbejdere. Men vi er også nødt til at agere ansvarligt, og igen i budgettet for 2021 var vi i Børne- og Ungdomsudvalget tvunget til at finde en række besparelser på kommunes ikke-lovpligtige tilbud. Det vigtigste for mig har været at holde lærere og pædagoger fri af effektiviseringerne,” skriver børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen.

Her har BUF sparet på personaleplejen:

I 2019 udsendte Børne- og Ungdomsforvaltningen i København en regnskabsinstruks, der sløjfede julegaver til medarbejderne og forplejning til møder.

Nu har forvaltningen også valgt at spare udgifterne til DHL Stafetten. I alt forventer forvaltningen at spare 830.000 kroner hvert år, ved ikke at have udgifter til DHL. Børne- og Ungdomsforvaltningen sparer 260.000 kroner ved ikke at skulle betale tilmeldingsgebyr og 570.000 kroner ved ikke at bidrage til Københavns Kommunes fællesudgifter til telte, t-shirts og mad under DHL Stafetten.

 

Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere. 

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.