Måske burde vi skrive underretninger på skolesystemet

Der er en bestemt måling, som har fyldt meget i debatten om folkeskolen de sidste mange år. Det er det procenttal, som viser, hvor mange elever, der er i et specialskoletilbud. Det tal har svinget fra 5,5% i skoleåret 11/12, 4,8% i skoleåret 14/15 til 6,5% i skoleåret 22/23. Det bliver italesat, som hvor mange elever, der ekskluderes og ikke længere er en del af den almene folkeskole. Udgifterne til det specialiserede område har ligeledes svinget, og det er bestemt også grunden til det store fokus på netop det tal.

Alle børn skal have det rette skoletilbud, og når vi taler om folkeskolen, så omfatter det både almen- og specialskoler. Politikere med ansvar for økonomien ønsker at flere elever bliver i almenskolen, da andet kan blive en bekostelig affære. Det ser ud til at være den store udfordring i alle kommuner.

Det bliver beskrevet som en nedadgående spiral, hvor der spares på det almene område for at finansiere de øgede udgifter på det specialiserede område. Det giver sig selv, at det er en udvikling, som ingen ønsker skal fortsætte. I søgen efter en mirakelkur, hvor udviklingen kan vendes uden yderligere udgifter, melder spørgsmålet sig, om almen-begrebet er blevet for snævert?

Her oplever jeg, at skolens aktører retter blikket mod lærere og andre fagpersoner i undren over, hvorfor så mange elever visiteres til specialområdet. Der er behov for at nuancere debatten, når vi bliver mødt med spørgsmålet om, hvorvidt almenbegrebet i folkeskolen er blevet for snævert. Der er en tendens til, at der så fokuseres på lærerne og de enkelte elever. I virkeligheden handler det måske ikke så meget om lærernes vurdering af de enkelte elever, men mere om hvordan politikerne har indrettet og prioriteret folkeskolen?

Der er elever, som ikke kan og skal være i en almen folkeskole. De skal være i et specialskoletilbud, som passer til dem. Men min oplevelse er, at der faktisk også er børn, som visiteres til en specialskole, hvor det højest sandsynligt med en tidlig indsats og en mere rummelig folkeskole havde givet god mening at lade eleven blive i almenskolen. Hvor alle i sidste ende havde fået mere ud af det.
Det korte svar på, om almenbegrebet er blevet for snævert, er nemlig ja. Med den folkeskole, som er skabt gennem de sidste 10 års skolepolitiske beslutninger, har politikerne indsnævret almenbegrebet. Det handler ikke om lærernes syn på eleverne. 

Gennem massiv detailstyring, målstyring, kontrol og testkultur har politikerne trukket glæden ud af folkeskolen for mange elever og lærere. Der har været et skadeligt fokus på “læring” og præstation. Politikerne har skabt en presset skole, hvor der ikke har været plads til god undervisning, til at gribe nuet eller plads til variation og udvikling på den enkelte skole. Man har sat eleverne under voldsomt pres ved at reducere lærernes forberedelsestid og ikke længere give dem mulighed for at være til stede for de enkelte elever og klassefællesskabet. Klasselærer-opgaven er mange steder reduceret og klassens tid er afskaffet. Det er alvorligt og har store konsekvenser for de elever, som ikke kan trives i skolens nuværende rammer.

Her sker der ofte det, at de elever, som ikke kan finde sig til rette og trives, visiteres efter diverse specialpædagogiske indsatser til et specialskoletilbud. Hvilket muligvis er den bedste løsning for den pågældende elev på det tidspunkt. Men grundlæggende er et resultat af den måde, folkeskolen er blevet indrettet på.

Måske skal vi til at skrive PPVer og underretninger på skolesystemet og ikke på de enkelte børn?

Min opfordring er, at hvis vi overordnet skal forstå, hvad der er på spil, når der tales om almenbegrebet, så skal vi ikke fokusere så meget på den enkelte elev og på, hvad der er almindeligt, men mere på, hvordan vi skaber en folkeskole, som passer til eleverne. Hvis vi ikke kommer til at se økonomiske investeringer og grundlæggende forandringer af folkeskolen, så vil den nedadgående spiral fortsætte. Og ja, så vil almenbegrebet blive endnu mere snævert. Men det er et politisk ansvar og ikke et pædagogisk og didaktisk ansvar, som skal efterlades hos lærerne.

Denne klumme blev i forkortet udgave bragt som debatindlæg i Politiken den 6. november 2023