”De kan ikke forstå nyheder. De kan ikke kende forskel på løgn og sandhed”, mener han, og lægger ret entydigt ansvaret for udviklingen på den svenske folkeskole.
Det ville være fristende fra denne side af Øresund at pege på svenskernes mildt sagt uheldige politiske eksperimenter i uddannelsessektoren gennem de seneste årtier, hvor man bl.a. privatiserede folkeskolen.
Problemet er bare, at mange af de pointer, som Harrison fremlægger, kan genfindes i Danmark. Vores politiske model, som er rundet af oplysningstiden og hvad deraf fulgte, forudsætter en befolkning af kompetente, dannede borgere, og det har i århundreder været bestræbelsen – uanset regeringers politiske ståsted – at danne og uddanne folket. Hvis det udgangspunkt smuldrer, står vi meget hurtigt foran afslutningen på demokratiet som styreform.
Årsagen til problemerne kan findes mange steder.
Professor Harrison kalder det ”vanvittige politiske beslutninger” og ”mislykkede pædagogiske tilgange”. Jeg kan pege på absurd detailstyring af undervisningen i fagene og den gennemgående udsultning af folkeskolens økonomi, som er sket gennem årtier. Eller den systematiske kampagne mod lærerfaget mest markant gennemført af KL og Helle Thorning-Schmidt-regeringen op til folkeskolereformen i 2013. Lærernes faglighed og autoritet er folkeskolens rygrad, og hvis lærerfaget undermineres, svækkes folkeskolen i meget alvorlig grad.
De seneste 10 år er manglen på uddannede lærere i folkeskolen eksploderet, fordi alt for få unge søger ind på læreruddannelsen. I Københavns Kommune er hver tredje ansat i et lærerjob ikke uddannet til det, og hvis nogen søger efter en forklaring på skolens krise, er det et godt første sted at rette sin opmærksomhed.
Dertil kommer en række faktorer med samme mekanisme, som Dick Harrison beskriver som det store svigt fra sin barndom, hvor han blev tvunget væk fra bøgerne: Børn og unges galopperende brug af skærme, de sociale mediers algoritmer (tiktokificeringen), og senest AI som lige nu rammer hele uddannelsessektoren hurtigt og hårdt med uforudsigelige konsekvenser.
Men ikke mindst en folkeskole, hvor formålet udvandes, lærerprofessionens autoritet smuldrer og den faglige undervisning i fagene nedprioriteres til fordel for isolerede trivselsindsatser og pædagogiske projekter uden sammenhæng med folkeskolens formål.
Uanset vores ideologisk/politiske udgangspunkt og dermed forklaringsmodel på problemet er der for mig at se en ting, vi kan være enige om på tværs at forskellene: Vores samfund står overfor store udfordringer, som risikerer at undergrave demokratiet, og folkeskolen er muligvis det eneste sted, vi kan kæmpe imod. Det kræver handling, og det bør alle også kunne samles om. Vi risikerer at stirre os blinde på en enkelt trussel mod vores demokrati, hvis vores opmærksomhed alene rettes imod det, der foregår i ukrainske skyttegrave, og helt overser, at demokratiet ikke overlever, hvis hele generationer forlader skolen uden at kunne begå sig som borgere i et samfund.
Det er et spørgsmål om politiske prioritering.
Det handler om, at vi skal give alle elever mulighed for at danne sig deres egen mening og deltage i demokratiet. Forudsætningen herfor er, at man kan læse og skrive, forstå det, man læser, kende forskel på sandhed og løgn og kunne skelne en kilde fra en påstand. Det er forudsætningen for et oplyst folkestyre med borgere, der kan tage ansvar, deltage og indgå i samtale og diskussion med andre.
Det er i virkeligheden det, folkeskolens vigtigste opgave handler om: at være borgere i et demokratisk samfund. Og netop derfor er folkeskolens krise så alvorlig. For hvis vi ikke længere sikrer, at alle børn får de kundskaber, der gør dem i stand til at forstå og forholde sig kritisk til verden omkring dem, så svækker vi ikke bare skolen. Så svækker vi selve det fundament, vores demokrati står på. Derfor må vi slå ring om folkeskolen.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere