De seneste par år har børn og andre interesserede haft ekstra gode muligheder for at udforske naturvidenskaben på Københavns Lærerforenings Kolonier. Projektet ’NaturligVis på koloni’ har nu fået en ekstra pose penge til en version 2.0, så det kan nå ud til endnu flere børn.

En flagemusedetektor, der gør, at du kan høre flagermus og bestemme, hvilken art det er. En UV-lygte, der gør, at du kan se ting, man ikke normalt kan se med det blotte øje. Eller en vandkikkert, som du kan undersøge havbunden med.

Den slags udstyr kan børn nu få endnu mere glæde af på Københavns Lærerforenings Kolonier. Grejet er en del af projektet ’Naturligvis på koloni 2.0’, og det projekt har for nyligt fået ny støtte fra Novo Nordisk Fonden. Lige før jul blev knap seks millioner kroner sendt projektets vej.

”Pengene skal især bruges til at udbrede ’NaturligVis på koloni’ til lejrskoler, så det ikke kun er forbeholdt de børn, der tager på koloni i sommerferien,” siger Søren Freiesleben, leder af kolonierne.

Sammen med sin kollega Gitte Nemholt har han arbejdet på projektet, der første gang blev støttet i 2020, dengang også af Novo Nordisk Fonden. Den nye støtte strækker sig over de næste tre år.

Ambitionen er at nå 15.000 skolebørn

Kolonierne ligger placeret 29 forskellige steder rundt i landet – alle tæt ved vandet. Og placering er en af de ting, der gør det oplagt at undersøge naturen ved kolonierne. Der er adgang til både strand, skov og eng, og dermed et rigt dyre- og planteliv.

Mellem 3.300 og 4.000 børn tager på koloni hver sommer. De seneste år har de altså haft adgang til materialet fra ’NaturligVis på koloni’, og med udvidelse skal endnu flere børn have adgang. Ambitionen er, at komme ud til 15.000 skolebørn over de næste tre år: 6.000 igennem sommerkolonierne, og 9.000 gennem lejrskoler i løbet af året. Og håbet er netop, at flere københavnske skoler vil benytte sig af kolonierne som destination for deres lejrskole.

”Der er flere fordele ved at bruge en koloni til lejrskole. Københavnske skoler får det til en lavere pris end andre. Og når man lejer en koloni, har man fuld disposition over hele området og alle lokaler. De ligger jo fantastisk placeret rundt i vandkanten af landet,” siger Søren Freiesleben, og nævner, at nogle skoler foretrækker vandrehjem, fordi det er en nemmere løsning i forhold til mad til eleverne. Kolonierne er dog ved at se på løsninger med at inkludere mad og rengøring i pakken, når man lejer en koloni, fortæller han.

Københavns Kommune har desuden bevilget 13 millioner kroner i 2023 til flere lejrskoler for de københavnske skoler.

Der er ikke altid et facit

Materialet til ’NaturligVis på koloni 2.0’ indeholder flere ting udover det tidligere nævnte grej som flagemusedetektorer og UV-lamper (du kan se en komplet liste over grejet her). Der er blandt andet en række kort, der skal inspirere børn og voksne til at undre sig over naturen. Naturvejleder Helen Holm har været med til at udvikle projektet og materialet, og netop det at undre sig er en vigtig del.

”Vi har nysgerrigheden i centrum. Der er ikke svar på alle tingene, og det er fint, hvis lærerne heller ikke kender svaret, for det handler ikke altid om at finde et facit. Desuden er materialet let at gå til, så man kan selv vælge, om man vil forberede sig hjemmefra eller bruge materialet uden den store forberedelse,” siger Helen Holm, der til daglig arbejder med at styrke foreninger, landsorganisationer og kommuner i Foreningsudviklerne.

LÆS OGSÅ: Hvordan ved man, om en vandmand i virkeligheden er en dame

Helen Holm fortæller også, at hun og den øvrige projektgruppe er i gang med at udvikle nogle mobile laboratorier til den udvidede version af projekt. De kommer til at stå på nogle udvalgte kolonier. I det hele taget kan projektet udvikle sig meget, når det på lejrskoler bliver en del af undervisningen:

”Det er noget helt andet, end når børnene er på sommerferie. Nu er det for eksempel muligt at lave noget opvarmning hjemme på skolen, ligesom man kan tage nogle pointer med sig hjem og arbejde videre med i klassen efterfølgende,” siger Helen Holm.

Med i projektet er desuden også Experimentarium, og planen er, at der afholdes en særudstilling med elevernes resultater fra lejrskolerne, hvor der er præmier på højkant. Københavns Professionshøjskole er også samarbejdspartner.

Du kan finde inspiration til, hvordan materialet kan bruges på hjemmesiden her. Hvis du er interesseret i at komme på lejrskole på en af kolonierne og afprøve materialet, så ring til kolonierne på 33 25 44 25.

Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere.

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.