Skolens opgave er god undervisning

Det bliver en udfordring for os fagprofessionelle at holde fokus på de muligheder, der følger med folkeskolens kvalitetsprogram og samtidig inkludere langt flere elever med særlige behov i undervisningen.

Som lærere og folkeskolens professionelle deler vi det helt overordnede ønske om, at så mange elever som muligt skal være en del af den almene undervisning, hvis det er det bedste tilbud til dem. I København er det et enigt Børne- og Ungdomsudvalg, der står bag de nye initiativer med ”Mangfoldige børnefællesskaber”, så det er den politiske virkelighed, vi skal være i og forholde os til. Konsekvenserne vil vi opleve først i indskolingen, og det er afgørende, at både de ressourcer, der følger med initiativerne i mangfoldige børnefællesskaber, og de ressourcer, som vil blive udløst i form af tid i en såkaldt ”timebank” i Folketingets kvalitetsprogram for folkeskolen, bliver anvendt, så det kan mærkes der, hvor det giver bedst mening.

Det kræver nogle nøje overvejelser på skolerne. Vi skal lykkes med Mangfoldige børnefællesskaber samtidig med, at vi skal lykkes med at realisere intentionerne med en ny folkeskoleaftale og folkeskolens kvalitetsprogram. Vi skal se mulighederne med flere elever i almenundervisningen samtidig med, at vi skal arbejde med fagfornyelsen og de nye fagplaner for fagene, realisere juniormesterlære, undervise med særlige indsatser for de fagligt svageste elever i dansk og matematik og en række andre initiativer.

Når to så store indsatser, som ikke nødvendigvis hænger sammen hverken politisk, værdimæssigt eller organisatorisk, rammer ind i virkelighedens praksis på samme tid, betyder det højrisiko i forhold til, at resultatet bliver en overophedet og stresset hverdag for både elever og ansatte. Folkeskolen risikerer at ende i et krydspres, hvor en national og en kommunal dagsorden, som ikke har noget med hinanden at gøre, på samme tid lander på skolerne og skal gøres til virkelighed i den daglige undervisning. Man får fornemmelsen af politikere, der fra hver deres osteklokke træffer beslutninger, skolerne skal navigere i, som på nogle områder helt mangler føling med skolens virkelighed. I den daglige undervisning giver det ikke mening at skelne mellem, hvad der er kommunalt, og hvad der er nationalt.

Kompleksiteten i skolen er dermed meget høj med to så store initiativer, der skal realiseres på samme tid, og det vil kræve meget af skolen, at kunne lykkes og indfri de store potentialer og de muligheder, som følger med begge initiativer. Der er en række forudsætningerne, som skal være opfyldt, for at vi kan lykkes.

For os i folkeskolens praksis er det afgørende, at vi kan prioritere vores opmærksomhed, tid og overskud. Vi skal gribe muligheden for at skabe en bedre folkeskole – med et endeligt opgør med læringsmålsstyring, kompetencetænkning og præstationspres. Det kommer til at kræve meget af os som fagprofessionelle i skolen – og vi skal have plads og muligheder. Forudsætningerne for at kunne lykkes handler om faglige, pædagogiske og didaktiske vurderinger og prioriteringer. Hvis forandringerne skal bringe os et bedre sted hen, så skal der være rum til faglige drøftelser, hvor vi fagprofessionelle kan udfolde vores faglighed, diskutere med hinanden og sætte en fælles retning for vores skole.

Der er en høj risiko for, at når hverdagen rammer med flere elever med særlige behov i den almene undervisning, så er dér vores opmærksomhed samles med brandslukning omkring enkelte lever. Og så taber vi muligheden for at få reel indflydelse på at skabe en bedre folkeskole.

I alle rum skal vi som fagprofessionelle søge indflydelse. Vi skal søge indflydelse i MED-samarbejdet, i skoleplanen, når det kommende skoleår planlægges og i arbejdet med A20 og alle andre steder, hvor beslutninger bliver taget, det kan for eksempel være i Pædagogisk Råd eller andre fora, hvor skolen udvikles pædagogisk. Her må vi insistere på, at vi ikke alene skal bruge vores tid på Mangfoldige børnefællesskaber, men også på folkeskolens kvalitetsprogram.

Selvfølgelig må ingen elever blive tabt. Det skal vi sætte al vores faglighed og kræfter ind på. Alle elever har ret til et undervisningstilbud, der tager hensyn til deres forudsætninger og udfordringer. Eller som der står i Folkeskoleloven: ”Børn, hvis udvikling kræver en særlig hensyntagen eller støtte, gives specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand i specialklasser og specialskoler.” Det er et politisk ansvar, at loven overholdes. Ingen kolleger må stå alene med at skulle løfte umulige opgaver i den daglige undervisning. Det er vores fælles ansvar som folkeskolens professionelle, at både elever og lærere fortsat trives, når de politisk besluttede ændringer føres ud i livet og skal omsættes i den daglige undervisning. Og det er afgørende, at vi meget hurtigt kræver handling fra en aktiv skoleledelse, hvis der opstår problemer.

Vi skal forlange at sidde med ved bordet – både centralt og på den enkelte skole – når den pædagogiske udvikling af skolen sættes – og er til debat. Vi må holde fast i, at folkeskolens opgave og indhold er undervisning i fagene. Mangfoldighed og trivsel er afgørende og vigtige forudsætninger for, at vi kan lykkes med vores opgave – men det kan ikke stå alene som målet med at drive folkeskole. Det giver ingen mening at tale om faglighed og trivsel i skolen, som to forskellige ting, eller som noget der kan adskilles i det pædagogiske arbejde. Eleverne trives gennem den gode undervisning i fagene.

Debatindlægget har været bragt i Skolemonitor.