Ny, befriende fagbog: Undervisning er kunst

”Didaktiske dilemmaer. Håndtering af undervisningens praksis”. Mellem linjerne står der: Nu har staten løsnet sit jerngreb om skolen, så nu kan vi endelig komme til at tale om undervisning på en meningsfuld måde igen. Ja, faktisk står det også på linjerne:

”Nærværende bog udkommer på et tidspunkt, hvor flere års politik og styring på folkeskoleområdet med fokus på test, fagligt udbytte og målstyring er ved at fade ud”. Bogen er skrevet af lærer Mette Frederiksen, professor Per Fibæk Laursen og lektor Lotte Hedegaard-Sørensen.

”Bogen ærinde er at sætte ord på den kunst, som lærere i skolens hverdag udøver, når de håndterer en række uforudsete situationer og dilemmaer,” skriver forfatterne.

Kunst og håndværk

Hovedpåstanden i bogen er, at undervisning er kunst. Nøglebegreberne er ’dilemmaer’ og ’håndtering’. Kunsten i undervisning består således i at håndtere de dilemmaer, der vedvarende opstår i klassen, hver time, hver dag, dag efter dag. Nok er det en kunst at undervise – og en endnu større kunst at undervise godt. Men det er også et håndværk. En håndtering.

Hverdagen er fyldt med dilemmaer, fastslår altså forfatterne, og de identificerer i alt ni dilemmaer, der er genkomne i den danske skole - og det er så især dem, der skal håndteres af lærerne, gerne musisk. Og det gør lærerne da også allerede i rigt mål i hver eneste time. I bogen kan lærerne så få nogle begreber på, hvad det egentlig er for nogle dilemmaer, de håndterer i det daglige, og blive inspireret til at gøre det måske endnu bedre. Her et kort referat:

Det forberedte – det improviserede. En lærer har for eksempel forberedt en time med kommatal i matematik i 4. klasse. På grund af en konflikt mellem nogle elever må hun løsne sig fra det undervisningsforløb, hun har forberedt, for at tage sig af konflikten et øjeblik. Hun må improvisere.

Elevaktivitet – lærerstyring. Skal der være elevaktivitet eller lærerstyring i timen? Begge dele. En vekselvirkning. Læreren har et spil med, som træner eleverne i kommatal. De er aktive. Men læreren går rundt til grupperne og sikre sig, at eleverne lærer noget om kommatal gennem spillet. Hun styrer på den måde spilleriet. I nogle timer kan der også komme forslag fra eleverne selv til aktiviteter, et andet spil for eksempel, som læreren kan gribe og bruge i sin undervisning, i forventning om at eleverne lærer mere om for eksempel kommatal, når forslaget kommer fra eleverne selv - måske er de mere motiverede, så.

Gentagelse – variation. Læreren skifter typisk mellem klasseundervisning og gruppearbejde i danske skoler. Det giver variation, og det er godt. Læreren går rundt i grupperne, der laver spil med kommatal, og hun gentager pointerne med kommatal sammen med eleverne; især tager hun sig af de elever, der har svært ved at forstå kommatal, og som har det svært med matematik i det hele taget.

Træning af basale færdigheder – søge meningsfulde sammenhænge. Kommatal, som jo er en basal færdighed, er i virkeligheden et abstrakt fænomen, men læreren gør det konkret og meningsfuldt og nærværende for eleverne ved at tale med dem om, hvorfor det mon koster 9,95 kroner henne i slikbutikken, og ikke bare 10 kroner.

Bredde – fordybelse. Det er godt at fordybe sig i kommatal, men det er også fint, hvis læreren holder sig matematikfagets store bredde for øje.

Evaluering af elevernes kortsigtede og synlige udbytte – evaluering af det langsigtede og skjulte udbytte. Her og nu kan læreren vurdere, om eleverne har forstået kommatal, ved at se, hvordan de spiller. Men det langsigtede og skjulte udbytte er svært at evaluere i den enkelte time, og den usikkerhed må læreren leve med.

Evaluering i forhold til lovgivningens forskrifter – evaluering i forhold til elevernes egen udvikling. At forstå forskellen på 0,5 og 0,05 er et meget lille skridt i forhold til de krav, der stilles ved afgangsprøven, men for nogle elever kan det være et kæmpeskridt, og det har læreren sans for.

Evaluering i praksis – evaluering på afstand af praksis. Læreren evaluerer løbende i timen, om eleverne har forstået kommatal, når hun går rundt til grupperne. Men det er også et emne, som eleverne kan møde i nationale test. Sådan er det bare.

Dilemmaer er værdifulde

Pointen i bogen er, at disse dilemmaer er uomgængelige. De er uundgåelige. De er der bare. I skolens hverdag. I virkeligheden. Læreren må leve med dem, gerne på en musisk måde. Ja, mere end det: Læreren kan profitere af disse dilemmaer – der kan komme god undervisning ud af dem. Dynamisk og levende undervisning. Hvis læreren bare kan ramme en balance mellem de to størrelser, der udgør et dilemma, så kan dilemmaet blive produktivt. Det er en ”balancekunst” at håndtere dilemmaerne, skriver forfatterne:

”Dilemmaer som de nævnte forsvinder ikke, men er vedholdende. De er ikke som problemer, der kan løses og skaffes af vejen. I forhold til dilemmaer må man lære sig en form for balancekunst og fleksibilitet”.

Der er altså ingen grund til at blive stresset og irriteret over dilemmaerne, tværtimod - de kan jo være frugtbare. De kan være værdifulde og føre til god undervisning:

”Man kan ikke permanent vælge sig ud af didaktiske dilemmaer uden at forringe undervisningen, fordi begge alternativer er værdifulde. Ganske vist kan man kortvarigt prioritere det ene frem for det andet. Fx kan man suspendere ’det faglige’ til fordel for en klassediskussion om ’det sociale’. Eller man kan insistere på at få afklaret et fagligt problem, som eleverne har vanskeligt ved at forstå, selv om man godt er opmærksom på, at der er sociale problemer i klassen, som kalder på opmærksomhed. Men man kan ikke ignorere hverken ’det faglige’ eller ’det sociale’ i ret lang tid ad gangen uden at ødelægge undervisningen. Læreren må løbende tage sig af begge dele”.

Eksempel på improvisation

Bogen indeholder mange konkrete eksempler på undervisning, hvor læreren får god undervisning ud af at balancere dilemmaer. For eksempel dansk i 5. klasse, hvor læreren må justere sin planlagte undervisning og altså balancere mellem forberedelse og improvisation:

De har om gysergenren, og i dag skal eleverne først i grupper læse deres gyserroman færdig og give de sidste kapitler overskrifter - for at træne deres tekstforståelse. Derpå skal de skrive deres egen gysernovelle. Det har læreren forberedt. Men på et tidspunkt opdager hun, at eleverne har behov for at lave noget ikke-stillesiddende. Hun må improvisere. Hun sætter et posteløb i gang. Hun har erfaring for, at netop denne aktivitet er god at improvisere ud fra; hun bruger den også i andre fag, og eleverne kan selv fremstille posternes indhold: Et makkerpar skriver en kapiteloverskrift, og kammeraterne skal tænke sig til hvilket et kapitel, overskriften passer til.

Der er altså tale om en improvisation, der understøtter og kvalificerer elevernes arbejde med det faglige indhold – eleverne får trænet deres læseforståelse i posteløbet, selv om læreren egentlig havde forberedt en anden måde at træne deres læseforståelse på.

Pædagogisk taktfuldhed

Vellykkede improvisationer gribes ikke ud af den blå luft, påpeger forfatterne. De forudsætter blandt andet et grundigt kendskab til materialet, der undervises i - i det nævnte eksempel altså gysergenren. Og en vellykket improvisation kræver for eksempel også, hvad forfatterne kalder ’pædagogisk taktfuldhed’:

”At kunne improvisere kvalificeret forudsætter også, at man overhovedet opdager, at det er nødvendigt at justere undervisningen. Man skal optræde pædagogisk taktfuldt. Det betyder, at man skal være sensitiv over for eleverne og situationen og gøre det, der tjener elevernes læreprocesser bedst”.

Man skal også have is i maven, når man improviserer:

”Det kræver også et vist mod at kaste sig ud i improvisationer. Man ved ikke, hvor det bærer undervisningen hen. Der er en vis risiko for, at man mister grebet om situationen, men det må man øve sig på at kunne udholde”.

Improvisations-repertoire

Erfaring er også en fordel, når man improviserer. Dansklæreren med gysergenren har erfaring for, at et posteløb, hvor eleverne selv udarbejder opgaverne i timen, egner sig til improvisation. Posteløbet er del af det ”improvisations-repertoire”, som hun har bygget op gennem årene:

”Erfarne lærere vil i mange tilfælde have nemmere ved at improvisere end nye lærere. Det giver en sikkerhed at have improviseret mange gange”.

Men der er ingen vej uden om, nye lærere må også i gang, for en god balance mellem dilemmaer – for eksempel forberedelse og improvisation - kan jo være en kilde til god undervisning:

”Den erfarne lærer har altså et fortrin, hvad angår gode improvisationer. Men ikke desto mindre er det vigtigt også som ny og mindre erfaren lærer at give sig i kast med improvisationer, fordi de hører god undervisning til. Man må øve sig på at udholde, at pædagogisk praksis indimellem er både uoverskuelig og kaotisk”.

God undervisning kræver godt arbejdsmiljø

Pointen i bogen er altså: Afbalanceret håndtering af dilemmaer i klassen medfører god undervisning. Skal det lykkes – både for den erfarne lærer og den nye lærer – kræver det et godt arbejdsmiljø på skolen, påpeger forfatterne:

”Kollegial opbakning og tryghed er en vigtig forudsætning for at turde eksperimentere, tænke kreativt og være spontan. Tidligere professor i didaktik ved Universitetet i Oslo Erling Lars Dale (1946-2011) udtrykker det sådan: ’Kreativiteten bliver ødelagt, hvis medlemmerne frygter og nærer angst for, hvad kollegerne vil mene’. Det er altså vigtigt, at lærerteam i fællesskab opbygger et miljø, hvor man kan eksperimentere og afprøve ting”.

At håndtere dilemmaer

Bogen gennemgår de ni dilemmaer hver for sig, skridt for skridt, ganske konkret, så man føler, at man er med inde i klassen. Det er en bog, der prøver at få pædagogikken og didaktikken ned på jorden efter 20 års lufttur, animeret af desperate politikere, der gik i chok over, hvad internationale komparative undersøgelser som PISA viste. Det er en skøn bog. Cool, nærmest.

”Hovedbudskabet i denne bog er, at dygtighed som underviser består i at kunne håndtere de mange dilemmaer, der uundgåeligt opstår i skolen”, skriver forfatterne.

”Undervisning er uforudsigelig, fordi eleverne reagerer og responderer på det, som læreren spiller ud med, og denne respons må læreren løbende tage højde for. Det betyder ikke, at planlægning og forberedelse er overflødig, men det betyder, at planen sjældent holder i detaljer. Læreren må løbende vurdere og justere sine handlinger”.

”Det er betydningsfuldt i en tid, hvor en række ideer, koncepter, programmer og manualer møder skolen og skolens ansatte. Det drejer sig som regel om koncepter udviklet af andre aktører end lærere: politikere, forskere og konsulenter. Det er vores overbevisning, at ønsket om at skabe en god folkeskole og god undervisning har langt større chance for at blive realiseret, hvis lærere får mulighed for at træde ind på scenen som professionelle subjekter, der løbende raffinerer den komplicerede kunst at undervise”.

At undervise er en kunst

God undervisning opfindes ikke på kontorer i Undervisningsministeriet, pointerer forfatterne, god undervisning skabes i klasselokalerne på skolerne:

”Vi henleder opmærksomheden på den dygtighed, som består i at træffe pædagogiske og didaktiske valg, og på, at undervisning først og fremmest kan beskrives som kunst. Bogens ærinde er at sætte ord på den kunst, som lærere i skolens hverdag udøver, når de håndterer en række uforudsete situationer og dilemmaer.”

’Dilemma’ kommer fra græsk: ’di’ (to) og ’lemma’ (sætning, antagelse) - og nu får lærere så en bog, der systematisk opridser og gennemgår de dilemmaer, der typisk er i den danske folkeskole i dag. Den gode nyhed er altså, at en afbalanceret håndtering af dilemmaerne kan give arbejdsglæde og god undervisning. Undervisning er en kunst, der kan læres af alle lærere, hvis de bare får ro til det, mener forfatterne.

”Undervisning er fyldt med dilemmaer og paradokser. Kunsten at undervise forudsætter derfor, at man kan navigere i en kompleks og uforudsigelig verden. Hvis man forsøger sig med at beherske alle aspekter af undervisningen og kontrollere dens resultater, risikerer man at gøre den til noget andet end undervisning eller med andre ord: at ødelægge den”, skriver de.

Kritik af Forenklede Fælles Mål

Mellem linjerne aner man her en kritik af eller afstandtagen til Forenklede Fælles Mål, som blev indført i forbindelse med skolereformen 2014. Et par år inden reformen havde Danmarks Evalueringsinstitut anbefalet, at de daværende Fælles Mål blev forenklet, så det kunne blive enklere for lærerne at undervise efter dem.

Undervisningsministeriet hyrede derpå blandt andre professor Jens Rasmussen til at hjælpe embedsmændene i ministeriet med forenklingen. Jens Rasmussen er meget optaget af den tyske uddannelsesforsker Niklas Luhmann, for hvem netop ’reduktion af kompleksitet’ er et centralt begreb.

Men nu læser vi mellem linjerne i bogen... På linjerne skriver Mette Frederiksen, Per Fibæk og Lotte Hedegaard-Sørensen:

”Man skal ikke forsøge at reducere undervisningens kompleksitet, men i stedet prøve at udvikle sine evner til at leve med den. Vi forsøger med denne bog at hjælpe læreren på vej”.

”Didaktiske dilemmaer. Håndtering af undervisningens praksis” udkom 1. december 2020 på Hans Reitzels Forlag.

Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere.