Debatten var arrangeret af BUPL Hovedstaden, Socialrådgiverforeningen Region Øst, Københavns Lærerforening og FH Hovedstaden. I panelet sad:
- Sisse Marie Welling (SF)
- Jakob Næsager (C)
- Katrine Hassenkam (Ø)
- Kristine Ammitzbøll-Bille (RV)
- Helle Stolberg (A)
- Mikkel Bjørn (DF)
- Alexander Ryle (LA)
Moderator og journalist Bjarke Christiansen bidrog med fakta om de tre faggrupper (pædagoger, lærere og socialrådgivere): 28 % af lærerne har haft arbejdsrelateret fravær inden for de sidste 12 måneder, og ca. halvdelen i alle tre faggrupper stopper i Københavns Kommune inden for tre år i ansættelsen.
Sisse Marie Welling (SF) talte om at skrælle det ophobede bureaukrati væk hos medarbejderne tæt på borgerne. Og at værne om de ansatte ved ikke at stille et hav af krav og lancere alle mulige tiltag, men give ro til at løse kerneopgaven.
Jakob Næsager (C) talte om nogle af de mange tiltag, der allerede er sat i værk for at komme rekrutteringsproblemerne til livs, bl.a. meritlæreruddannelse, mere smidige seniorordninger og en større praktikpladsforpligtigelse, end Københavns indbyggertal tilsiger. Han sagde videre, at de mange ikke-uddannede i de københavnske skoler bl.a. handler om, at der rekrutteres rigtig mange sidste-års studerende.
Fra Helle Stolberg (A) lød det bl.a., at det skal være mere sikkert at arbejde i velfærdsfagene. Der er alt for mange, der bliver langvarigt syge af arbejdet, og man vil ikke tage et arbejde, hvor man risikerer at blive stresssygemeldt eller bliver forrået, fordi man ikke kan hjælpe de borgere, man er ansat til.
Mikkel Bjørn (DF) talte om tillid til medarbejdere, opbakning fra lokale ledere og politikere. Forudsætningerne for ’tillid’ er, at man har de nødvendige værktøjer til at håndtere udfordringerne, fx ordensværktøjer. Der skal være tid til faglighed og mindre fokus på fx kommunale pædagogiske koncepter.
Katrine Hassenkam (Ø) vil give de fagprofessionelle rammer til at sikre gode klassefællesskaber og finde ressourcer til de børn, der har brug for ekstra hjælp i klassefællesskabet. Hun opfordrede tilhørerne til at bruge TR’erne og kommende politikerne til at inddrage de faggrupper, der står med ansvaret.
Kristine Ammitzbøll-Bille (RV) talte bl.a. om at forstærke uddannelserne, for hver tredje lærerstuderende falder fra under studiet, og efter fem år vælger 40 % af lærerne folkeskolen fra. Dem skal vi være meget bedre til at gribe.
Alexander Ryle (LA) talte om medarbejderomsætning og mere uddannet personale, om tillid og om at skære ned på skære ned på bureaukrati og kontrolskemaer. ”Vi kan gøre så meget godt, hvis vi tør stole mere på dem ude på gulvet.”
Tid og rammer er utilstrækkelige
Tre fagprofessionelle bidrog med historier fra deres hverdag som hhv. lærer, socialrådgiver og pædagog.
Sarah Thylgård Johansen, der er lærer på almen- og specialområdet på Skolen på Strandboulevarden, var en af dem. Hun fortalte bl.a., hvordan hun hver dag står i spændet mellem det, hun mener er god undervisning, og det hun faktisk har mulighed for at levere, når hun samtidig skal jonglere mellem forældre, møder, koordination, noter og dokumentation.
”Det giver mig skyldfølelse, for jeg ved, jeg kunne gøre det bedre, hvis jeg havde tiden og rammerne til det. At være lærer er verdens bedste job. Men hvis rammerne fortsætter som nu, er jeg bange for, at jeg ender den statistik, hvor over halvdelen af de lærere, der bliver ansat i kommunen, falder fra kort tid efter, de er blevet ansat.”
Fra Janne Riise Hansen, næstforperson i Københavns Lærerforening, lød der en opfordring til politikerne:
“Lad de fagprofessionelles fortællinger om deres arbejdsvilkår være pejlemærke i de næste fire år. Det er deres vilkår, der er med til at afgøre, hvordan borgerne i København har det.”
Debatten fandt sted hos HK-Hovedstaden. Tak til alle, der bidrog til en saglig og vigtig debat.
Se Københavns Lærerforenings anbefalinger til politiske prioriteringer til kommunalvalget 2025.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere