En historisk mulighed

Folkeskolen står ved et afgørende øjeblik. Med fagfornyelsen skal vi udvikle nye fagplaner – og det er ikke blot en teknisk øvelse eller en omskrivning af de nuværende Fælles mål. Det er en historisk mulighed for at genfinde skolens kerne, folkeskolens formål og en mulighed for at forny lærerfagets stolthed, faglighed og autoritet.

I årtier har vi oplevet, at skolen er blevet detailstyret af skiftende politiske projekter, administrative lag og kommercielle interesser. Resultatet er blevet en skole, hvor læreren i alt for høj grad reduceres til at udføre andres planer og projekter. Dette kan fagfornyelsen ændre. Det kan blive startskuddet til et opgør med læringsmålstyring, tjeklister og skabeloner – og et skridt hen imod en skole, hvor faglighed og professionel dømmekraft er i centrum.

Tilbage til folkeskolens formål og god undervisning

Folkeskolens kerneopgave er undervisning i fagene med udgangspunkt i deres formål. Ikke mere, ikke mindre. Når vi begynder at tale om skolen som først og fremmest en dannelsesinstitution, en læringsinstitution eller en velfærdsinstitution, mister vi fokus. Folkeskolen er en samfundsinstitution, og samfundets styrke afhænger af, at vi tager den opgave alvorligt.

Fagfornyelsen er en chance for at genvinde fokus og kvalitet samt styrke skolens kerne, som er undervisning i fagene. Det er gennem undervisning i fagene, eleverne udvikler sig og trives, . Det er her læreren udfolder sit professionelle virke og gør en forskel.

Lærerens råderum og professionelle virke

God undervisning kan ikke mekaniseres eller systematiseres. Der findes ikke én metode, én opskrift eller ét program, der kan bruges overalt. Undervisning er kompleks og levende – den sker i mødet mellem læreren, eleverne og faget. Det er det, som lærerfaget handler om – pædagogik og didaktik.

Alligevel har vi i alt for mange år indrettet folkeskolen efter systemer og læringsmålsstyring frem for god undervisning til vores elever. Læringsplatforme, målstyring og konceptprogrammer har lagt låg på den gode og varierede undervisning og den dømmekraft, der kendetegner det gode lærerarbejde. Det er denne udvikling, fagfornyelsen giver os mulighed for at gøre op med.

Fagplanerne skal renses for detaljerede delmål og mekaniserede tjekbokse eller dikterende anvisninger. De skal i stedet blive rammen for faget, der giver læreren frihed til at tilrettelægge undervisningen, anvende fagplanerne pædagogisk og didaktisk til forskellige undervisningssammenhænge og til forskellige elevgrupper. Det kræver tillid, men det er netop tilliden til lærerens faglighed, der kan løfte skolen – ikke endnu en gang kontrol.

En pligt at blande sig

Denne mulighed bliver kun til virkelighed, hvis vi som lærere tager opgaven med fagfornyelsen på os. Det er helt afgørende. Vi skal aktivt blande os i debatten om fagplanerne, og vi skal deltage aktivt i afprøvningen og bidrage med vores synspunkter og til sidst kvalificere det endelige resultat. Andre skal ikke løse det for os.

Vi skal turde et opgør med “best practice” og mekaniserede koncepter. Vi skal insistere på, at skolen bygger på faglighed, dømmekraft og menneskeligt nærvær og relationer. Fagfornyelsen kan betyde en styrket og stærk lærerprofession – men kun, hvis vi selv tager styringen. Vi skal stå fast på, at det er læreren, der skaber den gode undervisning.

Det er vores forbandede pligt som fagprofessionelle at tage stilling til, hvordan skolen og vores fag udvikles. Vi skal insistere på, at vores stemme høres i det arbejde, som der er lagt ud fra ministeriet i kvalitetsprogrammet. Her har vi faktisk fået muligheden – og den skal vi tage.

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.