Fredag aften blev folkeskolelærer Marie-Cecilie Rosenmeier en gylden pegepind og 10.000 kr. rigere, da hun modtog Københavns Lærerforenings Gyldne Pegepind foran en medlemsfyldt sal i Tivoli Congress Center.
KLF’s formand Katrine Fylking roste Marie-Cecilie Rosenmeier for hendes beredvillige tilgang til at stille op, når medierne ringer – hvad enten det er Politiken, Danmarks Lærerforening eller KLF’s eget, journalistiske medie KLFnet.
”I KLF stødte vi første gang på dig i 2016, da du som helt nyuddannet lærer, lod Politiken følge dig på din første skoledag. ”Det er jo et seriøst stort ansvar, jeg kommer til at have,” lød et citat fra overskriften. I artiklen viser du så fint, hvad der er på spil for alle lærere, men især for alle de nye lærere. Du sætter et ansigt og en stemme på alle de forventninger og bekymringer, man som helt ny lærer står med,” sagde Katrine Fylking blandt andet i sin tale til prisvinderen.
Fra talerstolen i den store Tivoli kongressal gav Katrine Fylking et eksempel på, hvordan Marie-Cecilie Rosenmeier for få år siden modvilligt havde delt en podcastudsendelse om den svære lærerstart. Hun mente, der var for meget fokus på alle dem, der forlod faget. ”Hvad med os, der rent faktisk er blevet!?” lød det dengang spørgende fra Marie-Cecilie Rosenmeier.
Kritikken tog KLFnet til sig, og Marie-Cecilie Rosenmeier medvirkede efterfølgende i en anden udsendelse, hvor vinklen i stedet var rettet mod dem, der stadigvæk underviste i klasselokalerne. Det blev en både ærlig og afbalanceret podcast.
Hverken naiv eller blåøjet
Det var en både glad og bevæget Marie-Cecilie Rosenmeier, der fik overrakt pegepind og diplom på scenen foran ca. 300 medlemmer af Københavns Lærerforening.
I sin takketale fortalte Marie-Cecilie Rosenmeier, at hun synes, det er vigtigt at fortælle om det gode og positive ved at være lærer ”… uden at lyde naiv eller blåøjet”. Også hun oplever at blive udspurgt til familiefester og komsammen om det hårde lærerliv, og ”… om hvordan jeg orker det, og hvordan jeg kommer igennem et helt skoleår uden at knække.”
Marie-Cecilie Rosenmeier kan sagtens forstå den store spørgelyst, som hun langt fra er den eneste lærer, der oplever, men det hele er ikke så galt endda:
”Jeg kan sagtens nikke genkendende til mange af de uforudsigelige og hårde dage og problematikker, man som lærer også går igennem. Men jeg synes, at det har meget stor betydning for mig at kunne fremhæve de solskinshistorier, der også findes en kæmpe overvægt af på vores arbejde, der netop driver os til at møde op dag efter dag og gøre noget af det, vi holder mest af. Og derfor finder jeg det naturligt at fortælle om lærerjobbets positive sider,” sagde Marie-Cecilie Rosenmeier.
Prisvinder Marie-Cecilie Rosenmeier er lige nu aktuel som gæst i podcasten Samtaler Om Skolen, hvor KLF’s formand Katrine Fylking er vært. Udsendelsen er lavet før Marie-Cecilie Rosenmeier blev valgt som årets pegepindsmodtager.
Det er 28. gang, at Københavns Lærerforening uddeler prisen. Prisen tildeles en person eller en gruppe af personer, der har gjort en helt særlig indsats i forhold til lærerarbejdet – i dette ligger alle de arbejdsfelter, indenfor hvilke foreningens medlemmer har deres arbejde.
Denne artikel og tilhørende indhold udtrykker ikke nødvendigvis KLF´s synspunkter. Læs mere.
Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.
Vær den første til at kommentere