”Tak fordi I vil være med til at sætte en tyk streg under, at regeringen skal slippe sit jerngreb om kommunernes og regionernes økonomi.” Sådan lød det fra KLF’s næstformand, Janne Riise Hansen, der holdt tale i forbindelse med demonstrationen mod budgetloven.

Mange var mødt op for at deltage i demonstrationen ”Gør den offentlige sektor god igen – skrot budgetloven”, som fandt sted på Christiansborg Slotsplads - arrangeret af Skrot budgetloven, LFS, BUPL-Storkøbenhavn, FOLA, FOA-SOSU og KFO.

Ifølge initiativtagerne ligger der mere end 60 milliarder kroner i uforbrugte midler i de kommunale pengekasser, som ikke kan bruges på pædagoger, sygeplejersker, socialrådgivere, SOSU'ere, HK'ere og andre velfærdsmedarbejdere på grund af budgetloven. Det bør løses i forbindelse med forhandlingerne om en ny økonomiaftale for 2024 mellem regeringen, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner. At skrotte budgetloven er første vigtige skridt til at gøre den offentlige sektor god igen for alle borgere og medarbejdere.

”Hele det offentlige velfærdssystem er stærkt underfinansieret, og endnu engang kan vi ende med, at de forskellige områder inden for den kommunale sektor skal konkurrere om de nødvendige midler blot for at kunne opretholde den mest basale service. Den service, som for længst er skåret langt ind til benet,” sagde Janne.

I maj sidste år måtte fx København åbne budgettet, fordi flere og flere børn og unge havde brug for et specialiseret tilbud. Skolerne og specialdagtilbudsområdet skulle finde 32,6 mio. kr. midt i budgetåret. 

”Det gjorde ondt! Men i år gør det endnu mere ondt. I sidste uge besluttede Børne- og Ungdomsforvaltningen igen at åbne budgetterne. I år skal der spares 114 mio. på børne- og ungdomsområdet. Det er mere end tre gange så meget som sidste år. Hvis vi ikke gør noget nu, så tør jeg slet ikke tænke på, hvor vi ender,” lød det fra Janne.

Besparelserne kommer trods det store fokus på børn og unges mistrivsel. 

”Jeg er dybt bekymret for vores børns og unges trivsel. Og jeg er dybt bekymret for, hvilke konsekvenserne den kommende økonomiaftale får for mine kollegaers arbejdsvilkår på de københavnske folkeskoler,” sagde hun.

Janne talte om at handle i forhold til at gribe det enkelte barn i tide med gode og forbyggende indsatser og handle i forhold til, at alle elever får tilbudt undervisning af den kvalitet, som de har krav på. 

”Det er ikke længere nok med flotte politiske skål- og nytårstaler med fine hensigter. 
Put your money where your mouth is! Det er nemlig vores fælles kommunale velfærd, vores fælles folkeskole, vores fælles børn og vores fælles fremtid, det gælder – så skrot nu den budgetlov!,” sluttede hun.

Få nyheder fra KLFnet.dk i din indbakke.
Tilmeld dig her.