Mads Peder Søe

Kandidat som supplerende kongresdelegeret

Folkeskolen vejrer morgenluft
Lærerne vejrer morgenluft

Kan vi få lov til at holde skole for alle børn på en måde, hvor det er muligt for dem at modtage undervisning i rammer, der passer til dem? 

Kan vi skabe en skole for alle børn, hvor vi ikke behøver at tale om, at nogle børn tager fra andre, men hvor alle børn får et undervisningstilbud, der passer til dem? 

Kan vi få lov til at være lærere i en virkelighed, hvor vi er velforberedte, hvor vi kan gå på arbejde og være med til at skabe den skole, vi drømmer om? 

Kan vi være den kraft, der udvikler skolen og sætter rammerne for god undervisning? 

Jeg ved, at lærerne er dem, der ved bedst, hvordan skolen, rammerne og undervisningen skal skrues sammen. Så lad os håbe, at de mange milliarder, der bliver talt om, bliver til virkelighed, og at de bliver brugt med udgangspunkt i den viden, lærerne har om god undervisning. 

Se min kandidatvideo

En skole, der er ens for alle, er ikke et svar på folkeskolens og lærernes udfordringer. At alle skal passe ind i den samme klasse, er ikke en løsning. Vi skal tages med på råd, så vi kan bevare en mangfoldig skole med mangfoldige muligheder. 

Det kræver, at der bliver sat retning på de penge, der bliver afsat til folkeskolen, og det kræver, at vi som lærere har en klar vision for, hvordan folkeskolen kan være en skole for alle børn. 

Jeg så for nylig en reel fra undervisningsministeren, hvor han fortæller, at alle børn skal have en god skole og et specialtilbud, hvis de har brug for det. Det er ikke den virkelighed, vi oplever i København. I modsætning til den udmelding er man i gang med at skære ned på pladserne uden at sikre de nødvendige rammer. 

Respekten for lærerprofessionen er afhængig af, at vi som lærere får lov til at skabe hele skolen, og at vi ikke kun bliver sporadisk inddraget, når det passer politikerne. Når vi lærere får lov til at udøve vores virke fuldt ud, er jeg sikker på, at lysten til at være lærer vil trække langt flere uddannede lærere tilbage til folkeskolen. 

Jeg håber, at jeg får lov til at fortsætte arbejdet for en mangfoldig folkeskole med plads til alle børn og en folkeskole, hvor lærerprofessionen får lov til at være drivkraften, der skaber og udvikler skolen. 

 

Fakta om valget


Københavns Lærerforenings bestyrelse består af forpersonen, næstforpersonen og syv valgte medlemmer. Desuden skal der vælges fire suppleanter. Forperson, Katrine Fylking, og næstperson, Janne Riise Hansen, blev genvalgt på opstillingsgeneralforsamlingen 19. februar.

Valget af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter foregår i perioden 12. marts til 19. marts 2026.

Herudover skal der vælges et antal delegerede til Danmarks Lærerforenings kongres, som er foreningens øverste myndighed.

Alle stemmeberettigede medlemmer modtager en mail med et link til afstemningen (tjek evt. dit spamfilter). Du kan også stemme via MitID.