Thomas Poulsen

Kandidat til bestyrelsen og som kongresdelegeret

Jeg genopstiller til bestyrelsen i Københavns Lærerforening, fordi lærerne i København fortjener en fagforening, der insisterer på ordentlige arbejdsvilkår, et trygt psykisk arbejdsmiljø og en løn, der afspejler vores ansvar og professionalisme. Presset på folkeskolen vokser, og derfor har vi brug for en stærk og synlig forening, der står på lærernes side hver dag.

Min erfaring

  • 24 år som lærer i København
  • 18 år som tillidsrepræsentant
  • 11 år som kongresdelegeret i Danmarks Lærerforening
  • 8 år i KLF’s bestyrelse

Jeg kender skolens hverdag, forvaltningen og de faglige kampe – både lokalt og nationalt.

Se min kandidatvideo

Arbejdsvilkår, psykisk arbejdsmiljø og realløn

Lærernes arbejdsvilkår er pressede, og det skal vi ændre. Arbejdsvilkår skal afspejle det ansvar og den kompleksitet, læreropgaven rummer. Jeg arbejder for realistisk sammenhæng mellem tid og opgaver, tid til ordentlig forberedelse, tydelige prioriteringer og et stærkt fokus på klasselæreropgaven. Ledelse skal bygge på gennemsigtighed og dialog.

Et bæredygtigt psykisk arbejdsmiljø er afgørende. Alt for mange oplever utryghed, uklare forventninger og manglende støtte. Foreningen skal handle hurtigt og tydeligt, når arbejdsmiljøet brister. Jeg arbejder for gennemsigtighed, indflydelse på ændringer og rettidig hjælp på skoler med mistrivsel.

Lærerne skal have en løn, der matcher deres ansvar. Vi skal sikre reallønsstigninger og forhindre, at København bliver en kommune, hvor man “betaler” for at være lærer gennem pressede vilkår.

En folkeskole for alle

Inklusionen er i krise, og derfor er mit hovedbudskab klart:

Vi skal have et inklusionssyn, der bygger på etik og rettigheder – ikke på budgetter og håb om læringsudbytte.

Specialskolerne skal anerkendes, ressourcer og viden skal følge barnet, og lærerne skal have reel indflydelse på indsatserne. En værdig inklusion kræver flere ressourcer, ikke større pres på almenområdet.

Stærke tillidsrepræsentanter

TR er hjertet i foreningen. De skal have tid, ensartede vilkår, solid uddannelse og hurtig støtte fra KLF. Når samarbejdet lokalt er presset, skal TR aldrig stå alene.

Sammenhængskraft

Organisationsgraden falder. Derfor skal klubberne styrkes, arrangementer være relevante og medlemmerne opleve konkrete forbedringer i hverdagen. KLF skal være synlig på skolerne og mærkbar for hvert medlem.

Jeg stiller op, fordi lærerne i København fortjener en forening, der kæmper helhjertet for arbejdsvilkår, psykisk arbejdsmiljø, realløn, faglig respekt og en folkeskole baseret på etik, rettigheder og fællesskab.

 

 

Fakta om valget


Københavns Lærerforenings bestyrelse består af forpersonen, næstforpersonen og syv valgte medlemmer. Desuden skal der vælges fire suppleanter. Forperson, Katrine Fylking, og næstperson, Janne Riise Hansen, blev genvalgt på opstillingsgeneralforsamlingen 19. februar.

Valget af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter foregår i perioden 12. marts til 19. marts 2026.

Herudover skal der vælges et antal delegerede til Danmarks Lærerforenings kongres, som er foreningens øverste myndighed.

Alle stemmeberettigede medlemmer modtager en mail med et link til afstemningen (tjek evt. dit spamfilter). Du kan også stemme via MitID.