Tosprogede lærere fyres i bundter

”Sidste år var forfærdeligt. Vi havde tre tosprogede lærere, der elskede deres job, og som løste vigtige opgaver. De var i den grad værdifulde for det arbejde, der foregår i modtageklasserne. De fik pludselig at vide, at nu kom der en fyringsrunde, og vi ville kun kunne beholde én af de tre. Men de fik ikke at vide, hvem af dem der skulle fyres. Det måtte først offentliggøres på et senere tidspunkt. Det var meget ubehageligt for os, og for dem der gik rundt med al den usikkerhed,” fortæller Irene Hansen, der er lærer i modtageklasserne på Grøndalsvængets Skole og som har et par årtiers arbejdserfaring med tosprogede elever og lærere.

Den temmelig uheldige måde, BUF her førte personalepolitik på, er desværre ikke et enkeltstående eksempel på den manglende forståelse for skolen og dens elever, der gennem en årrække er opbygget i Børne- og Ungdomsforvaltningen og i det politikske udvalg. Blandt de værste fadæser er, da BUF for nogle år siden nedlagde kontoret for integration og tosproget undervisning, for ved den lejlighed skilte BUF sig af med nogle af landets mest kvalificerede konsulenter på området. Forvaltningen har aldrig siden fået skabt en faglighed omkring de tosprogede, Irene Hansen:

”Det var åbenbart nemt at pege på den afdeling, da der skulle spares nogle penge. Hele afdelingen blev fyret, og området skulle mainstreames, som det hed. Det var fatalt for os, der arbejder med tosprogede elever på skolerne.”

Nu ingen faglig og pædagogisk videndeling

”Når man arbejder i modtageklasserne, var det en stor hjælp og inspiration, at vi kunne kontakte vores konsulent og få noget faglig sparring. Hun kom ud og besøgte os i klassen og så, hvad der foregik. Hun samlede os til møder, hvor alle lærere i modtageklasserne var med, vi udvekslede gode ideer, og konsulenten fortalte om nye teorier og egnede undervisningsmaterialer.”

”For os, der arbejdede i alfaklasser, (alfa/analfabeter), havde det stor betydning, at vi kunne ringe til hende og hente et godt råd. Hun var også den, der kontaktede skoleledere, der vægrede sig ved at modtage vores elever, når de skulle udsluses til almenklasser. Ja, de vægrer sig, for det kræver ekstra ressourcer på den modtagende skole. Det er nødvendigt med ekstra støtte, når man modtager sådan en elev. I M-klassen kan vi ikke på max to år gøre en ti-årig jævnbyrdig med en almindelig elev i 4. klasse. Det er ikke muligt, men vi kan da give dem et basissprog og nogle redskaber, så de måske kan hænge på,” lyder det fra den erfarne modtageklasselærer.

Irene har et par gange opfordret forvaltningen til at genoptage de faglige og pædagogiske møder for lærere i modtageklasserne, da de føler sig isolerede og uden faglige sparring eller indbyrdes inspiration. Men det seneste svar fra BUF for knap et år siden lød ganske enkelt på, at det ikke var relevant med sådan et møde. Den faglige deroute i BUF nåede nye højder.

Tosprogede lærere bygger bro og giver tryghed

Om de tosprogede lærere siger Irene Hansen, at de desværre ikke har været særlig værdsatte i folkeskolen. De udgør en lille niche på en folkeskole, og de har haft forskellige funktioner, er tit ikke blevet brugt til det, de burde og er ofte bare blevet misbrugt som tilfældige vikarer.

”Efter de to dygtige tosprogede lærere måtte forlade os sidste år, har vi kun arabisktalende Mowafek tilbage. Han er simpelthen guld værd. Man kan se, når vi modtager en lille elev, der taler arabisk, hvordan ansigtet lyser op, når Mowafek kommer hen og snakker. Men med de nye spareplaner hænger også han i en tynd tråd,” frygter Irene og fortsætter: 

”De tosprogede lærere kan skabe den tryghed, der er helt afgørende. Vi får somme tider krigstraumatiserede børn, men også krigstraumatiserede forældre, der har svært ved at leve op til de krav, vi normalt stiller til forældre. De har måske ikke overskud til helt at udfylde omsorgsrollen og må måske gå i seng somme tider og trække dynen op over hovedet for at finde ro.”

”Det sker også, at mor og far er blevet skilt her i Danmark, og så bliver drengen sendt til noget familie i Somalia, der passer ham. Efter nogle år bliver mor gift igen og føler, at hun har overskud til at få ham hjem. Han vender tilbage til København efter 5-6 år, kender dårligt sine forældre, og tumler ind i en fremmed kultur. Det er nogle voldsomme omvæltninger for børnene og ofte også for forældrene.”

”De tosprogede lærere kan give de her børn nogen at spejle sig i, nogle rollemodeller. Det gælder ikke bare vores børn i modtageklasserne, men alle der kommer med en anden etnisk baggrund. Børnene har tillid til de tosprogede lærere, der kommer fra en kultur, de kender, og som de forstår. Når den tosprogede lærer siger, at sådan må du gøre, og sådan må du ikke gøre, så respekterer børnene det umiddelbart. De lærere udfylder en meget vigtig kulturformidlende rolle, som vi slet ikke kan undvære,” lyder det fra Irene, der oplever, at hun godt kan sætte sin vilje igennem over for eleverne, men somme tider skaber hun samtidig nogle frustrationer, måske aggressioner, fordi hun repræsenterer en for eleven fremmed kultur.

Kulturformidling begge veje

”Der er tit en kløft mellem det, børnene lærer derhjemme og det, de lærer i skolen. Ofte kommer mor og far med nogle ressourcer og erfaringer, der er svære at bruge i Danmark, og de er måske ikke blevet taget ind i vores samfund, fået et job og lært sproget tilstrækkeligt – ja, det er jo hele integrationen, vi taler om nu. De har ikke forudsætninger for at fortælle deres børn, hvad de trygt kan gøre. De fortæller deres børn, hvad de plejer at gøre – ’hos os er tingene sådan, du er muslim, så du må det og det’.”

”Når så børnene kommer hen i skolen, siger de, at det må de ikke, og det må de ikke, fordi de er muslimer. Så siger vi, at det må du godt, for det her er en dansk skole, og det retter eleverne sig som regel efter. Men det skaber frustrationer, for indirekte får de jo at vide, at det er altså ikke helt godt nok, det de kommer med.”

Det er her, den tosprogede lærer kommer ind med andre forudsætninger, for han kan legitimere det, vi som dansk skole ønsker at lære eleverne. Han kan bygge broen. De helt traditionelle emner er jo mad, bad og lejrskoler, men der er mange andre små broer i dagligdagen, som den tosprogede lærer lægger ud, understreger Irene. Og meget jævnligt kontakter den tosprogede lærer forældrene og kan med det grundlæggende tillidsforhold berede vejen og formidle kultur begge veje.

LÆS OGSÅ: På DLF’s kongres for nylig berettede Jamal Bakhteyar fra KLF’s bestyrelse om den katastrofale tosprogspolitik i Københavns Kommune

Årelang slingrekurs

Irene Hansen omtaler en række forsøg, der gennem årene er gennemført med fx sproggrupper og tosprogede støttelærere, men i stedet for at drage nytte af erfaringerne, har de mere fået karakter af pædagogisk slingrekurs. Ikke mindst fordi der ikke findes faglig ekspertise på området i BUF, efter den omtalte tosprogssektion blev sparet væk.

Den københavnske børne- og ungdomsborgmester bryster sig af, at vi her i byen stadig tilbyder modersmålsundervisning, men den er blevet beskåret, holdene oprettes på færre skoler, hvilket giver længere transport, og tilmeldingen er digitaliseret – også for dem der ikke kan begå sig på en computer. Ikke mærkeligt, at antallet af tilmeldte børn rasler ned.

Skolefolk fra mange lande har de senere år valfartet til New Zealand og Canada for at høre, hvordan de lande driver en inkluderende skole med blandt andet tosprogede elever. I de lande har man ifølge Irene valgt at lægge vægt på en multikulturel værdighed for alle børn, en accept af deres forskellighed og en tilgang, så alle føler sig set og hørt. De synliggør deres sprog og kultur, og inddrager deres forældre og tosprogede lærere.

”Jeg savner, at vi i København får gennemført grundlæggende diskussioner på alle skolerne om, hvordan vi skal arbejde på det her område. Vi skal tage udgangspunkt i den forskning, vi kender og de værdier, vi mener er vigtige. Vi skal inddrage de involverede og alle vores erfaringer, og for en gangs skyld høre, hvad lærerne mener, for det er trods alt dem, der står med eleverne i den daglige undervisning. Derefter må nogle fagfolk og politikere udstikke en retning, som vi følger. Det vil blandt andet bevirke, at lærerne fremover vil vide, hvordan man kan bruge en tosproget lærer på en rigtig god måde.” 

Måske har politikerne netop valgt de værdier, man ønsker at drive skole efter?

”Ja, måske synes man, at nu skal man bare lære eleverne dansk, men jeg tror bare, at det er en meget gammel misforståelse, som man efterhånden burde have fået rettet. Børn lærer ikke mere dansk ved, at man hælder mere dansk ind i hovedet på dem. Det viser forskningen. Børn lærer, når de føler, at de bliver set og hørt, og de er trygge i de omgivelser, de er i, og når de bliver anerkendt med de kompetencer, de kommer med,” konkluderer Irene Hansen, der håber, at de københavnske politikere og forvaltningen snart bliver lidt klogere.

Men BUF har en anden plan. I 2015 fyrede BUF 17 tosprogede lærere, og i 2016 sigter BUF efter at fyre yderligere 20.

Irene Frimodt Hansen modtog fredag aften KLF's Den Gyldne Pegepind. Læs mere her.