Mangfoldige fællesskaber kræver mere end gode intentioner

Som lærer i Københavns Kommune bakker jeg op om ambitionen. Jeg ønsker stærke fællesskaber. Jeg ønsker, at flere børn kan være en del af fællesskabet. Men jeg ønsker også, at det lykkes i virkeligheden – ikke kun på papiret.

For lige nu fylder usikkerheden mere end retningen.

På skolerne er vi i gang. Der er ansat overgangspædagoger, afholdt møder og planlagt nye strukturer frem mod skoleåret 2026/27. Alligevel står mange medarbejdere med helt konkrete spørgsmål: Hvor mange børn skal flyttes? Hvilke behov har de? Og hvilke ressourcer følger reelt med?

I specialtilbuddene er bekymringen håndgribelig. Hvad betyder reduktionen for vores faglighed og arbejdspladser? Hvordan sikrer vi, at den specialpædagogiske ekspertise ikke forsvinder, men bringes i spil dér, hvor behovet er?

I almenområdet er spørgsmålene lige så presserende. Hvordan skal vi løfte opgaven, hvis vi i forvejen oplever højt arbejdspres? Har vi de nødvendige kompetencer – og tiden til at bruge dem?

Bekymringen er ikke udtryk for modstand mod inklusion. Tværtimod. Men erfaringerne fra tidligere inklusionsrunder gør os realistiske. Ifølge Danmarks Evalueringsinstitut oplever et flertal af lærere, at de mangler tid, kompetencer og ressourcer til at lykkes med inkluderende undervisning. Samtidig viser nationale tal, at omkring 5,5–6,5 procent af eleverne i skoleåret 2022/23 modtog segregeret specialundervisning. Når København politisk sætter et mål på cirka 3 procent i 2035, er det et markant lavere niveau end landsgennemsnittet.

Det forpligter.

Inklusion er ikke en spareøvelse. Det er en pædagogisk investering. Den kræver kompetenceudvikling, co-teaching, færre elever i klasserne, adgang til specialfaglig sparring og stabile voksenressourcer. Den kræver, at vi tør tale ærligt om, at nogle børn har så omfattende behov, at et specialiseret tilbud fortsat er det rigtige.

Hvis Mangfoldige børnefællesskaber skal blive en succes, har vi brug for politisk tydelighed nu:

Tydelighed om økonomien – også efter 2028.
Tydelighed om kompetenceudviklingen.
Tydelighed om, hvordan specialfagligheden bevares.
Og tydelighed om, hvad der konkret forventes af den enkelte skole.

Vi, der arbejder i skolerne, vil gerne lykkes med opgaven. Men gode intentioner kan ikke stå alene. Hvis ambitionen er reelt mangfoldige fællesskaber, må politikerne sikre, at rammerne følger med. Ellers risikerer vi, at usikkerheden vokser – og at både børn og medarbejdere betaler prisen.